Vi skal alle dø

Ja, velkommen til torsdag formiddag. Lige på og hårdt.

Some say the world will end in fire,
Some say in ice.
From what I’ve tasted of desire
I hold with those who favor fire.
But if it had to perish twice,
I think I know enough of hate
To know that for destruction ice
Is also great
And would suffice.

Det er et digt af Robert Frost (1874-1963) og jeg synes det er smukt, og sørgeligt. Og ja, det er med i starten af Eclipse filmen. Men det er stadig smukt og sørgeligt, det kan man ikke tage fra det.
Jeg læser fast med ovre hos Jennie, og jeg ved derfor godt noget om nogen af de ting hun går og tænker på. Men derfor kommer det alligevel altid bag på mig, når hun skriver om dem. Især det om Jorden og risikoen for “the end of the world as we know it.” Det kan jeg nemlig også nemt hidse mig selv op til at blive rigtig bange for, men det er ikke noget man taler så meget om, over kaffen i frokoststuen på biblioteket.
Nogen gange, når jeg kører hjem fra arbejde – fordi der har jeg altid for meget tid til at tænke, så tænker jeg på, om det vil være bedst at bo i byen eller ude på landet, den dag verden går under? I film er det tit byerne der bliver udslettet først og jeg forestiller mig også at man nemmere kan overleve på landet. Man kan holde høns og dyrke mad. F.eks.
Os inde i Vanløse, vi vil dø i en kø på motorvejen, mens vi prøver at flygte fra bølgen/ilden/nedfaldet/sulten.
Jeg er meget vild med katastrofefilm, men egentlig mest med dem der handler om det bagefter. Hvordan kommer man så videre? Hvis man overlever. Det har jeg også skrevet om før. Noget andet, som jeg har gang i igen lige pt., er apokalypselitteratur. Eller post apokalyptiske fortællinger. De skræmmer mig ad helvede til, men jeg elsker alligevel at læse dem.
Her er et par gode titler til en søvnløs nat:
Laura Browns CO2-dagbog 2015, af Saci Lloyd.
“Naturen går amok… pga. klimaforandringer. Det er 16-årige Laura Browns verden, England, London, 1. januar 2015.
Man kan ikke oplade sin mobil eller tage et bad, uden at det bliver opdaget af den energimåler, der er opsat i hvert eneste hus. Storbritannien har indført CO2rationering i håb om at bremse den globale opvarmning. Hvert familiemedlem har et elektronisk CO2-rationeringskort. Snerrende bånd og begrænsninger, men Laura forholder sig, modsat sin familie, seriøst til rationeringen. Da familiens forbrug kommer ud af kontrol, begynder hun at føre dagbog over deres udskejelser.”
Ind i skoven, af Jean Hegland.
“To søstre overlades til hinandens selskab og overlevelsesevner i et afsidesliggende hus, da samfundet omkring dem kollapser, og intet fungerer. Langsomt går det op for dem, at forandringen er permanent, og at de må leve på naturens præmisser ” Her er en anmeldelse.
Mens vi endnu er her, af Susan Beth Pfeffer.
“Pfeffer fortæller historien gennem teenagepigen Miranda – noget nær det perfekte talerør for den fortælling om verdens langsomme undergang, som bogen er. Miranda er samlet med det meste af familien, da et meteor rammer månen – det er et syn, som alle ønsker at se, en slags kosmisk fyrværkeri. Men tingene går ikke som forventet – astronomernes udregninger stemmer ikke, og sammenstødet ændrer Månens bane. Det virker som en lille ting – vores satellit er lidt større på himlen, end den plejer – men konsekvenserne er uoverskueligt.” Sakset fra fortællingen.dk hvor du kan læse resten af anmeldelsen her.
Og så er der jo klassikeren, The Stand, af Stephen King, som altid gør mig sindssygt bange for influenza. Og for krager.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

11 Kommentarer til Vi skal alle dø

Skriv et svar til Jennie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.