Jeg synes selv, jeg er den meget opmærksomme type. Jeg tænker meget over tingene, lægger mærke til rigtig mange små detaljer og har en slags fotografisk hukommelse, der gør, at hvis jeg har SET noget, så kan jeg huske det.
Når jeg så er på vej til arbejde, så er der jo masser at kigge på. Det halve København er jo i bevægelse, der omkring kl 8.30.
Jeg tager metroen ind til nørreport og s-tog til hellerup derfra, så der er masser af mennesker og masser af "oplevelser".
Og det er sjovt, som de kan farve mit humør.
Nogen af dem er åbenlyse. Som den morgen, hvor en halvstiv hærget dame sagde til mig; "du er så smuk – du skal da bare smile" og hun sagde det på en sød måde, så jeg smilede resten af dagen.
Så er der alle de mennesker, der tilsyneladende ikke kan læse piktogrammer. HVER eneste dag, ser jeg mødre med klap- eller barnevogne, der ikke kan komme med elevatoren eller ikke kan være i togene. Så sent som i dag, på vej hjem. En mor kommer ind i metroen med en barnevogn. Og det er ikke engang en big star supreme ditten og datten, så den fylder faktisk ikke så meget. På klapsæderne – hvor piktogrammerne tydeligt angiver at barnevogne, kørestole, cykler og bagage har fortrinsret – sidder 4 unge mænd. Så vidt jeg kan se, har de ingen bagage eller cykler med, de har alle deres lemmer i behold også. Men måske mangler de deres hjerner, for de rejser sig ikke. Så mor og vogn står MIDT i metroen. Hun har intet at holde fast i og er omgivet af folk der maser og puffer og vil ud og ind og ikke kan komme forbi hende. Det er da så uhøfligt, men desværre ofte set, at folk bliver sidende på deres flade røv, i stedet for at udvise almindelig høflighed og LÆSE piktogrammerne.
Jeg har også selv oplevet det. Engang jeg var naiv nok til at vælge at købe mit klippekort på mellemetagen i metroen. Jeg havde klara og vogn med, og stod så af elevatoren der midt i det hele. Og det er sidste gang jeg har gjort det, for jeg var nær aldrig kommet videre. Havde jeg haft campinggrej med, var det nok gået. Men nu er min datter jo ikke tålmodigheden selv (hvor HAR hun dog det fra??? ;-)) så hun blev hurtigt ret utilfreds. Nu er jeg måske nok kendt for at overdrive ind i mellem, for at fremme den gode historie. Men det er ikke tilfældet her. 5 gange – FEM gange stoppede elevatoren ved mig, uden at jeg kunne komme med, fordi den var fyldt med andre. Ikke kun gangbesværede, ingen andre med cykler eller vogne – men bare folk. Teenagere, unge, voksne, ældre – alle aldre – man lærer åbenbart heller ikke at læse piktogrammer med alderen?
Til sidst sagde jeg; nej nu må nogen af jer simpelthen stige ud – jeg kan jo ikke stå her hele dagen! Og det gjorde de så. Og tog trappen i stedet, de dovne kvæg, hvilket heller ikke har skadet dem!!
Oplevelser som det ser jeg stort set hver dag, og det gør mig i dårligt humør.
Så er der alle de gange jeg bliver sentimental. Jeg kan ikke se en mor med barn uden at savne min barselsorlov og min egen unge. Bare det var mig, som havde fri og var på vej ud i verden med afkommet.
Og så er der det ganske ganske sjældne, når man fanger en fremmeds blik og får et lille smil retur. Det sker måske højst en gang hver 2. md. i kbh, men det sker dog. Og det er så hyggeligt. Så er vi ligesom fælles om at stå her og svaje i en vild nr. 14 og har noget sammen 🙂
Det gør mig ret glad. Så synes jeg byen er skøn.
Sidst men ikke mindst, så har jeg fået nogen læserønsker pr. mail. Nogen (vedkommende ønsker at være anonym, men navnet er redaktionen bekendt) mener åbenbart at jeg nu er Talerøret For Irriterende Stavefejl, og har bedt mig nævne følgende: Det hedder IKKE menustration. Ordet findes ikke. Det hedder menstruation. Snarkke findes heller ikke – det hedder snakke. Dén er jeg ikke selv stødt på, men vores kære læser bryder sig ikke om den. Og så fovel – fovel?? Nej nej – farvel. Farvel og tak. Så fik I det AT VIDE! :-)) Jeg har ikke selv læst nogle indlæg, hvor det står, men jeg efterkommer gerne læserønsker når kilden er troværdig nok. Jeg er for retstavning, og vil i den forbindelse gerne sende en dybfølt tak til kimsi, som virkelig har fået mig til at tænke over min egen evige fejl ligge/lægge og nogen/nogle. Jeg håber, jeg er blevet bedre til det?
