Jeg er en skide kanin!

Der var engang en lille dreng. Han kunne godt tænke sig et lille sødt kæledyr, som var helt harmløst. Så en dag fandt han en lille nuttet og blød kanin, som han med det samme ønskede sig mere end noget andet i hele verden. Han tog den med hjem og var sammen med den hele dagen og nussede den bag ørerne og gav den gulerødder og mælkebøtter og lod den rende rundt overalt på sit værelse. Kaninen var godt tilfreds, for den havde længe ønsket sig en som kunne passe på den og tage sig godt af den.

Men tiden gik, og pludselig en dag syntes drengen, at den der kanin var til mere besvær end fornøjelse. Han skulle altid hjem og fodre den og skifte tis-aviser i bunden af buret, selv om han måske hellere ville have spillet fodbold 4 dage i træk og spist på macD hver dag. Han opdagede også, at kaninen havde skarpe tænder og ikke altid gad finde sig i alting. Den var ikke så ukompliceret, som han i sin første lykkerus troede, og den var slet ikke så harmløs og nem og glad hele tiden.

Drengen havde knuselsket sin kanin, men nu gad han ikke rigtig passe den mere. Han gad ikke finde særlige mælkebøtter til den, på vej hjem fra skole, og han gad ikke lade den rende rundt i hele huset og lege med den, og han gad heller ikke rigtig ae den eller klø den bag ørerne mere. Og jo mere drengen ignorerede sin kanin, jo mere sur blev kaninen og sådan gik det så.

Og dér sidder kaninen så nu. Fanget i en fælde og kan ikke bare stikke af fra sit bur, for kaninen elsker drengen og kan ikke rigtig forestille sig noget liv uden ham… hvem skal så komme med gulerødder?? Og kaninen troede, at når man påtog sig et ansvar, så holdt man ved det, også selv om det ikke bare var lutter lagkage hele tiden. Derudover havde kaninen også fået en unge, så den kunne ikke bare gå tilbage til sit gamle frie liv.

vh en frustreret gnaver