Lektiehjælp søges…

Jammen så er vi så nået der til. Altså, ikke et sekunds fred får man åbenbart som nogens mor. Først det med hval-kroppen og alien invasionen, så manglende nattesøvn og flænsede brystvorter og alle bekymringerne. Og så netop, som man troede, at nu var den hellige grav da vel forvaret, og nu var ungen stor og problemerne mindre – så sker det her så.

"Mooaar, hvor kommer vandet fra???"
Ai, men altså? Shit! Ikke? Laaaang rodet forklaring om noget med regn og jorden og nogen meget store pumper, som hun alligevel ikke forstår helt. Og jeg er heller ikke selv sikker på alle detaljerne, for jeg er typen der engang fik 5 i kemi og fysik, og slet ikke er naturfagligt anlagt. Og det gør mig nervøs at jeg en dag bliver nødt til at hjælpe hende med matematik lektier… Kan man få et opfriskende forældre kursus i lektiehjælp et eller andet sted??
Der har også de sidste par dage været "moooaaar, hvorfor sner det??" og "moooaaar, hvor kommer kylling fra?" – og den direkte følge deraf "hvorfor slog vi hønen ihjæl?" … ja, fordi mor var sulten, ikke?
Og så for 15 min siden "mooaar, hvornår kommer der disney sjov?" – og her prøvede jeg så den med uret, og den store viser og den lille viser og deres respektive placering og dermed betydning for, hvad der er hvornår på tv. Hun bad så om at få uret ned, så hun kunne holde øje med det. Og 30 sekunder senere lyder det "seee mor, nu står den store viser øverst oppe!" – og det gjorde den sørme også, nok fordi hun selv havde vredet samtlige visere rundt og dermed fået klokken til at se ud som om den var 22 sharp. Dum er hun bestemt ikke. Men så måtte vi lige have snakken om, at tiden kan man ikke manipulere kreativt med på den måde. Tegnefilm starter når tegnefilm starter og vingummierne kommer ikke tidligere på bordet!
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til Lektiehjælp søges…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.