Om livet i al almindelighed

Dagligdagen kan såmænd være udfordrende nok. Men når man så også har en syg unge, så spidser tingene til. Især, når den raske unge skal til tandlægen, og barnefaderen også skal til tandlægen, men det er to forskellige steder i byen, med 20 min.´s mellemrum…

Ellers sker der ikke så meget… jeg laver nogle ting, som jeg vil forsøge at sælge på det der forårs marked i weekenden – måske har du hørt om det? Jeg skal afsted med bloggerveninderne og vi er 3-4 stk. der står i en bod og skaber os, mens vi sælger dimser.

Jeg vil simpelthen ikke afsløre, hvad jeg skal sælge, for der er ikke den mindste tvivl i mit sind om, at så står vi med den næste store krea-blogger kopierings skandale! I vil ALLE sammen ønske jer, at lave det jeg laver. Tro på det. Og det går bare ikke, når det nu er noget helt unikt, som jeg selv har opfundet og har brugt mdr. på at fremstille. Hvis det går godt, skal jeg måske til at sige mit dagjob op!!

Not.

Men hvis du er i Odense næste weekend, så kig forbi og se giraffen. Eller, hobitten. Og køb en dims. Og en af Annes perler. Og en af AB´s tegninger. Og noget af Fies? Jeg ved ikke, om hun sælger noget egentlig… måske er hun bare med for stemningens skyld? Og hende her kommer også og køber ALLE mine ting, inggg?

Åh Lis. Du er så smuk. Og sjov. Vi skal bare drikke og pille i ALT!

Disse belastende billeder er taget inden vi fik hende sprittet af efter hjemkomst fra børnehave. Men efter hun havde nået at skifte tøj. Tre gange. Hun var altså ikke helt så gennemført Kitty Kat i børnehave i dag.
Det blå øje er skrammen fra i går (et muntert sammenstød med Philips fod) og bulen i panden er fra i dag (en dans med Alma, der endte i kanten på puslebordet).

Har via s-tog forladt synkende skude, i form af 80 m2 med fem knap otte årige og en meget tydelig tre årig. Et koncept man også kender under betegnelsen spisegruppe, eller running dinner for barylere.
Må sende stor tak til overmenneske agtig mand, der kækt sender mig afsted til buffet og bio. Han er enten meget modig eller meget optimistisk.

Jeg er, endelig, meget afslappet. Og glæder mig til Vand til elefanterne.

Nå, så virker det som om sommeren  er slut for denne gang, hva? Det var skønt de par uger det varede, men nu skulle nattefrosten komme tilbage hører jeg.

Også i dag er vi helt færdige. Vi har været på den store s-togs tur, det er jo gratis den første søndag i md., og vi var inviteret til brunch i Stenløse. Det gik sådan set bedre med toget, end det gjorde med bussen i går, men man kan alligevel godt mærke på mine børn, at de ikke er så vant til offentlig transport.

Klara er helt klart i den alder, hvor andre mennesker potentielt kan opfatte hende som meget irriterende. Hun stirrer. Hun sidder omvendt på sædet, og nedstirrer dig hele vejen fra Ballerup til Veksø. Eller hun ligger ned, på sædet, og kigger på dig, selv om du sidder i den næste kupé. Hun er et af den slags børn. Og hvad skal man sige til hende? Lad være med at se? Jeg kan godt bede hende sidde ordentligt op, men jeg kan jo ikke bede hende lukke øjnene, og hun synes helt tydeligt, at du er vildt interessant at kigge på. Måske, er det dig, der er en freak? Har du overvejet det? Du kan da bare falde lidt mere i med mængden…

Agnes? Hun er i den alder, hvor livet er en musical. Alt bliver sunget. Således kørte hun i båndsløjfe hele vejen mellem Husum og Stenløse, med de to første linier i Barndommens gade.

“Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod.”

Nå, synes du det er irriterende? Så skulle du prøve at sidde ved siden af hende, i mens. Og bedst som jeg troede, hun holdt pause, gik hun over i et Rasmus Seebach potpourri. Og der er noget grundlæggende forkert i at høre en tre årig synge om at komme sent hjem fra byen.

Men ellers gik det godt, i Stenløse. Der var martin´er, hvis du spørger Agnes. Marsvin. Marsvinene Martin og Martin.

Kl. 19.17.
Det er sharp nok for mig. Så står den på fodbad, broderi og Eclipse.

Pyha, vi er lige kommet hjem. Og er helt helt færdige.

Tog ungerne med ind til min søster, og videre til loppemarked i Jægersborggade. Og fortrød det nærmest med det samme.

Tilsyneladende har ALLE københavnerne besluttet at tage derind i dag, og de har alle sammen taget deres cykel med, og parkeret den midt på fortovet. Selv hvis vi ikke havde haft klapvogn med (og det havde vi kun fordi der er et stykke at gå i begge ender, når vi er med bussen), kunne vi dårligt komme frem. Jeg synes også, at når man arrangerer den slags, skal man da have beboerne med, så de ikke parkerer på hele vejen, eller endnu værre, vil have deres bil ud NU, tværs gennem de 5000 mennesker og cykler. Kaos. Min version af Helvede. Alt for meget af alting.

Bagefter gik vi i Hans Tausens park og legede på legepladsen og spiste pizza på græsset. Det var meget bedre, selv om Agnes blev ved med at … lave i sin ble. Og råbte det ud over hele legepladsen; “moooooaaaaaarrrr, jeg har lavet loooooooort… IGEN!” – på den der børnehave-melodi, I kender den nok, “jeg er fæææææærdiiiiig”

Nu er vi heldigvis hjemme igen, og står det til mig (og det gør det) så står den på udbragt sushi i aften og børn der skal i seng kl. 19 sharp!

Nåmen, hvorfor skriver du ikke noget, Julie?

Arrrh, men du ved, det er fordi jeg har en datter på tre år. Og jeg laver stort set ikke andet, end at rende bag ved hende og samle tøj op og lægge det på plads igen! Jeg ved godt, jeg plejer at overdrive, men ikke denne gang! Hun skifter tøj hurtigere end vi kan nå at blinke.

I mandags skulle vi til noget traditionsrigt påske-tamtam, og vi skulle være der kl. 13.30. Jeg tror vi stod op omkring kl. 9, og i det tidsrum – fra vi stod op til vi kørte, havde Agnes skiftet tøj i hvert fald 20 gange. Måske mere. Man opgiver at tælle. Men jeg VED hun skiftede fire gange på de 10 min. hendes far var i bad.

Og han, faderen, blev ved med at spørge mig om, hvad hun skulle have på derhen. Og jeg var totalt i vildrede. Og til sidst sagde jeg, at det måtte være sådan lidt roulette agtigt, og at hun bare måtte have det på, som hun nu havde, når vi skulle til og afsted. Den eneste måde man kan fastholde hende i noget bestemt tøj på, er ved at bestikke hende med lækkerier. Men selv det virker ikke lige så godt, efter en påske med besøg af påskeharen to gange…

Og hun kan starte ud med noget rigtig godt, hvor man tænker WOW godt valgt, Agnes! Du har stil. Det må du meget gerne beholde på, i børnehave. Men så går man ud for at smøre en madpakke, og næste gang man ser hende, er bukserne skiftet ud med en spraglet nederdel og hun har taget et par af Klaras strømper på, som når hende til under knæerne, og så lige en undertrøje med simili-sten, uden på den helt anderledes spraglede body… Og når man så henter hende om eftermiddagen, og de har været i sandkassen/kulminen hele dagen, og hendes fletning har løsnet sig, så ligner hun det mest forsømte roma barn nogensinde, med jord i hele hovedet og tøj der ligner klunsede klude.

Igen – man er glad for det er nr. 2, ikke? Så kan man da have en forventning om, at også dette er forbigående.

Er det den dejligste påske nogen sinde, eller er det bare mig?
Jeg synes, vi har nået alting! Fire afslappende dage på Fyn, med god mad, forkælelse og årets første soppetur.

Og derefter helligdagene herhjemme, med haveaebejde og helt i bund med storvasken og masser af tid i solen med børnene. Og det eksotiske missedyr i haven.

Er det virkelig nødvendigt at arbejde? Jeg er ikke sikker på, jeg kan huske vejen derhen…