Nåmen, det skete i de dage, engang før jul, at jeg fik en mail fra en mand der ville høre, om jeg havde lyst til at teste en kaffemaskine. Først var jeg sådan lidt…arrrhh?? Kaffe, venner? Nu må I stoppe med jeres markedsføring af alting via de sociale medier og de naive husmødre. Så jeg skrev, venligt synes jeg selv, tilbage at det var et fint tilbud, men at jeg ikke drikker kaffe og min mand (jeg kalder ham tit min mand i den slags sager, for jeg synes det virker så umodent at være 34 og have en kæreste...) drikker ikke kaffe og på den måde synes jeg egentlig, det ville udmunde i en ret tyndbenet test? Den ville være lige rigeligt baseret på rent gætværk, ikke? En ting er at teste Fairy, selv om man ikke gør rent. Men at teste kaffe, man ikke drikker?? Det er svært.
Og så, for at være ekstra venlig, skrev jeg sådan lidt for sjov, at jeg da kunne teste den på mine gæster hen over julen, for de brokker sig fandme altid over at skulle nøjes med pulverkaffe (jeg skrev ikke fandme i mailen, vel. Det ville jeg aldrig skrive til fremmede mennesker på den måde).
Nå, men reklamemænd er jo ikke reklamemænd for ingenting, så han greb den bold lige i luften, og skrev tilbage at det synes han kunne være virkelig spændende. Så fik jeg sådan lidt medlidenhed med ham, for hvis det er hans opfattelse af spænding… ja, så tror jeg han skulle melde sig ind i en hangglider klub eller sejle en lille båd gennem Aden-bugten eller noget andet i den stil. Men fint nok, det var jul og jeg elsker ting generelt, så jeg sagde ja til at teste en kaffemaskine, selv om jeg ikke drikker kaffe. Plus han skrev at han fandt min blog livlig, og selv om jeg godt ved at han nok ikke har læst det hele, så synes jeg alligevel det var et dejligt ord at vælge i en beskrivelse.
Kort tid efter modtog vi så en meget stor papkasse med posten. Og så gik testen i gang. Det drejer sig om dette monstrum, Dolce Gusto fra Nescafe:
Pæn synes jeg altså ikke den er. Men hvis nu jeg ikke havde været en sløset, humanistisk husmor, med guldfliser og hang til musselmalet, så gik jeg måske bedre i spænd med den. Ude i mit køkken ligner den bare noget der er fejlcastet fra en anden planet. Hvis nu jeg var en single reklamemand i tyverne, der boede i et sammensurium af hvide flader og rustfrit stål, så ville den passe sindssygt godt ind.
For at kunne lave kaffe, skal man bruge nogle kapsler. Der findes mange forskellige, med forskellige slags kaffe, og også nogle med kakao. Mit første indtryk var, at det godt nok fylder meget med de kapsler. Men efter at have brugt dem i nogle mdr. nu, så virker det faktisk meget smart. Man skal lige indstille sig på at maskinen ikke er klog nok til selv at stoppe når der er den mængde vand i koppen, som passer til den type kaffe man har valgt, så man skal stå ved siden af den i de sekunder det tager den at lave en kop. Det var jeg først meget irriteret over, for jeg gider ikke stå der og glo på vand der løber ud. Men helt ærligt, det tager et par sekunder. Mere travlt har jeg da heller ikke.
Jeg synes også det giver meget affald med de kapsler, men i det mindste er de let nedbrydelige, så det hjælper da lidt på det. (Men det hjælper ikke på min generelle holdning om Nestlé og deres onde eventyr i Afrika. Bare for lige at få det sagt.)
Nå. Men udstyr, udseende osv er jo ligemeget. Hvad med indholdet? Smager den koptårkaf godt eller hvad? Ja, jeg ved det jo ikke – for jeg drikker ikke kaffen. Mine børn var vilde med kakaoen, jeg synes den smagte lidt syntetisk. Men mine gæster – de er jo de virkelige testpersoner, og der har heldigvis været en del forskellige mennesker hen over jul, nytår, et par fødselsdage og det løse selskabelighed.
Og hvad siger de? De kan godt lide kaffen. De synes, den smager rigtig godt. Og flere af dem gik meget op i det og skulle have alle de forskellige varianter. Mange af dem var også inde på, at som kaffedrikker er det altså smart, at man så hurtigt kan lave sig en enkelt kop kvalitetskaffe (noget med 15-20 bar eller hvad ved jeg, cafe-standard i hvert fald) og de ville gerne have sådan en maskine til at gøre deres morgener nemmere.
Og så var det ellers lige ved at ende med en virkelig social realistisk og deprimerende slutning, fordi lige da jeg endelig havde sat mig ned og skrevet dette indlæg, så holdt maskinen sørme op med at virke? Den ene dag sidder ens gæster og svirrer af kaffelykke, og den næste uge kan ens svoger ikke få sig en eneste lille bitte kop megahot vand?? Hvad er den nu af? Det er da dårlig reklame! Men så skrev jeg tilbage til reklamebureauet og fandt ud af to ting:
1. maskinen var bare kalket til (og nu virker den fint igen).
2. ham den venlige mand der sendte mig den, arbejder der ikke mere.
Og det leder mig til en meget mere interessant snak. Enten er der virkelig stor udskiftning i den branche, eller også bliver folk fyret for at forære alting væk til bloggere? Det er 3. gang jeg oplever at en reklamekontakt “ikke arbejder der mere”. Eller vil de bare ikke snakke mere med mig?
Virker det egentlig, det her med markedsføring via sociale medier? Sælger man virkelig flere kaffemaskiner, fordi der bliver blogget om dem? Jeg ved, der er mindst en anden en mig (og DER kan du læse en grundig anmeldelse), der har skrevet om den her kaffeUFO, men jeg ved ikke om det virker? Jeg er bare nysgerrig. Man hører jo om, at folk er vilde med det i Udlandet, men her i andedammen?? Kan det virkelig gøre en forskel? Hvis du er en ond kapitalist der ved alt om den slags, eller hvis du bare har et link til nogle tal, så vil jeg virkelig gerne vide mere.
Nårh ja, og papkassen som “den søde smag” ankom i, er den bedste gave mine børn nogensinde har fået. Den er stor nok til alting. Rumskib, sørøverskib, dyrehospital, skildpaddeskjold, gemmested, lejrskole, hule og meget meget mere.
