Om livet i al almindelighed

Nogen gange, når det lykkedes mig at træde et skridt tilbage fra hverdagens løbske karrusel og fra det faktum, at jeg for det meste føler at mine børn er så stor en del af mig og mit liv, at de ER mig, – ja, så indser jeg, at de ikke er mig.

Jeg ved det jo godt, men det er altså ikke altid til at se, når det går stærkt og alle deres behov og spørgsmål og ønsker fylder mig op og fylder mit liv op og fylder det hele.

Men når jeg så pludselig får trukket vejret dybt og kan se det hele udefra, så ser jeg at de er deres helt egne sære personer, og de fascinerer mig noget så inderligt. Hvem ER de her små mennesker? Hvad vil de – på længere sigt end bare nu, hvor de vil have slik og kram. Hvad skal de med deres liv? Hvilke veje vil de vælge, hvad vil de synes, føle, mærke, tænke, opleve, se og gøre?

Når de sidder i sofaen og synger med på Ramasjangs nye MGP sang, og de allerede kan teksten uden ad, så virker de så selvstændige. Det er ikke noget jeg har bedt dem om. Det er ikke noget, jeg har øvet med dem eller ytret ønske om eller på nogen måde har noget med at gøre. De gør det bare fordi de vil. Fordi de kan. Fordi de har deres eget liv, hvor en tv kanals univers er populært og hvor de synes, en sang er rigtig god. De synes noget, de føler noget, de gør noget. Selv.

Ja, jeg ved ikke… jeg synes bare, det er så stort.

Kæft hvor er jeg træt nu. Har lavet mad og pakket gaver ind og ud hele dagen. Muffins, couscous salat, andalusisk appelsinsalat, lammedeller, alm. deller og ovnkartofler. Og alt det, på trods af at Agnes hævdede hun helst ville have spejlæg til aftensmad. Men det ville jeg altså ikke servere for gæsterne.
Og så lige en dobbelt portion deller mere, til sørøverfest i Klaras klasse i morgen.

Det fortæller de dig ikke, når du venter dit første barn. At du godt 8 år senere ender med at stå og stege deller til kl 22 om aftenen. Men du kan godt regne med det.

Agnes fik en masse toy story figurer, men vi mangler altså Bullseye. Og den er tilsyneladende udsolgt alle steder? Sig lige til, hvis du ser en, ikke?

Sådan ser man ud, når man fylder tre år og er glad for et kitty hårspænde, en pakke tyggegummi, en æske med flot plaster og en bog til at skrive i.
Der ud over har hun fået toy story duplo og barbapapa puslespil.
Og hun ønsker sig stadig en blomstret saks…

Så er vi endelig hjemme igen. Det har været en dejlig tur, med seriøs afslapning – som i, vi har overhovedet ikke lavet noget som helst. Vi havde lånt et herligt sommerhus i første klitrække oppe ved Jammerbugten, og der sad vi så hele ugen og så dvd´er og åd slik og gik ned og samlede skaller.

Vi ville have været til Hirtshals for at se klumpfisken og alt det andet i Oceanariet, men så begyndte det at sne. Meget. Og så var der lige to dage, hvor vi ikke kunne komme nogen steder overhovedet. Der bliver ikke ryddet sne på grusveje i sommerhusområder i Nordjylland, kan jeg så fortælle. Jeg nåede at gå i panik og ringe til min mor (fordi det hjælper jo altid, når man panikker, også selv om hun reelt intet kan gøre for een). Jeg så for mig, hvordan vi måtte blive i sommerhuset altid, og Stoffer måtte gå de 3 km. ind til Tranum efter mere mad, eller også måtte vi leve af østers og harer. Og så måtte vi hjemmeskole børnene og gå i det samme tøj for evigt. Og pigerne kunne kun give mig børnebørn, hvis der kom en tilfældig vandringsmand forbi.

Ja, jeg ved det, jeg skal ikke læse så mange dommedagsskildringer. Men jeg havde seriøst ikke tænkt på, at det jo nok ville blive sommer igen på et tidspunkt, før end M og panserbassen kom forbi og sagde det til mig.

Det eneste ud vi kom, var en halvdagstur til Aalborg, hvor vi gik på biblioteket og shoppede. Det var for koldt til zoo, syntes vi. Men biblioteket er jo mega fedt deroppe og Stoffer var utrolig imponeret.

Så ja, vi er helt helt afslappede nu.

I morgen holder det så op igen, når vi går i gang med den mega gigadontiske fejring af Agnes, der fylder 3 år. TRE år. Nu spørger nogen nok sig selv, hvordan der allerede kan være gået tre år, men det er der altså. Man skal virkelig passe på ikke at komme til at blinke heromkring. Så sagde jeg til stoffer, at så blev vi jo nødt til at lave en ny, ikke? Nej, sagde han, det gør vi ikke. Nå. Har han nu også ret i det? Skal man ikke lave en ny, når den seneste bliver tre år? Det vil nogen jo nok mene. Men hvilken skuffe skulle vi også snart lægge den i? Der er ikke for meget plads jo.

Min mor har kasseret alle sine oldgamle dameblade. Alt om håndarbejde og Ingelise og Eva, fra 70’erne og 80’erne, da hun havde små børn og selv syede ting og tøj.
Jeg har reddet alle de ubrugte strygeark og revet de sidder ud med broderi diagrammer og patchwork projekter og små sy projekter til børn, hvoraf jeg kan huske at have lavet flere af dem.
Og så fik jeg gang i en af de herlige guldgaver jeg vandt i december. Den fine nålebog med broderisaks. Så tak, igen, for den.

Åhhh, så mange dage, hvor jeg skal sove til jeg vågner. Ikke noget med 5.45 og madpakker og fletten hår på en milliard børn, der ikke vil stå stille og som liiiiiige skal…

Jeg får dog travlt i min ferie. Meget. Jeg skal nå alt det her:

Og en hel del af det her:

Og sørme også rigtig meget af det her:

Og så garnerer vi det hele med lidt af hende her og rigtig meget hende her!

Bedste ferie EVER!

I dag var jeg som skrevet på kursus. Det var et sjældent godt kursus, med utrolige gode og klare og veloplagte lærere. Ja, lærere, for de lærte mig en masse. En hel masse konkrete redskaber til ordentligt projektarbejde. Det fik jeg mange ting ud af. Bl.a. kunne jeg pludselig se, hvorfor nogle af mine projekter ikke er blevet til noget, og hvad jeg skulle have gjort for at de var lykkedes. Og jeg fik også øjnene op for, at det ikke er så svært at arbejde på den måde, som jeg troede det var.

Jeg er normalt sådan en der bliver helt blank i øjnene og tom i hovedet når sådan nogle konsulent typer går i gang med alle deres fine ord og lange sætninger, hvor de får de ting vi andre gør hver dag, år ud og år ind, til at lyde mega komplicerede, sådan at de kan skabe deres egne konsulentstillinger. Ja, det er min holdning. Men de her to i dag var rigtig dygtige og konkrete og praktiske. Det fik jeg meget ud af. Og nu skal jeg arbejde i milepæle og leverencer, så mine ledere ikke får en ben til jorden og må sige ja til alle mine forslag og projekter.

Kurset fik dog pil ned ad i min bog, fordi man først skulle have frokost kl. 12.30. Jeg skal spise kl. 12 sharp, for ikke at blive aggressiv og irritabel og bide hovedet af mine medmennesker. Jeg får også hovedpine-migræneagtigt med det samme og den går ikke væk før jeg sover den væk. Så hvis jeg ikke får mad kl. 12 er resten af dagen sådan set ødelagt. Jeg fik ikke mad kl. 12.30 heller, for der hvor de havde bestilt den lækre kursus-konsulent mad, havde de glemt alt om den ordre. Og så blev der snakket om sandwich og det hader jeg næsten mere end ingen mad. Sandwicher er altid smurt med alt muligt smattet som jeg ikke kan lide, men så må jeg tvinge mig selv til at spise noget af den alligevel, for ikke at dø eller slå andre ihjel.

Men så kom der ikke engang sandwicher. De hentede flade selvdøde pizzaer. Det var ok, jeg kunne godt spise dem. Men da var kl. blevet over 13 og løbet var ligesom kørt for mig. De sidste to timer prøvede jeg bare alt hvad jeg kunne på ikke at råbe ad nogen eller tage en bid af bordet. Så slæbte jeg mig ud i min bil, trak vejret meget dybt hele vejen hjem, med åbne ruder på trods af regn, og lige så snart jeg kom hjem kastede jeg op, gik i seng og gik helt død. Det er det eneste der hjælper. Efter lidt søvn var jeg friskere og kunne hygge lidt med ungerne inden de skulle i seng.

Det er lidt af et handikap med det blodsukker. Jeg er hende der står nede i køen i Netto og råber “kan I ikke åbne en kasse mere? Vi er faktisk nogen der har sukkersyge!” Uden at jeg på nogen måde har sukkersyge.

Noget af det gode ved mit job er, at der altid er mulighed for at lære mere og lære nyt. Hvis man keder sig, kan man altid bare finde på noget mere. Så længe det ikke koster noget. Også en spændende udfordring.

Så har stoffer ferie og jeg har fri og børnene tager en pjækkedag!