jesus, kan jeg bare sige. elsker min familie grænseløst og alt det der, men der ER jo også en årsag til at man flytter hjemmefra. 3 dage er rigeligt i den lejr. Har fået en voldsom relations over dosis.
Klara elsker det jo. Hvem ville ikke også elske 3 dage i konstant centrum for 5 voksne menneskers opmærksomhed? Det bedste er da næsten at hun stort set ignorer sin far og jeg, og kaster al sin energi ind i kampen med morfar, moster mette og mormor – i den rækkefølge. Og hvor kan de geare hende op… lørdag aften måtte de dog selv tage konsekvenserne af deres hysteriske tempo med hende, og selv putte hende. Stoffer og jeg kørte nemlig vores vej og gik i biografen. Skønt med 3 timers fred i hovedet og en stor spand popcorn. Vi så den der Phantom of the Opera, hvilket var liiige i overkanten for os begge, men eftersom vi har biografklub DK billetter, så er det jo om at få dem brugt. Lidt for meget musical, lidt for lidt film.
Søndag besøgte vil Klaras eneste Olde, min mormor på nogen-og-80. Og tilsyneladende skal man forvente at miste al evne til at beregne konsekvenser, når man passerer de 80? I hvert fald fandt min mormor – super nødderen over dem alle – "skal i ikke have en bolle mere? tag dog et stykke til! hvem vil have mere kaffe??" (hvad er det med den krigstidsgeneration? kan de ikke tåle at se noget gå til spilde??) – sit bedste publikum EVER i Klara. Klara kan ellers godt sige nej – højt og rungende – men åbenbart ikke til Olde og al hendes bagværk.
Således lykkedes det på under en time, min 1½ årige datter – 82 cm og 12 kg. – at fortære; ½ bolle med tandsmør og syltetøj, 4 – læs FIRE – honningsnitter, en skive hindbærroulade med flødeskum og et helt glas vand. Da jeg med min bedste "det-er-altså-mig-som-er-moderen-det-er!!!"-autoritære stemme meddelte at NU var det vist nok og der skulle også være plads til aftensmad og alt det sukker og tænder og energiniveau osv., udviklede min mormor et pludseligt og momentært anfald af selektiv hørelse, og stak Klara to stykker merci chokolade bag en lænestol!
Den erfarne børneven vil vide, at herfra kunne det kun gå en vej – den gale!
Jeg var muggen fordi ingen respekterer min mor-autoritet og barnet var på vej mod stjernerne i den største sukker-rus set nord for køge i dette årtusinde. Mit ellers så charmerende og omgængelige barn, var pludselig en hysterisk, vranten, irritabel og rastløs tornado med ild i popo'en. Hun ville alt og intet, hvilket ikke kan lade sig gøre samtidig og så tog vi hjem!
Hjemme gik det nogenlunde, fordi morfar altid kan følge med, selv når hun insisterer på at løbe rundt og rundt om brændeovnen i stuen 50 gange, mens hun knalder to stykker legetøj mod hinanden igen og igen. Jeg sværger – på et tidspunkt troede jeg, hun var gået i en form for trance.
Så kørte vi mod københavn, og her kunne vi virkelig se effekten af det voldsomme sukkerindtag. Normalt falder den lille engel i søvn efter 10-15 min. i bilen – nogen gange før. Kl. var jo godt 20 og hun var træt. Men ikke i dag. Hun holdt sig vågen hele vejen mod nyborg og over broen! Det er godt 3 kvarters kørsel, hvor hun sad og skiftevis skreg, bandede og sparkede sin far i ryggen, fordi hun havde alt for meget sukker i blodet til at sidde fastspændt på et mørkt bagsæde. Havde hun frit kunne vælge, ville hun helt sikkert have bedt om at sidde fastbundet på taget af bilen, med vinden i ansigtet, armene ud til siden og jublende hele vejen over sjælland.
Det gik nogenlunde med min mor og mig, selv om hun søndag morgen udtrykte grænseløs forundring over at det var lykkedes mig at koge 6 blødkogte æg. Og selv om hun nægtede at lade mig dosere vaskepulver i hendes vaskemaskine, for "…du kommer garanteret alt for lidt i." Helt ærligt, hvor svært kan det være? Og det der med æggene… tror hun vi aldrig laver mad herhjemme? Jeg er trods alt snart 29 år gammel og har boet uden hende siden jeg var 19. Og jeg er ikke just underernæret, så hun må da regne med at vi laver NOGET mad her? Jeg ved godt hun ikke mener det på den måde, men jeg bliver faktisk lidt ked af, at hun har så lidt tiltro til mig. Jeg er trods alt hverken narkoluder eller hjemløs – jeg må sq da gøre et eller andet rigtigt?? Nå, lang snak – den tager vi en anden gang 🙂
Nu må jeg hellere gå i seng. Skal tidligt op mandag og have dårlig mave indtil kl 10, hvor jeg skal købe U2 billetter. Jeg skal. SKAL. Jeg skal simpelthen, ellers dør jeg. Visner og dør.
En Kommentar til Relations OD