To smukke og dystre bøger til en voksen.

To af mine yndlings apokalypse-bøger er disse:

Ind i skoven, af Jean Hegland. Jeg har skrevet om den før, her, og det er stadig en meget smuk fortælling. Den blev så filmatiseret, men jeg tror ikke den kom i biograferne, jeg så den i hvert fald ikke. Den ligger heldigvis på Filmstriben, så der er mulighed for at blive skræmt fra vid og sans på den hverdagsagtige, realistiske måde, i sin ferie. Litteratursiden skriver “To søstre overlades til hinandens selskab og overlevelsesevner i et afsidesliggende hus, da samfundet omkring dem kollapser, og intet fungerer. Langsomt går det op for dem, at forandringen er permanent, og at de må leve på naturens præmisser.” Det er meget præcist. Note til selv; husk at lære at bruge en økse og tænde et bål.

Desværre ser det ikke bedre ud på biblioteks-fronten nu, end sidst jeg skrev om den. Vi har et eneste eks. tilbage i Kbh, men den findes dog også omkring 30 andre steder i landet, så du kan være heldig på Bibliotek.dk Den er udsolgt fra forlaget, men sælges brugt her og der.

Min anden yndlingsbog læste jeg første gang som teenager, og blev ramt lige i maven af dens ondskab. Det er Tjenerindens fortælling, af Margareth Atwood, og jeg har siden læst den i hvert fald fem gange. Med alderen er det nogle andre ting jeg lægger mærke til og nogle andre ting der skræmmer mig, men jeg er stadig fascineret af historien og det fantastiske sprog. Den var også ved at være slidt op i biblioteksverdenen og svær at finde i boghandlere, men efter at HBO har filmatiseret den i serieform har Lindhardt og Ringhof også genudgivet den, med hvad jeg synes er en virkelig flot forside. Serien er også absolut formidabel og meget tro mod bogen.

Atwood har selv udtalt, at hun ikke har skrevet noget i historien, som ikke er sket i virkeligheden, på et eller andet tidspunkt i verdenshistorien, og det gør det jo ikke mindre frygteligt. Det er i det hele taget en alt for uhyggeligt aktuel fortælling, om religiøst vanvid, mistede rettigheder og en meget ubehagelig fremtid, der ikke er så urealistisk. I mine øjne er denne bog pligtlæsning. Du kan ikke indgå som menneske i et demokratisk samfund, uden at læse den og tænke lidt over, hvor nemt alt kan gå helt galt og hvor vigtigt det er, at vi passer på hinanden og det frie samfund vi har skabt.

 

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , | 4 kommentarer

Sommerens bedste bog til børn? 

Jeg har sagt det før og jeg gentager det gerne – vi er SÅ priviligerede, med alle de forrygende bøger der udkommer til børn her i landet. Så nej, der er ikke EN bedste bog, der er virkelig mange. Men … der er måske alligevel en som er bedst, hvis man nu står med sådan en 9 årig type, der egentlig synes det der læsning er lidt småkedeligt og det er sjovere at sy ting i filt eller se Adventure Time på iPad eller bygge et minihus i træ.

Agnes vil i hvert fald gerne anbefale Hundemand, af Dav Pilkey. Du kan låne den her, hvis du bor i Kbh og der er ikke engang kø lige nu.

Hundemand handler om Greg Hund og betjent Knægt der bliver sat sammen til Hundemand efter at den enes krop og den andens hoved dør. Det bliver så til politikorpsets bedste betjent – Hundemand – som klarer de sværeste opgaver og er god til at opsnuse forbryderne. Og dem er der nogle meget skurkagtige nogen af. Jeg er naturligvis mest bekymret over Katten Pjevs, der opfinder en maskine som kan fjerne alle ord fra bøger og angriber biblioteket med den. Resultatet er at alle folk bliver vildt dumme, så der er også en samfundsopbyggende og meget aktuel morale i den historie. Den er sjov og skør og actionfyldt. Der er vend-o-rama´er og der er en tegnevejledning til Hundemand bagerst. Det er starten på en serie, så der er heldigvis mere godt i vente.

Og er man lidt ældre end 9 og kan bedre lide fantasy, men gider stadig ikke rigtig læse, så kunne man forsøge sig med disse. Desværre har Carlsen kun oversat de to første i serien og der er kommet i hvert fald 7 på engelsk. Men mange børn er også gode til engelsk ret tidligt nu, så måske var det også noget for den begyndende engelsk læser. Du kan tjekke Kbh´s bibliotekers udvalg her.

Det er en utrolig spændende historie, som jeg også selv har nydt meget, og som begge mine egne børn har været glade for. Jeg har også altid held med den i biblioteket, til de der læsetrætte 9-10 årige. Den er mildt uhyggelig, der er en mor der forsvinder, men dog ikke på Coraline-måden og de finder hende igen. Den er meget smukt tegnet og en fornøjelse hele vejen igennem. Den handler om to børn og deres mor, som flytter ind i et nyt hus efter en familietragedie. Huset er arvet og har tilhørt en oldefar der forsvandt på mystisk vis. Muligvis fordi der er noget med en magisk amulet, en magtfuld rolle som stenens vogter og en port til en anden verden, nede i kælderen. Fantastisk eventyr, med mange fede karakterer og et rigtig godt plot.

Hvis du selv har en børne-yndlingsbog den her sommer, er du velkommen til at anbefale den i en kommentar, så andre kan få glæde af det.

Udgivet i Anmeldelser, Fagligt | Tagget , , | Skriv en kommentar

Vilde bøger

Naturen i litteraturen er topmoderne. Har måske nok længe været det, men nu snakker folk om det hele tiden. Urban gardening, skoven i børnelitteraturen, naturen i poesien og hvad der ellers bliver holdt af foredrag.

Som barn læste jeg alle bøgerne i serien om Det lille hus på prærien og Robinson Crusoe alt for mange gange, og drømte om at være en nybygger, der kunne klare sig selv under alle forhold. Jeg har gået til spejder og har seriøse båltændings skills, men ellers er jeg altså ikke den store gør-det-selv type. Jeg kan bare godt lide ideen, og så synes jeg man skal være en lille smule forberedt til når zombieapokalypsen indtræffer. Any day now.

Bonderøven, Andrea Hejlskov, Bear Grylls, Alene i vildmarken, En tur i skoven, Hestenes dal, Ind i skoven (som jeg ps. ikke fatter at Kbh´s biblioteker kun har et enkelt eks. tilbage af, og så på magasin. Det er nok den mest foruroligende dystopi jeg nogensinde har læst, på den stille og rolige hverdagsmåde. Ingen zombier overhovedet). Helle Helle blev væk i en skov, Erland Loe blev væk, og der findes også flere film om at blive væk i skovene. Fx. Captain fantastic eller den jeg altid hidser mig op over, Into the wild.

Men hvorfor hidser du dig op over den film, Julie? Jo, det gør jeg fordi han er dårligt forberedt. Hvis det var en bevidst selvmordsmission, så fair nok, så lykkedes han jo med det. Men det jeg hører ham sige er, at han vil ud og overleve. Og det gør han jo så ikke (spoiler, sorry). Han burde have forberedt sig bedre. Lært noget om svampe og jagt og at fouragere. Taget et intensivt spejderkursus, måske. Eller læst nogle bøger. Han er cirka lige så dårligt forberedt som den unge mand i denne her dokumentar, som jeg så i går og skiftevis lo og tog mig til hovedet over. Ungdommen nu om stunder, mand.

Nå. Men Agnes kom hjem med en skoleopgave der gik ud på at finde en blodrød storkenæb, eller alternativt tegne en. Og det resulterede i at vi gik lidt over gevind, fandt 10+ forskellige storkenæb og startede et herbarium. Her er nogle af vores favorit titler om emnet. De er alle smukke, informative, brugbare og vildt hyggelige.

Men mor skal jo ikke snydes. Og Politikens forlag er på banen med hele to vildt (haha, fik I den) smukke bøger om at samle og spise. Vi er mere ovre i coffetablebook genren, de er for tunge til at slæbe med ud. Men som forberedelse hjemmefra er de ret gode. Og meget indbydende og flotte at se på – man får virkelig lyst til at lave pesto af alt sin skvalderkål (men hvem har brug for 30 liter pesto?). Der er billeder og beskrivelser af mange forskellige planter du kan finde i den danske natur, og der er opskrifter og tips og tricks. Jeg synes måske godt de kunne gå lidt mere all in, der er flere af opskrifterne der stadig kræver at du har et fungerende supermarked i nærheden, med lad nu det ligge. De er inspirerende og hvis man falder for emnet, kan man jo selv sammensætte de vilde menuer.

De taler heldigvis også ind i min overbevisning om, at der ikke findes ukrudt. Det er et socialt konstrueret begreb, som nogle pensionister med for god tid og for meget kontroltrang har opfundet, for at terrorisere alle med egen grund. Det de kalder ukrudt langs med min hæk, kalder jeg kamille, løgkarse og smalbladet vejbred. Og de er gode planter, både for dig og for sommerfuglene der gerne vil lægge æg, og insekterne der gerne vil suge nektar. Og ja, jeg har naturligvis tilmeldt min have på giftfri have! Nu venter jeg bare på et site der hedder græsslåningsfrihave.dk for så tilmelder jeg mig også det.

Jeg har ingen blankvåbentilladelse, jeg kan ikke løbe, jeg kan heller ikke opfinde en kur – men når zombierne banker på, kan jeg tilberede et måltid af ting der ikke er på dåse eller indpakket i plastik. Og det tror jeg nok, folk vil værdsætte. Her er fx weekendens høst fra sommerhustur i Sverige. Årets første kantareller, en punktstokket indigo rørhat, vild timian og lidt porse (så kan du også få en snaps til at dulme nerverne. Det tror jeg NOK bliver populært under apokalypsen!)

Udgivet i Anmeldelser, Hverdagsliv | Tagget , , , | 5 kommentarer

Hver dag starter det forfra, af Line Kjeldsen Jensen

Hvis der er noget folk kan bruge til noget, så er det nogen at spejle sig i. Det kan vi godt lide. Jeg har ofte talt med folk om min blog, fx., og så kan de godt lide at jeg ikke er ret perfekt og at da jeg havde små børn, lagde jeg ikke skjul på skyggesiden af det cirkus. (Lige for tiden gider du ikke høre fra mig om den slags, for alt er så uhyggeligt perfekt og nemt og lyserødt med glimmer på og børnene er så store og nemme, at det vil pisse de fleste normale mennesker af. Det kan vi tage i et andet indlæg. Bare du husker, at jeg stadig er offentlig ansat, lille og tyk, så du ved, træerne vokser jo ikke ind i himlen, trods alt.)

Og så siger de folk er perfekte på de sociale medier. Nå, men der vil jeg svare – så følger du de forkerte mennesker, og det skal du holde op med, hvis det ikke gør dig glad. Det er muligt du synes Remees undertøjsmodelkæreste er pæn og at hendes baby er nuttet – og så er jeg enig med dig – men det er måske ikke det man skal kigge på, hvis man ikke selv føler sig helt på niveau, og hvis det betyder noget for en at være på niveau.

I stedet kunne du følge Line, som tegner sin hverdag som mor til en teen og to ret små børn. To blebørn, du. Det er barsk socialrealisme! Line har tegnet og fotograferet til instagram i noget tid, og det er der nu kommet en meget smuk og dejlig bog ud af. Den hedder Hver dag starter det forfra (også en meget relaterbar titel!) og kan fx erhverves her.

Det er en slags tegnet fortælling, en graphic novel som de siger i Jylland, og det er også en slags dagbog fra barselsland. Line er ærlig og rå, men også varm og fuld af glimt i øjet. Der er enormt mange genkendelige scener og følelser, som de fleste med små børn vil have oplevet på egen krop, også selv om deres mand ikke er rockstjerne og væk i flere uger ad gangen. De mange stregtegninger er fulde af humor og selverkendelse – det er ikke kun mandens skyld, det hele. Ind i mellem kommer der fotografier af scener fra et hverdagsliv.

Alt i alt er det enormt underholdende og meget smukt sat op. En lækker bog, god til dig selv, men også så flot at den er god til gaver til alle med små børn.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Transfervindue, af Maria Gerhardt.

De første femogtyve sider tænker jeg Aj, det er da rigtig fint skrevet. Meget lækker prosa og god ide, det med at Strandvejen er et reservat for de døende og nonnerne dyrker medicinsk hash. Jeg tænker også, at det er noget spøjst noget, det autofiktion, hvis det overhovedet findes, og jeg ved da godt at Maria er Maria, men at det er fedt at litteraturen giver en mulighed for at bruge sig selv og samtidig være en helt anden. På den måde er det at være forfatter det samme som at være læser, man kan både være med og ikke være med. Man kan skrive sig selv og samtidig alt det andet der fylder, som måske ikke er den rigtige virkelighed, men anden virkelighed? Så kan man fx skrive om at være ved at dø, uden at det er nødt til at være en meget socialrealistisk selvhjælpsbog, som overhovedet ikke hjælper når døden nu engang ikke kan fikses.

Det var de første femogtyve sider, sagde jeg.

Så kommer det afsnit med, at hendes søn ikke vil have læst historier af hende, ikke have flyverdragt på af hende, ikke vil have noget af hende, den forælder der snart skal dø. Og så kunne jeg pludselig mærke det. Det var der jeg sad i min sofa og begyndte at græde lidt. Og så lagde jeg bogen væk, for jeg skulle lave aftensmad til to, der godt nok er for store til flyverdragter, men ikke til godnathistorier, og det hele kom ligesom lidt for tæt på.

I dag udkom den så, Maria Gerhardts Transfervindue, og så læste jeg den helt færdig. Den er hurtig læst, som meget af det moderne danske prosa er. Korte tekster på alt fra en enkelt sætning til en side. Ikke noget med selvsmagende beskrivelser og intellektualiseren der fylder 500 sider. Helt nede på jorden, og dog løfter teksten sig op og den løfter læseren med, sådan at oplevelsen bliver i en meget længere end det tog at læse bogen.

Jeg er taknemmelig for, at Maria Gerhardt tog sig tiden til at fortælle den her historie, og jeg synes hun gør et forrygende stykke arbejde med at beskrive det svære sted hun befinder sig. Det er en sørgelig bog, men det er også en ironisk bog, en velskrevet bog og en bog der rykker lidt ved en. Blev jeg mindre bange for at dø? Nej. Der er intet smukt eller ædelmodigt ved at være der, i mellemrummet mellem de levende og de døde. Det skræmmer mig helt vildt, og jeg har lyst til at love Maria Gerhardt at værdsætte det liv jeg har, endnu mere. Jeg vil gøre mit bedste. Selv om både hun og jeg ved jo godt, at på mandag er det mandag igen og så skubber jeg det fra mig, og lader som om alting vil vare for evigt og jeg kan tage mit mål om at nå de 102 år for givet. Jeg ser ikke flow-tv, men jeg bor faktisk ret tæt på Jyllingevej. Og jeg går i uhyggelig grad op i apokalypsen. Så nemt er mit raske liv, at jeg må ty til samtaler om overlevelsesmekanismer ved zombieangreb, over frokosten på arbejde, for så sker der nemlig noget. Det er spot on. (se side 61)

Jeg lavede også et æseløre på side 67:

“Det er jo et ulækkert sted at være. Midt imellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt, at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ind og ud af alle verdener. Der er to muligheder: Enten rejser man sig fra asken og løber en maraton. Det selvhelbredende menneske. Eller også er man tragedien. Min mor vil miste mig igen. Denne gang for good. Min søn vil kalde på mig i søvne. Mine venner ved ikke, hvor eller hvornår de skal tænde deres lys. Ser man ud eller ind ad et transfervindue? Denne lede over altid at skulle være så eksistentiel, når man hellere vil snakke om parforholdsproblemer.”

Det er 96 sider, fra Politikens forlag og du kommer formodentlig ikke til at fortryde det. Hvis man kan konkludere noget ud fra mit instagram og fb feed, så har ALLE læst den her bog inden på mandag. Du kan starte med en læseprøve her.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Current mood

Nå, men hej hej så. Det er lørdag, jeg sidder her og hører denne her på repeat

Muligvis er mine underboer blevet drevet til vanvid på nuværende tidspunkt, så mange gange har jeg hørt den, men vi lever jo i en fri verden. De kan ikke stoppe mig. Jeg har nydt et glas af min nye yndlingsgin som jeg fandt på Gin Festival med Signe. Vi smagte alle dem i pæne flasker, og det her var den bedste af alle de pæne;

Helt utrolig pæn.

Eller sker der ikke noget. Eller, du ved. Jeg læser nogle bøger og er startet på et diplom modul, så jeg bør i teorien også læse en masse fagligt om børnekultur og ekspressiv formidling og legen og improvisation og litteraturen og børn og samfundet og udviklingen og det der. Det gør jeg i morgen så, okay?

Jeg har også skrevet et kapitel på den næste store generationsroman, men i morgen er det sikkert ikke ret godt alligevel. Jeg kan mærke, jeg lige er et sted hvor jeg føler alle følelserne. Det kommer sig af, at jeg læste Maria Gerhardts nye bog, Transfervindue, som udkommer d. 10.3.17. og så græd og græd og græd jeg, over verdens uretfærdighed og alt den hudløshed og de slemme ting der også sker for gode mennesker. Kort tid derefter så jeg hele 5. sæson af New Girl, der nu ligger på Netflix, og så græd jeg også, men mest af lykke. Sådan går det jo, op og ned. Så fik jeg en mail, om at jeg har arvet et skab og en kobberpande, fra et særlig og herligt menneske, som døde i januar. Så fik jeg en kæreste. Det gjorde jeg, vi har aftalt det. I know, der er ikke en skid garantier.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | 6 kommentarer

Skriv og dans.

Et forsigtigt bud vil være, at bingeblogging også hang sammen med ferie. Men nu prøver vi at blive ved, hvor uinteressant det end må vise sig at blive.

Det der er sket i dag, på denne Mother of all mondays er, at jeg fangede en Charmander og en Mr. Mime, med over 1000 cp. Og vi var allesammen rimelig chill på arbejde og satte lures på pokestoppet ved Jydepotten Bodega overfor – så kan man nemlig fange dem fra kontoret. Og jeg begyndte til dans, efter at have talt med Agnete om det i tre år. Så nu er vi Funky Ladies over 30 år. Og kan snart en serie synkrone bevægelser til den her

Og så siger jeg jo nok mit dagjob op og flytter til Miami og lever af at danse i musikvideoer. Det har faktisk hele tiden bare været et spørgsmål om tid.

2017. Året hvor jeg skriver og danser.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | 5 kommentarer

En verden af måske.

Jeg tror ikke så meget på de nytårsforsætter. Det er som om man sætter en fælde op for sig selv, allerede inden man overhovedet er begyndt. Man forventer at fejle, man tror ikke på det. Forsætter er i familie med burde, og burde er det værste ord man kan bruge. Det er bare min mening.

Men jeg tror på at fortsætte. Man kan kigge på de gode ting man har gang i, og blive enig med sig selv om at fortsætte med det. Man kan også stille sig selv en masse spørgsmål, i stedet for at stille svar op fra starten og så halse efter dem. Og ja, jeg ved godt at uvisheden får mig helt op i det røde felt og at jeg hater på den ugentligt, men jeg erkender at det er sådan det er. Uvisheden er et vilkår. Der findes ingen nemme svar. Tak for den erkendelse, 2016.

Hvad vil jeg så fortsætte med? Hvad er værd at tage med ind i det vi kollektivt har besluttet at kalde 2017?

Jeg vil fortsætte med at skrive. Jeg vil fortsætte med at være modig og gøre ting, også selv om jeg ikke ved hvad de ender med, eller hvad fanden det er andre folk egentlig vil. (Seriøst, hvad VIL de???) Jeg vil fortsætte med at øve mig i at fortjene bedre og ikke falde for douchebaggeri. Jeg vil også fortsætte med at være en helt forvirrende blanding af super skeptisk og alt for naiv, fordi jeg egentlig tror det giver en okay balance i tingene. Jeg vil også fortsætte med at drive rovdrift på mit netværk og rulle mig selv rundt i kærligheden fra alle de gode mennesker. Mandemadklubben. Skrivedamerne. Bloggerellaerne. Bibliotekarmafiaen. Jer alle sammen.

Jeg har researchet onlinedating i et år, og helt ærligt, så er jeg virkelig træt af det. Gud fader bevares, hvor findes der mange ordinære og ikke kvikke mennesker derude. Jeg siger ikke, jeg er noget udpræget geni, men jeg er i det mindste ikke en af dem der tror man kan forelske sig i nogen i løbet af 20 minutter over en kop kaffe. Folk og deres “kemien er der ikke”. Må jeg være fri. De folk bliver bare aldrig tilfredse. Så nu går researchen ind i fase to. Dating via netværk og virkeligheden. Hvis jeg skal på nogen dates i 2017, skal det være nogen jeg enten møder eller som nogen jeg kender prakker mig på. Og egentlig har jeg jo stadig en weirdo i kulissen, så måske rækker det med ham. Jeg ved det ikke, vi har ikke haft den der snak. Måske dater han en hel række 24årige netop i dette øjeblik? Hvis vi kan udlede noget af min empiri og de indsamlede data, så taler statistikken for det. Hvis han læser det her, kan han jo overveje at give en tilbagemelding.

Anyway. Godt nytår til jer, jeg må videre inden jeg kommer for sent til min egen fest.

Udgivet i dating, Hverdagsliv | Tagget , | En kommentar

Det smukke sted?

Sæt den her på:

og så:

Den her ferie har været lidt svær. Ferie har været svært siden jeg blev skilt, for det er der, det er meget synligt at man kun er én voksen, og samtidig skal man være vidne til alle de andre, som virkelig hygger sig helt ekstraordinært meget og tager på ferie sammen og er romantiske og mikser drinks til hinanden, og tager matchende rensdyr trøjer på mens de ler og ler og ler og ler, sammen med deres harmoniske og tilfredse børn. Well, okay, mine børn er også harmoniske, men jeg er vist ikke. Og så ved jeg også godt, at de godtgifte sikkert bruger en del af ferien på at skændes om hvor foodprocessoren skal stå og hvis tur det er til at være alene i fucking-fem-minutter, mens den anden skal gå på legeplads og miste en tå til frostskader. Mere naiv er jeg jo heller ikke.

Så den anden dag, skrev jeg pretty much alt det her til Thorbjørn, og ethvert normalt menneske ville have svaret GET A GRIP! Tag dig sammen, du rabler og alt er fint. Men der er nærmest ingen af mine nærmeste venner der er rigtig normale, hvad det så end vil sige, og Thorbjørn svarede; du er et meget smukt sted lige nu. SKRIV! BARE SKRIV!

Det har jeg så gjort. Samtidig føler jeg, at jeg aldrig har været tættere på at købe en meget stor hat og begynde at ryge, end jeg er lige nu. Det føles som om, alt kan ske, som om noget har rykket sig. Og det er jo ikke fordi det bliver 2017 lige om lidt, og pludselig ændrer alt sig fordi det er et “nyt år”. Tiden er en arbitrær social konstruktion, i en verden der eksisterer i konstant kaos, og jeg tror ikke de tal gør nogen reel forskel. Måske bortset fra hvis man selv tildeler dem en betydning og benytter sig af anledningen til at reflektere og rydde op.

Hvilket jeg gør. Jeg har bogstaveligt talt smidt 100 ting ud i løbet af de sidste tre dage, hvilket overhovedet ikke er den lettelse man tænker det burde være. Der skal meget mere ud. Meget mere. Ud. Måske er det fordi der er gået to år. Og alle sagde, at det tager to år at blive skilt. Jamen nu er de gået, er jeg så færdig?

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , | 3 kommentarer

Der må flere ord til og derfor køber du for 378,- kr. lyrik

Selv om man er den kommunikerende type, med mange mange, alt for mange, ord inden i, så rækker de alligevel ikke altid. Så vil man gerne låne andres ord, eller tilføje nye til sin egen samling. Jeg har fx de her rundt omkring i mit køkken. Den der på Hello Kitty papiret lå bare pludselig en dag på køkkenbordet. Det var en ulige uge, pigerne var taget afsted, og jeg var sandsynligvis nedtrykt, og så lå den der bare. Som et hemmeligt budskab. Vi har fastslået at det er Agnes´s skrift, men hun kan ikke huske hvornår eller hvorfor hun skrev det, og slet ikke at hun skulle have lagt den på køkkenbordet. Så det er lidt magisk, og jeg værdsætter den helt enormt. 

I går gik jeg så helt over gevind, på et shoppingspree uden lige og købte mig tre digtsamlinger. Det er lidt et sats, for ligesom med bukser, kan man ikke altid passe al lyrik, men heldigvis ramte jeg plet. Og brugte resten af aftenen på at læse den her.

Og den virkede faktisk. Jeg trak vejret og slappede meget af, og jeg følte mig både set og genkendt og forstået. Sarah Cohr Lützen har skrevet en helt afslappet og uformel digtsamling, som både er underholdende og eftertænksom. Jeg både lo og græd, med andre ord. Som der står på bagsiden – det er “en lyrisk hyperventilation, et poetisk angstanfald, en samling af vejrtrækninger og nogle hvæs af en cigaret”. Alle digtene handler om at komme overens med sig selv, at acceptere verden som den nu er, og ens eget vaklende ståsted i den.

Og så er den enormt lækker. Soft cover, røde sidekanter og rød skrift og illustreret med forfatterens egne tegninger, der fuldender historierne. Den har alt det en papirbog skal have og som man ikke får digitalt. Se bare:

Det er intet mindre end fantastisk, og hvis det var jul igen i morgen, skulle ALLE have den her i julegave. Verden ville blive et bedre sted.

Til sidst nåede jeg til den her side, og så blev jeg så rørt at jeg fik lyst til at skrive til Sarah på facebook eller i et brev og fortælle hende, at hun har gjort en forskel nu.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , | 2 kommentarer