Dolken fra Dødemandsbjerget

Jeg skal møde sent i dag, så jeg kan lige nå en bog mere.

Sidste år (eller forrige år?) stod jeg i et hjørne til Gyldendals legendariske efterårsreception og forsøgte at spise mine pindemadder uden at gøre væsen af mig. Ved siden af mig stod tilfældigt Rita Bitsch, forfatter til ungdomsromanen Fuck dig, Johannes. Og til nogle begynderlæsningsbøger. Rita kendte heller ikke så mange, så det blev en fin snak vi fik os.

Nu er Rita udkommet med en ny bog for børn, og jeg har læst den. Denne gang er det for de ca. 10-12 årige, efter hvor godt man nu læser. Den har lix 25, hvis det siger dig noget.

Dolken fra Dødemandsbjerget er en spændende historie, med fuld fart over feltet fra første side. Det gør den særligt velegnet til drengene. De der typer, der skal læse, men som hurtigt ikke gider det. Den her bog vil muligvis fange dem hurtigt nok, til at de bliver ved. Og det er dejligt med noget til dem, for de kan være virkelig svære at finde noget til.

Handlingen starter i Vestjylland, hvor drengen Adam skal holde jul hos sine bedsteforældre. Hans mor er forsvundet i Indien og hans far er ude at lede efter hende. Stormen raser og Adam roder sig lynhurtigt ud i et eventyr, der bringer ham over sunkne engelske krigsskribe og hele vejen til Indien og jagten på en mystisk skat. Undervejs får han hjælp af en pige fra fortiden og han opdager hemmeligheder om sin egen familie.

Som voksen tænker jeg, at der er virkelig mange tråde i den her historie, og nogen gange går tingene lige lidt for nemt godt og der er mange hovsa-løsninger som er for gode til at være realistiske. Men det er voksenbrillen. Det tror jeg ikke målgruppen bekymrer sig om. For dem er det bare fuld skrue derud af og et gennemført spændende eventyr for en tilsyneladende helt almindelig dreng. Der er biljagter, folk du muligvis ikke kan stole på og hemmelige døre alle vegne!

Sproget er fint og flydende, nemt uden at blive fladt.

Forsiden er flot og fanger øjet, og alt i alt bliver den her bog god at have i samlingen.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Jojo Moyes – En plus en

Nå, men jeg elsker altså Jojo Moyes. For det første hedder hun Jojo, og jeg vil gerne høre dig begrunde ordentligt, hvorfor det ikke skulle være nok i sig selv? Det er det bare. Jo.

Og så skriver hun bøger der lander lige midt i det hele. De er pæne. De hænger sammen. Historien er god, plottet er godt, karaktererne er vedkommende og slutningerne er ordentlige. Nogen gange, vil man bare gerne læse noget der ender godt. Hvis man dømmer en bog på dens udseende, så kan man godt komme til at kalde Jojo´s bøger for chick lit. Og jeg ved godt, at når jeg skriver det sådan nu, så får jeg det til at lyde som om det ville være en skidt ting. Det synes jeg egentlig ikke, men det synes mange, og for mange er chick lit lig med dårlig skrivning. Det synes jeg altså overhovedet ikke. Men jeg føler alligevel at jeg må slå fast, at Jojo er mere end bare et barbieband. Der er meget mere substans i hendes bøger. De handler ikke bare om shopping.

Men de handler om mennesker, og kærlighed og skæbner og tråde der flettes virkelig fint sammen til sidst.

En plus en, handler om en enlig mor der hedder Jess. Hun er fattig, sådan som man nu er fattig i England hvis barnefaderen ikke betaler børnepenge, og man har to underbetalte jobs (rengøring om dagen, aftenvagter på pubben) og stadig er nødt til at vende hver en penny. Jess har en datter, Tanzie, som er mere end almindeligt god til matematik. Og så har hun en bonussøn, som ikke er hendes biologisk, men som faderen har efterladt der. Han er i teenagerkrise, går med øjenmakeup og får konstant bank af de lokale bøller.

Tanzie får tilbudt et legat til en meget fin privatskole, og det ville være så godt hvis hun kunne gå der, og blive ordentlig udfordret og folde sit potentiale ud. Men selvom legatet dækker 90 procent, så bliver det svært, for Jess har ikke resten.

Her dukker der så en smuk fremmed op, Ed, som er ved at miste alt han har arbejdet for i årevis og som normalt ikke ville beskæftige sig med en enlig mor og hendes vanartede unger. Men så sker der ting, som der nu gør, og en skør road trip til Skotland sætter voldsomt gang i handlingen.

Det her er den perfekte bog til en søndag på sofaen, eller til efterårsferien som for nogen nærmer sig med hastige skridt. Du vil le, du vil snøfte og du vil hygge dig!

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , , | 3 kommentarer

Book editor på Enfants Terribles Magazine

Hvis du ikke allerede har stiftet bekendskab med det lækre, smukke og gratis online magasin Enfants Terribles Mag, så er det nu du gør det. Det passer jo meget godt med weekenden – et flot og inspirerende gratis magasin, lige på din iPad eller pc og så benene op i sofaen og en god kop the.

Du henter det ovre på deres hjemmeside HER. Magasinet er også en blog, så ind i mellem de “rigtige” magasiner kan du lade dig inspirere via den, eller via profilen på Instagram.

Det sjove er så, at det er mig der er book editor´en. Javel ja. Og derfor skriver jeg lidt om bøger, på engelsk, både på blog og i magasinet. Det gjorde jeg første gang i forrige nr., det med Midsommer tema, og så i dette nr. som er totalt kawaii nuttet og jeg vil gøre det fremover. Fordi det er sjovt.

I kawaii nr.´et har jeg skrevet om nogle af mine yndlings findebøger, I ved, dem hvor man leder og leder. Moshi Moshi Kawaii har været pigernes yndlings i maaaange år, men de er ved at vokse fra dem nu og så er der en helt ny en, lavet af Anders Arhøj, som du nok kender fra de der spøgelser i keramik. Den hedder bare Spørgsmålstegn. Nu er pigerne videre til Finn og Jake og deres store nuttede øjne og meget vilde, men stadig kawaii univers.

Lidt billeder af bøgerne. Ja, sorry, Tlf vil ikke sætte dem ind midt i teksten i dag.

IMG_0039.JPG

IMG_0042.JPG

IMG_0047.JPG

IMG_0043.JPG

IMG_0044.JPG

Udgivet i Anmeldelser, Fagligt | Tagget , , , , | 4 kommentarer

Bette Morten

Pigerne og jeg har moret os over den her nye billedbog på vers, af Ida Exner. Billederne er skægge og varme og ret enkle, men teksten er det bærende, også pga formatet. Som er lille og firkantet.
Fra et bibliotekarisk synspunkt, er det ikke et godt format. Små billedbøger bliver væk. De kan ikke ses når de ender i en bladrekasse, hvis de står op alfabetisk, er det altid dem der bliver skubbet ind bag de andre og virkelig ofte bliver de sat forkert på plads og ender blandt pegebøgerne, fordi de har samme format.
Nå.
Men fra et oplæser-mor synspunkt er formatet fint.
Forsiden er flot og fanger øjet, hvilket er godt fra alle synspunkter.

IMG_0200.JPG
Bette Morten handler om … Morten som er lille. Han er den mindste og han er træt af det. Det kan jeg (og mange børn) virkelig relatere til. Det stinker at være den mindste.

IMG_0230-0.JPG
Men Morten er ressourcestærk og gør noget ved sin situation. Han drømmer om et bedre sted og en aften får han nok og begiver sig ud i verden. En odyssé på cykel i regnvejr.

IMG_0231-0.JPG
Det bliver til en herlig historie, fuld af vilde eventyr og dyr og i sidste ende vokser Morten af alle sine oplevelser.
Pragtfuldt! Livsbekræftende og herlig bog, god til folk fra ca. 4 år og op.

IMG_0233-0.JPG

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | 2 kommentarer

Introvertdag

Jeg plejer ellers at gemme mine omsorgsdage til syge børn, men så plejer jeg at ende med at bruge dem i december fordi børnene ikke har været så syge.
Og nu følte jeg, at jeg havde brug for en dag. Det har været hårdere end jeg troede det ville, at pludselig ikke have så meget tid alene. Jeg havde jo to timer om dagen, i bilen. Og hver mandag. Og et ret stille bibliotek. Nu har jeg fuld tid, 10 min på cykel (MED børn, der skal i skole eller med hjem) og et livligt, pragtfuldt, travlt bibliotek.
Og det betyder åbenbart noget.
Jeg håber stadig det bare er en tilvænningsfase og at jeg bliver bedre til at finde genopladningspauser hvor de nu er.

I dag er det herhjemme. Og jeg har sat en vask over, spist røræg og ser Greys. Jeg har også ringet til tandlæger og læger og fået bundet løse ender på børneting. For jeg har ikke noget problem med at lave mange ting. Jeg vil bare gerne være lidt alene i mens.

Om lidt vil jeg bage knækbrød uden mel. Jeg har fået de her nye nemme poser fra Finax, hvor man ikke skal blande andet i end vand og olie. Klara har bagt knækbrød i hjemmekundskab og var meget begejstret for det, så nu prøver vi hjemme også.

IMG_0228.JPG
Blandingen er med havreklid, hvilket er godt for mig, med gode fibre. I kan selv læse mere om det på finax.dk Hvis det lykkes mig, vil der være billeder på Insta senere.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | En kommentar

Fredagsbog

# – ukontrollerede emneord. Som ind i mellem er kontrollerede og tjener et formål. Således har Gyldendal skabt fænomenet #fredagsbog, som trives på twitter og instagram og efterhånden også på facebook. Så deler folk hvad de læser og inspirerer hinanden.

Her er det også fredag, og jeg skal læse! Total friweekend med familie og hygge og ingen store planer.

Jeg har læst den der Bare Sammen, af Anna Gavalda og jeg var glad for den, så glad at jeg bagefter så filmen. Men det er lige på grænsen af hvor meget fransk jeg magter i min litteratur. Den er rigtig god og jeg er vild med personerne i den, men så skal det heller ikke være mere fransk. Jeg havde tænkt mig bagefter at læse hendes nye, Billie, men jeg mærker efter i mig selv, og beslutter at det er fransk nok for nu, og at jeg har brug for noget der ikke er så litterært.

Så gik jeg i gang med Opmåling af verden, af Daniel Kehlmann, og det tegner virkelig godt, men den er også for litterær lige nu. Jeg mener, de har omtalt den på Litteratursiden. Så ja, den er god. Og folk på instagram fortæller mig, at den også er sjov.

Så har jeg to af Tom Rachman liggende, den ældre De ufuldkomne, og den nye Storhed og fald. Og de er signerede og lyder spændende, så ja. Dem vil jeg læse.

Men i virkeligheden ender jeg med den her

Fordi så kulørt en fredag har jeg brug for. Apokalypse, dæmoner, ungdomsroman. Hell Yeah, hele pakken!

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | 3 kommentarer

Lidt letlæsning

Nå, men noget der åbenbart er i vælten lige nu, er at alle de nystartede skolebørn skal læse. Og det mærker jeg på biblioteket, hvor der stort set ikke er gået en dag de sidste to uger, uden at en mor eller en far er kommet med et barn og har spurgt efter noget frilæsning.

Nogen gange går det simpelthen så nemt, andre gange er det en decideret pine for alle involverede.

Min yndlingskæphest lufter jeg lige igen – forældre, back off. Gå hen og find noget du selv kan læse i, eller sæt dig og tjek din instagram konto, whatever, bare lad være med at tale hen over hovedet på dit barn. De skal lære selv at tale før eller siden, og de ved nok bedst selv, hvad de gider læse. For nogle meget generte børn er der ingen vej udenom, der må du selvfølgelig gerne hjælpe, men for det store flertal ville det være meget mere motiverende og engagerende for dem, hvis de selv fik ansvaret for at tale med mig og finde noget de vil læse. Jeg har endda enkelte konkrete eksempler på forældre der fylder så meget, at deres storlæsende og dygtige barn helt mister modet og siger nej til alt, bare for at være på tværs, selv om de er bogslugere. Så, ja, træk dig lidt og tænk over, hvornår du sidst selv læste en bestemt bog fordi din mor sagde, du skulle?

Og her er et par nye titler, som jeg gerne vil anbefale.

Serien om Filip M. Lund, skrevet af Ellen Holmboe. Der findes indtil videre 8 titler i serien, og de ligger omkring lix 10. Det er et ret lavt lixtal, men i modsætning til utallige andre letlæsningsbøger, så er historierne om Filip rigtig godt skrevet, og der er faktisk en ordentlig handling. Og humor og et plot og en spændingskurve og al den slags der gør noget værd at læse. Filip er det man kalder en frisk dreng, som får en sag ud af alt, sådan at han kan udleve sin detektivdrøm. Bøgerne spænder vidt, 2.-4. kl. afhængig af barnets niveau. På forlagets hjemmeside, løseænder.dk, kan man finde undervisningsmateriale der passer til bøgerne og det er ganske gratis.

Bøgerne er fint og morsomt illustrerede af Karla von Bengtson. I den nyeste her, undrer Filip sig over hvem der er hans far, og hvor han mon finder ham? Og hvorfor vil Mor Mona ikke udtale sig om sagen? Det hele er meget mystisk og faretruende tæt på en ulykkelig slutning, men Filip bliver reddet på målstregen af rigtige venner.

Og for de lidt større (nok især) drenge er der udkommet City Surfer af Bjarke Schjødt Larsen. Den falder lige ned i det der hul vi har på biblioteket, hvor alle de drenge der går i 3.-6. kl. og ikke rigtig gider læse, står. Den er dyster og sådan lidt manga møder grafitti agtig illustreret og så handler den om en gruppe venner der lever på kanten. Ikke noget pussenusset over den. Vennerne rider på tagene af s-togene, og man sidder på kanten af stolen hele bogen igennem og venter på om nogen dør, eller om de virkelig skal have lov at slippe godt fra ulovlighederne. Den er spændende, tempofyldt og har et sprog der er tilpasset målgruppen. Lix tallet hedder 21 og egentlig kan man sagtens give den til ældre børn end 6. kl. – det kommer an på det unge menneske og deres læse nivaeu. Den er gennemillustreret, hvilket også gør den nemmere at nyde for den modvillige læser. Den kommer jeg til at låne rigtig meget ud.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | 5 kommentarer

Nyt projekt – Enfants Terribles Mag

Eller, det er ikke nyt, for damerne har skrevet siden nytår, men det er nyt for mig. Nu har jeg været en md. i Nye Job, og jeg er holdt op med at falde i søvn på cyklen på vej hjem, og jeg har heller ikke hovedpine af informations overload mere.

Så nu er der plads til et nyt projekt, som jeg har store forventninger til. Jeg er blevet fast book editor, som de kalder det i Jylland, på det fine, skinnende online magasin Enfants Terribles Magazine. Det er de dygtige damer Céline og Søs der har startet det, og som nu tager ekstra hænder ind, for at gøre overtagelsen af verdensherredømmet lidt nemmere.

Jeg vil skrive om både voksen- og børnebøger, illustratorer og læsning og meget andet i den dur. Men det foregår på engelsk, så det bliver kun om ting der er udkommet på engelsk. Hvilket mange af de ting vi læser herhjemme jo også er.

Mit lille præsentationsindlæg er på i dag, og du kan læse det her – New on the shelf. Jeg håber I har lyst til at følge med derovre også, eller på @enfantsterriblesmag på Instagram. Det er et inspirerende og smukt univers, og et lækkert gratis magasin som man kan læse på sin iPad eller computer.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Huset Longbourn

Ja. hvis du er en god læser, så ved du godt hvis hus det er.

Lige præcis. Familien Bennet. Og i den her absolut fantastiske og dejlige roman, ser vi huset og familien fra en ny vinkel, fra downstairs. hvor tjenestepigen Sarah og Kokken Hill og hendes mand butleren, Mr. Hill, huserer.

Jeg vidste, jeg ville elske den her bog i det sekund jeg opdagede at den fandtes, og jeg blev ikke skuffet. Simpelthen sådan en dejlig historie, som er godt fortalt. Tjenestepigen Sarah lægger stemme til, og hun har været i huset Longbourn siden hun blev afleveret der som lille pige, efter nogle hårde år på fattiggården. Sarah er tryg og glad og bliver behandlet godt, selv om arbejdet er hårdt og utaknemmeligt. Og hun har udlængsel. Hun fornemmer at der er mere at få ud af livet, end at vaske Elisabeth Bennets beskidte underskørter (og jeg har faktisk altid undret mig lidt over de der scener hvor Lizzie vader rundt på landet, gennem mudder og skove, i sine hvide underskørter og silke. Hun står i hvert fald ikke selv op kl 5 for at vaske dem…)

Den her roman er ligesom den del af Stolthed og fordom som vi altid har manglet. Den giver masser af svar på hvad der egentlig foregår i kulissen. Hvorfor er Mrs. Bennet så hysterisk, hvorfor er hendes mand så ligeglad med hende? Og hvad foretager Mr. Wickham, den ballademager, sig egentlig når han ikke underholder Lydia?

Der er enkelte passager hvor livet downstairs smelter sammen med livet upstairs, og her er forfatteren tro mod Austens historie. Men ud over det prøver Jo Baker ikke at fortælle Bennet-pigernes historie om igen. Vi hører kun om dem, når de krydser tjenestefolkenes vej og det kan jeg rigtig godt lide.

Så. 60.000 hjerter til den her! Den er helstøbt, velskrevet, underholdende, varm og giver mig svar på en masse uforløste spørgsmål fra Stolthed og fordom. Og så har den en ordentlig slutning. Ikke noget af det der løse pjat, hvor man selv skal gætte resten.

 

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , | 4 kommentarer

Pia Linda og mor

Nogle af de mange billedbøger vi fornøjer os med hjemme hos os, selv om flere af os teknisk set nok er for gamle, er den her serie om Pia Linda og hendes mor. De er skrevet af Andreas Bræstrup Kirstein og illustreret af Rasmus Bregnhøi, og minder meget om makkerparrets tidligere serie om Poul og Far.

I den med dukken, skal Pia Linda og mor i byen. Det er lørdag og de skal rigtig hyggeshoppe. Pia Linda har kig på en helt særlig dukke og glæder sig rigtig meget til at købe den. Men mor er så langsom og skal hele tiden alt muligt først. Bade. Spise brunch. Shoppe alt muligt kedeligt. Til sidst har legetøjsforretningen lukket og det er totalt antiklimaktisk for Pia Linda. Mor er dog fuld af pep og gode ideer og hun har en overraskelse til Pia Linda derhjemme. Mors egen gamle dukke… som dog er lidt klam, desværre. Pia Linda er et utroligt loyalt barn og får ikke det hysteriske anfald mange andre børn nok ville have fået på nuværende tidspunkt.

I den med legen kommer Pia Linda og mor hjem fra arbejde og børnehave og Pia Linda vil gerne lege med nogen. Desværre er ingen af hendes kammerater hjemme, men mor springer til og vil for en gangs skyld gerne lege. Det bliver dog så totalt på mors præmisser og her er virkelig noget jeg kan genkende fra mig selv.

De der endeløse rollelege, hvor en 4 årig prøver at presse en ned i nogle kasser. Så sagde vi, at du sagde. Så gjorde du. Jeg har altid sagt til mine, at hvis jeg skal lege, skal jeg også selv bestemme.

Pia Lindas mor er dog meget dominerende i legen, helt derud hvor Pia Linda kun kan være hunden. Hvilket alle ved er det laveste. Øverst er Mor. Så kommer Lillesøster. Så kommer Storesøster. Så Far. Og så hunden. I alle de rollelege jeg har bevidnet.

Jeg synes de her billedbøger er genkendelige, hverdagshyggelige og morsomme. Jeg har ikke noget problem med at moderen er som hun er, vi er mange mødre der ikke konstant tilsidesætter egne behov for børnenes, og her er Pia Lindas mor virkelig en rollemodel.

Illustrationerne er sjove og fine og fulde af detaljer og små referencer til Rasmus Bregnhøis andre titler, samt andre bøger jeg genkender fra virkeligheden.

Pigerne synes de er sjove, men helt ideelt skal man nok være lidt yngre for at være i målgruppen. 3-6 år ca.

 

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | Skriv en kommentar