2020

Der er gået så længe siden at jeg skrev et indlæg, at wordpress har lavet alting om. Man kan vælge noget der hedder blokke? Men nu skriver jeg bare her, og så ser vi hvordan det ender.

Jeg tænker, du selv er klar over hvad der foregår i 2020. Det er ikke noget storslået år, på den rare måde. Hvis du er en af apokalypsens fire ryttere, synes du sikkert det er et fremragende år.

Jeg er overrasket over, hvor lidt jeg trives i det her 2020-kaos. Men jeg synes alligevel, jeg vil skrive at der også er sket gode ting. Jeg er fx blevet gift, ved et meget lille og afslappet bryllup hjemme i barndomsbyen. 23 gæster og en buffet i sejlklubben, med tarteletter og fiskefileter. Det var alt hvad jeg drømte om. Og Emil er den bedste mand til jobbet.

Og så fik kolikbabyen en autisme diagnose, og startede i gymnasiet. Det første er en lettelse og forklarer meget, det sidste er også godt. Hun virker glad for det. Og den anden baby bliver 13 om lidt, og har travlt med veninder, dans og hamster.

Men ja, ellers. Året, am I right? Jeg har brug for 40% mindre fra dig, verden! Jeg spekulerer over pandemier, konspirationsteoretikere, præsidentvalg i usa, dansk politik og dens mangler, metoo2, autisme, vejret, bibliotekssektoren, fremtiden, ja faktisk alting. Og jeg drømmer mere end nogensinde om at melde mig ud, gå i hi, stoppe med at deltage. Jeg er bare virkelig dårlig til at være ligeglad, men jeg øver mig, det gør jeg.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , | En kommentar

Juleferielæsning for hygge-typer

Jeg har det, jeg selv synes er en rigtig fin tradition, hvor jeg hvert år til jul læser noget af Rosamunde Pilcher. Jamen hvorfor, Julie?? Hvorfor? Der findes så mange gode bøger, og du har vitterlig en stak der er højere end dig selv, med titler du endnu ikke har læst. Tag dog en af dem?! Men nej, jeg vil genlæse Rosamunde og det kræver overhovedet ingen indsats fra min trætte hjerne.

Fordi det er hyggeligt med gensyn og velkendte ting. Fordi det er passende til højtiden. Det er altid noget med jul i det skotske højland, alternativt Cornwall, og familiedrama og en høj, mørk fremmed der ankommer midt i en snestorm og er virkelig pæn og sød, og redder det hele. Det er ret gammeldags, og man skal være parat til at bære over med en masse kønsstereotyper, misogyni og generel 70´er-80´er fjollethed. Men kan man det, SÅ er det også hyggeligt.

Jeg foretrækker Vejen hjem, September eller en af de korte noveller.

Hvis man nu hellere vil prøve noget andet, så findes der heldigvis en del hyggelitteratur.

Jenny Colgan har udgivet flere bøger i hygge-genren de sidste år, og der kan man fx kaste sig over bøgerne om Polly og hendes lille bageri på strandpromenaden. Det er romantik, overskueligt drama, bagværk og en relativt tam søpapegøje.

Man kan også prøve serien om Rosie Hopkins og hendes slikbutik. Det er ret meget det samme, bare slik i stedet for bagværk, og uden søpapegøje. Stadig hyggeligt og moderat dramatisk. I begge titler bliver der talt ned til damer og alle opfører sig generelt som om de lever i 70´erne, men kan man leve med det så er alt fint.

En ny titel jeg vil prøve denne jul er Vintersøstre, af Sarah Morgan. Her er vi igen i Skotland, hvor det åbenbart altid er lidt mere jul end andre steder?

Forlaget skriver: “Alt hvad Suzanne McBride ønsker til jul er at hendes tre døtre er hjemme samt glade og tilfredse. Men når søstrene Posy, Hannah og Beth vender tilbage til deres familiehjem på det skotske højland, begynder gamle spændinger og begravede hemmeligheder at boble op til overfladen”. De siger også at det er en opløftende og hjertevarm historie, fuld af romantik, latter og søsterligt drama. Og det kender man jo fra sig selv, am I right?

Man kan også udmærket læse Let it snow, som hedder det samme både på engelsk og dansk, og som indeholder tre historier der fletter sig sammen. Den ene af John Green, som nogen måske kender. På trods af at det er en ungdomsbog, vil den passe rigtig fint til de fleste trætte husmødre. Bagefter kan man se filmen på Netflix.

Man kunne måske også prøve denne her, om en familie i karantæne i flere dage hen over julen, hvor hemmelighederne vælter ud. Man er nærmest overrasket over, at det ikke er en krimi?

Eller hvad med Hjem til jul, af Joanna Bolouri? Den kender jeg ikke, men der er mere Skotland, forviklinger, kærlighed og forventinger fra familien. Og så hedder den det samme som en ny norsk serie på Netflix som jeg bingede i går, og som faktisk er mega fin. Ung kvinde har ikke en kæreste og er træt af at sidde ved børnebordet. Lyver og siger hun har fået en kæreste og har så 24 dage til at skaffe en inden juleaften. Det medfører en række mere eller mindre heldige dates, som minder lidt om min researchperiode for over 3 år siden snart. Ja, sikke tiden går når man morer sig. Mht det, så holder Emil og jeg jul sammen i år, og til februar flytter vi sammen, i hans lejlighed. Desværre ikke i Skotland.

Udgivet i Anmeldelser, Fagligt | Tagget , , , | 4 kommentarer

Milepæle

Her sker der det, at babyen sendte mig en sms om, at hun havde været alene i centeret. Og at det var gået virkelig godt. Hun havde købt en gave til sin nisse, i klassen. Og et sandbad til sin hamster. Og hun havde ønsket alle ekspedienter en god dag, og de ønskede hende en god dag, og så smilede de, og så var hun så glad. Stor succes. Stor ting, at have penge med og handle helt alene.

En halv time efter, modtog jeg en sms med et billede fra hendes storesøster. Som havde været i byen med sin efterskole (efterskole!!!! kolikbabyen!) Og der havde hun fået lavet et hul mere i det ene øre. Helt uden at spørge sin mor om lov. Hun er 16, det er hendes ører. Det er fint.

Så gik jeg ind og lagde mig. Der er ikke brug for mig mere.

Udgivet i Hverdagsliv, Ikke kategoriseret | Tagget , | 2 kommentarer

Efterskole

Hvornår lærer jeg at holde op med at høre Bon Iver?

Det gik ellers meget fint, jeg græd slet ikke i søndags da vi satte kolikbabyen af på hendes nye hjem i et år. Jeg græd heller ikke senere, ikke engang da Agnes tog over til sin far.
Så mandag eftermiddag tænkte jeg, ah man skal vel bruge alt den fred og ro til noget?! Lad os høre det nye Bon Iver album, sagde jeg til katten. Og det er da rigtig fint, virkelig, men ligeså melankolsk som altid. Kan I huske dengang jeg faldt i søvn til en Bon Iver koncert, og drømte jeg var inde i maven på en hval? True story. Og det er sådan deres musik lyder og føles.

Men det bringer jo ingen af børnene hjem. Og jeg ved alt er godt. Hun bliver så glad for den efterskole, det ved jeg. Jeg ELSKEDE min og de venner jeg fik og alt det jeg lærte. Og på hendes kan man vælge broderi, podcast, kultur på cykel, Alt det matematik jeg ikke fik fat i, keramik, livsanskuelse, billedkunst, design, redesign, yoga, dans, skrivning. Alt muligt. Jeg er også ret misundelig.
Empty nest syndrome. Der er et hul i hjertet, der skal fyldes. Jeg har købt noget linoleum og laver et billedkunsthold for mig selv. Og nogle sutsko til kolikbabyen jeg kan brodere på. Der skal vel også sendes nogle pakker med slik og bøger? Og damerne på biblioteket vil hjælpe med at lave nogle stiklinger af deres tusind potteplanter til hende – der er store vindueskarme på det nye værelse. Jeg kunne også køre i ikea, bare sådan. Frihed.

Nu tænker nogen, jamen har du ikke været skilt i årevis, Julie? Er du ikke vant til at undvære dine børn?

  1. Det bliver jeg aldrig vant til. Jeg fik dem for at være sammen med dem.
  2. Det sidste års tid har Klara boet hos mig, og været hos sin far i weekender og til aftensmad og den slags fleksibelt, fordi hun selv bad om det. Hun trængte til kun at bo et sted, og det forstod vi godt. Det har også været rigtig godt for hende, hun blev gladere og roligere.

Så du ser nok, jeg er vant til at hun er der. Heldigvis ved jeg hvor hun skal til bøjletandlæge på fredag …

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , | 13 kommentarer

Bogønsker

Jeg ønsker mig normalt alt andet end bøger. Alt andet. For jeg har såååå mange bøger, og jeg køber hele tiden flere. Især når jeg siger til mig selv, at nu må jeg ikke købe flere, eller nu hedder det altså en ind og en ud. Så bliver jeg stædig og sådan helt “jeg skal i hvert fald ikke bestemme over mig” agtig, og køber dobbelt så mange. Så kan jeg lære det.

Og man kan overhovedet heller ikke få for mange bøger. Det er slet ikke en ting.

Så i år vil jeg kun ønske mig bøger jeg virkelig mangler, til min samling, på min fødselsdag. Som er lige om lidt. Mor. Jeg kigger på dig. Hvem ellers er der snart tilbage der overhovedet køber gaver til mig??!?

  1. Jeg mangler de to seneste i Lindhardt og Ringhofs fine nye genudgivelser af Jane Austen klassikere. Mansfield Park og Emma. De andre har jeg.
  2. Jeg mangler nr. 2 i Malene Sølvstens fantasyserie, Ravnenes hvisken. Jeg har nr. 1 og nr. 3. Nej, jeg aner ikke hvad der er gået galt der, men jeg besluttede at vente med at læse dem til alle var udkommet, og det er de nu. Men jeg mangler nr. 2.
  3. Jeg vil rigtig gerne have den nye af Katrine Marie Guldager, Et rigtigt liv. (okay, glem den, jeg har nu fået den af en veninde)
  4. jeg ønsker mig en engelsk billedbog, der hedder Migrations. Der er flere forfattere, og bl.a. et bidrag fra min yndlings Shaun Tan.
  5. Kristen Roupenian´s Kattemenneske.
  6. Ali Smith´s to første i den serie hun har gang i, Efterår, og Vinter.
  7. Sally Rooney, Normale mennesker.

Det var bare det, tak.

Udgivet i Fagligt, Hverdagsliv | 2 kommentarer

Min kæreste elskling, af Gabriel Tallent

Jeg får virkelig læst nogle gode bøger for tiden, og en af dem kommer her. Det er – som overskriften antyder – Min kæreste elskling, af Gabriel Tallent. Det er hans debutroman, selv om det har man helt ærligt svært ved at tro på, når man læser den. Den er perfekt.

Jeg var så heldig at møde Gabriel, ja, vi er på fornavn nu, til et arrangement hos forlaget Politiken. Her fortalte han om sit arbejde med at skrive bogen og om selve romanen. Og måske er det ikke så sært, at det ikke virker som en debutroman – han har brugt 8 år på at skrive den. Otte år. Hvor han angiveligt sad på gulvet i sin lejlighed, fordi han ikke havde et skrivebord, og drak for meget kaffe og skrev 30 timer om ugen, og skrev om. Og da han var næsten færdig, gik det op for ham, at hovedpersonen skulle være en helt anden. At historien var en helt anden. Først havde han skrevet en eller anden økokritikroman, med nogle unge fyre i hovedrollerne. Men en af dem havde en sær kæreste der hed Turtle. Og hun trængte sig på. Hendes historie var meget vigtigere at fortælle. Og så skrev Gabriel om.

Men hvordan kan en mand i start 30´erne overhovedet skrive om en 14 årig pige, så det virker troværdigt? Det kan han, fordi det er det litteratur går ud på. Vi sætter os i hinandens sted, vi trækker på de alment menneskelige følelser, vi lever andres liv. Og hvor ville det være fattigt, hvis man kun måtte skrive om det man selv var og kendte. Slut med fantasy og krimier, så. Med mindre Jussi virkelig myrder alle de damer…?

Nå. Men hovedpersonen er altså en pige på 14 år. Hun hedder Julia Alveston, men hun kalder sig selv Turtle, og hendes far, Martin, kalder hende Kibble (som betyder kattemad, og det kommer af at hun engang næsten blev spist af en bjergløve). Turtle er hård uden på, hun overlever. Hun er tålmodig, hun er grundig. Hun tager sig af ting, ordentligt. Hun pudser og plejer alle sine våben, hun bliver venner med to drenge og tager sig af dem, hun tager sig af Cayenne – en pige der dukker op senere i historien, og hun tager sig af naturen.

Til gengæld bliver der ikke rigtig ydet omsorg for Turtle. Hendes far er dominerende, karismatisk, voldelig, ikke helt rigtig i hovedet og ja, der er misbrug. De to bor alene i et hus der engang var pænt, men nu er i kraftigt forfald. Som det meste andet omkring Turtle. Huset er viklet ind i hvide roser og giftig efeu, alt er både smukt og grimt. Naturen er smuk og storslået og Turtle kender bjergene og skovene som sin egen baghave, hun er underligt fri, i sit fængsel. Og alt er grimt, volden, misbruget. Som en art Tornerose venter Turtle på redning, eller også må hun redde sig selv.

Det er en historie om modstand, om modstandskraft. Om hvordan vi alle sammen prøver at gøre det rigtige og leder efter måden at gøre det på. Det kan vi alle relatere til, også uden misbrugserfaringer.

Det er også historien om et sted i verden, der hastigt forsvinder. Den storslåede natur i Mendocino, Nord Californien. Om hvordan vi som mennesker føler en ret til naturen, ligesom Martin føler en ret til Turtle. Han er også en interessant karakter. Man hader ham, han er et falleret menneske, men dog stadig et menneske. Turtle elsker sin far, ligesom hun hader ham. De er uløseligt en del af hinanden, ligesom vi er en del af naturen. Martin hader kvinder og han hader Virginia Wolf så meget at han opkalder den giftige edderkop der bor i badeværelset efter hende. Men det er Turtle der har brug for sit eget værelse, og det hader han også. Men han lærer også Turtle meget om naturen, om overlevelse, om vold. Og at hun i sidste ender overlever ham, er muligvis kun muligt på grund af de ting han har lært hende.

Det er en barsk bog at læse, naturligvis, men det er fordi vi kerer os om hinanden. Det betyder noget for os, at Turtle har det hårdt, at Cayenne har det svært. Vi ser at mennesket er kompliceret og at de der sårer os, og andre, er ægte, komplicerede mennesker. Livet er indviklet, og det er derfor folk som Turtle ikke bare går. Det tager tid at vikle sig ud. Og man tilgiver Turtle, for det man måske ikke kan tilgive sig selv.

Hvis jeg havde et hjerte/stjerne system fik den 60.000 af dem.

Udgivet i Anmeldelser | Skriv en kommentar

Haim

Signe og jeg kl 19:

Århh kan vi ik bare blive hjemme og sidde med et tæppe over benene og bitche biblioteker? Vi eeer såååå trææætteeee.

Millenials læser i pitten. De vil ik tage det roligt.

Signe og jeg kl 22:

HAAAAAIMM!!!!!! IIIIHHHHHHHHHHHHHHHHH!! HVORFOR ER DE SÅ COOL?!?!!!!!? DET ER DEN FEDESTE KONCERT EVER!!! HVAD SIGER DU?? DE ER SÅÅÅ COOL! JEG ELSKER ALT! HVAD??? HVAD?? IIIHHHHH!!!!!

Især mellemsøsteren gjorde det for mig. Så sindssygt cool, ubesværet cool, og dygtig med sin guitar. Jeg blev lidt stolt. Piger kan alt. De kan godt blive rockstjerner også. Jeg har muligvis aldrig været lykkeligere.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En uge på en dag

Jeg stod op 6.30, afleverede Agnes kl 8. Var på arbejde 8.20, skrev og besvarede mails, skrev noter rent, rettede og sendte projektbeskrivelse. Spiste frokost, skrev flere ting. Cyklede så fra Brønshøj til Vesterbro og mødtes med Lisa. Brugte 20 min på Siden Sidst. Besøgte så forfatter, optog podcast, lo en del. Cyklede tilbage til Brønshøj og blev vist rundt i kommende plc som jeg skal have 15 t/ugen på en eller anden måde. Cyklede til Vanløse, tog metroen til Nørreport, spiste sushi, gik i bio med Emil og så Isle of Dogs. Forrygende. Tog bus hele vejen hjem. Kom i tanke om Agnes, som jeg så i morges, men som det føltes som om der var gået en hel uge siden jeg så sidst.

Hvis resten af ugen kommer til at føles lige så lang, så er vi i august på fredag og jeg gik glip af sommerferien.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Elly Griffiths, Pigen under jorden

Der er simpelthen sket det, at jeg har læst en krimi jeg rigtig godt kunne lide. Der drejer sig om Pigen under jorden, som er den første i en meget lang serie krimier om en arkæolog der hedder Ruth Galloway. Der er kommet ti, men nu er den første så blevet oversat til dansk.

Forfatteren bag hedder Elly Griffiths, som er et pseudonym for Domenicia de Rosa. Det er åbenbart meget udbredt at hvis man skriver krimier (eller erotisk litteratur) får man brug for et nyt navn. Jeg var så heldig at møde Elly i mandags, til reception for hendes nye bog på dansk, og hun mener selv at det måske skyldes at hendes rigtige navn lyder opdigtet og passer fint til de tidligere romaner hun har skrevet, men at til krimier var der brug for noget mindre romantisk og mere straight forward. Elly skrev sin første bog som 11 årig og har siden skrevet meget og fået en del udgivet. I skolen skrev hun også en del fanfiction om Starsky and Hutch, som desværre ikke er udgivet (endnu?), men ja, hun har altid villet være forfatter.

Og her kommer så Ruth. En pragtfuld antiheltinde, er en vrissen eneboer type, introvert og ejer af to katte. Hun er arkæolog, arbejder på et universitet og bor i sit lille bitte hus, alene ude ved marsken i Norfolk, med intet andet end himmel og hav i forhaven. Ruth lever på kanten, i mere end en forstand. Det lyder som himlen, i mine ører, og måske var det derfor jeg godt kunne lide Ruth med det samme. Her er ingen sassy journalist, ingen nysgerrig retfærdighedsrytter. Ruth vil gerne være i fred, men hun ved bare så meget om knogler, og derfor bliver hun rodet ind i en politiefterforskning, da man finder knoglerne af en lille pige ude i marsken, alt for tæt på Ruths hus. Efterforskeren,  Harry Nelson, som er lidt stereotyp – vranten, fåmælt og egenrådig, men trods alt ikke alkoholisk (tak) har i årevis ledt efter en lille pige der forsvandt midt om natten, fra sit soveværelse. Og nu er der pludselig forsvundet en lille pige mere.

Ruth og Harry er både et klassisk og et utraditionelt makkerpar, og jeg glæder mig virkelig meget til at lære dem bedre at kende i de næste bøger. Nr. 2 skulle eftersigende komme på dansk til sommer.

Der er også masser af vild natur, nordisk mytologi og skumle bi-personer. Jeg gættede hvem der havde gjort det, men det gør ikke noget, for det var stadig spændende hele vejen til sidste side.

Pigen under jorden udkom i fredags, d. 19.1., og du kan roligt stille dig i kø på biblioteket med det samme (eller købe den, det styrer du selv jo).

Udgivet i Anmeldelser | 4 kommentarer

Det jeg mister, af Line Fjordside

For et år siden, var der en som spurgte mig, hvad man skal læse når man er ved at blive skilt, og det skrev jeg lidt om her. For det samme år siden, var jeg helt ulykkelig og trist, og gav op på den måde, at jeg tænkte dating var noget crap. Folk forventer for meget og for lidt og vi er alle sammen underlige, tænkte jeg, og ingen er nogensinde det samme sted samtidig.

Tre uger efter det ville jeg rydde op i mine match´es på dating app og slette hele lortet, og så gik det jo hverken værre eller bedre, end at den rigtige ventede på det sidste match. Det man leder efter er bare ALTID det sidste sted man leder, som du jo nok ved. Og nu er alle glade. I nat drømte jeg, at min eks´s nye kæreste var gravid (og at han var faderen, som han udførligt forklarede mig, i drømmen …) og jeg blev så glad, for så kunne pigerne få en lillebror uden at det var til besvær for mig. Og det er nogenlunde der vi er i virkeligheden også. Alt er udramatisk, men ingen er gravide.

I mellemtiden, i det år, samlede jeg mig en skrivegruppe. Fordi jeg vil altid gerne skrive, og to fine damer jeg er kommet tættere på de sidste tre år skriver også meget, og den fjerde har jeg holdt meget af i mange år efterhånden, og hun tog orlov for at skrive. Så skal vi fandme også skrive, sagde jeg, og så var der møder med gin og enormt meget snak. Men folk har fået skrevet, nogen mere end andre. Line, som jeg har været bloggerveninde med i snart 10 år, var den første af os til at få sit udgivet. Line har altid skrevet så man kan mærke det helt inden i. Jeg elskede hendes blog, ja selv hendes fb statusopdateringer i vores lukkede gruppe, kan få en til at føle alle følelserne og mærke ting som om man var der selv. Og så blev det endelig til den her fine bog, i midten.

Det jeg mister, er en kort, stram roman om at miste sin mor og miste en mand man aldrig rigtig havde. En ung kvindes mor dør pludseligt og uventet, og kvinden er efterladt med sin sorg midt i en spirende forelskelse i en gift mand. Den der følelse af at være ved siden af sig selv, at observere ulykken mens man er midt i den, at føle alt i hele verden på en underlig følelsesløs måde. Ikke noget fransk, med at kaste med tallerkener og udleve sit drama. Bare det helt stille og rolige indre kaos. Det er så genkendeligt og de korte kapitler og rammende sætninger beskriver det helt utroligt præcist. Det lyder meget trist, og det er det jo i sagens natur også, men det er ikke en bog der gør en i dårligt humør. Der er masser af håb, en masse udvikling og man mærker vejen hen mod noget bedre.

Derfor synes jeg godt man kan læse den, hvis man selv er ved at blive skilt, har mistet nogen eller trænger til noget menneskelig varme og genkendelse.

Og hvis man allerede har læst Tine Høegs Nye rejsende, så ved man at Det jeg mister også er noget for en. Og når man så har læst de to, kan man tage Marie Louise Tüxens Jeg ser mig selv som rytmisk, der også er en fin, kort roman om en kvinde der prøver at finde sig selv gennem mænd, livet igennem. Det er en række nedslag i hovedpersonens liv, om hendes forhold til forskellige mænd og den måde de former hende på. Og det er også en bog om at komme sig over en skilsmisse, og den selvransagelse den slags udløser. Hvordan endte jeg her?? Jo, nu skal du høre …

Fælles for alle tre bøger er, at de er velskrevne, vækker eftertanke og kan læses på en eftermiddag.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , | 2 kommentarer