Endnu en Katherine, af John Green

I dag blev jeg færdig med endnu en John Green roman. I gamle dage, er det den slags bog jeg ville have læst på en dag, men skilsmissen har korrumperet mig, i samarbejde med de sociale medier, og jeg er alt for let at distrahere. Jeg vil også gerne distraheres, det er så en helt anden snak, men i gamle dage ville en bog have været adspredelse nok.

Endnu en Katherine, handler om Colin. Han er erklæret vidunderbarn, men ikke et geni, og det virker som om det med alderen er blevet mere en byrde for ham, end en gave. For selv om han kan lære alting meget nemt og hurtigt, så finder han ikke på noget nyt. Han er ikke et geni. I tråd med hans evne for gentagelser, har han datet 19 piger der hed Katherine. Og de har allesammen droppet ham. Det prøver han at lave en matematisk formel over, sådan at han vil kunne forudsige fremtiden for et forhold. Det er selvsagt ikke helt nemt.

Colins bedste (eneste) ven hedder Hassan. Sammen tager de afsted på en impulsiv roadtrip, da de får sommerferie og Kathrine nr. 19 lige har droppet Colin. Drengene ender i Gutshot,  Tennessee, hvor de møder Lindsey og ender med at flytte ind hos hende og hendes mor i et kæmpe lyserødt sydstats palæ. De får et arbejde af Lindseys mor, med at lave lydoptagelser af de lokale folks historier, og samtidig folder Colins egen historie sig ud. Der er naturligvis mere i vente for Colin, drama, romantik og en masse Eureka! øjeblikke.

Det er en fantastisk dejlig roman, om at være ung og søgende. Hvem er jeg, hvad kan jeg og hvilket mærke skal og vil jeg sætte på verden? Det er ikke lige sådan at svare på. Men John Green kan skrive de her romaner, sådan at vi andre gamle fjolser kan huske og mærke fuldstændig hvordan det var, at være dér. Og jeg for min del ånder virkelig lettet op over ikke at være der mere. 

Udgivet i Anmeldelser | Skriv en kommentar

Copenhagen Comics – giveaway

Jeg er meget glad for tegneserier. I mange år, som barn, var det alt jeg læste og jeg har alligevel siden læst alle de fancyfine klassikere og tykke “rigtige” bøger, så jeg slår gerne et slag for tegneserien som en åbning til generel læseglæde. At man begraver sig selv i seriealbum er ikke det samme som at man aldrig får læst andet. Tvært imod. Så lad endelig dit evt. læsetrætte barn muntre sig med illustrerede værker.

Først var det Anders And. Og min fars komplette samling af Asterix, som han har samlet siden han selv var barn. Jeg har stort set alt min omfangsrige historiske viden fra dem og fra Jumbobøger. Så opdagede jeg biblioteket og så var der Tintin, Gammelpot, Nofret, Smølferne, Garfield, Steen og Stoffer og alt muligt andet.

Jeg læser ikke så mange tegneserier mere, men for et års tid siden fik jeg da nye venner i Adventure Time, som du måske kender fra tv? Nå, men jeg købte tegneseriehæfterne og de er pragtfulde! Det der så er sket nu, er at tre af tegnerne fra Adventure Time, kommer til Copenhagen Comics. Som er en weekend om tegneserier, i starten af juni, i København. Jeg synes, du skal læse mere om den her. I år bliver festivalen federe end nogensinde før, og der er rigtig mange gode indslag og sjove aktiviteter for børn. Jeg tager mine med derud søndag.

Hvis du også har lyst til en sjov weekend, så kan du vinde den her! En voksen weekend-billet og to børne weekend-billetter. Du skal bare skrive en kommentar, så trækker jeg lod på et fuldstændig vilkårligt tidspunkt, når jeg lige kommer i tanke om det. Men i hvert fald i god tid inden d. 6.-7. juni.

Udgivet i Give away | Tagget , | 12 kommentarer

Kærlig hilsen Anna

Midt i dér hvor jeg troede, jeg skulle dø af sorg, sendte Anna og Rosinante mig hendes nye bog. Og jeg læste den, eller dvs. jeg læste de første to historier og så græd jeg så meget at jeg var nødt til at lægge bogen væk, med forsiden nedad, midt i en stak af andre bøger, så den ikke lå der og kiggede på mig. Så ordene ikke uforvarende kom ud efter mig. Lidt som jeg gjorde med Stephen Kings bøger omkring sengetid, da jeg var 13.

 Jeg har mødt Anna et par gange, og jeg kan virkelig godt lide hende. Meget rolig og sympatisk. Og sådan er hendes bøger også. Ærlige og nede på jorden. Jeg læste den hun skrev om at være introvert, og den havde afgørende betydning for min accept af visse dele af min natur. Pludselig gav det også mening at jeg er meget mere udadvendt på skrift.

Nå. Men i Kærlig hilsen Anna modtager Anna breve fra virkelige mennesker, med virkelige problemer. De første historier, der i den grad hylede mig ud af den, handler naturligvis om noget jeg lige kunne relatere til – parforhold, skilsmisse, overvejelser. Og Annas råd er kloge og empatiske. Det er de hele vejen igennem bogen. 

Omkring sorg, alder, døden. Om at acceptere sig selv og flere andre store spørgsmål. Det er svar der udspringer af stor livserfaring og de er meget personlige, men ikke desto mindre fuldt ud anvendelige. Annas tanker og råd er også fulde af humor og varme, det er langt fra den rene elendighed det hele. At læse Annas svar er lidt ligesom at få en krammer. Eller, jeg vil jo helst ikke krammes af fremmede. Men så et skulderklap da. En mental hånd i ryggen.  Jeg kunne gennemfotografere hele bogen for kloge citater. Men jeg vælger dette, fordi det minder mig om min egen ord-krykke, som jeg har fået af Hemingway: the world breaks everyone. And afterwards many are strong at the broken places.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , | Skriv en kommentar

Nye tider

Nå. Men lever du så endnu, eller hvad Julie? Hvordan går det overhovedet? Er du færdig med at blogge??

Ja. Jeg lever. Jeg er ikke færdig med at blogge. Og det går … okay. Det går faktisk meget godt. Alle jer, med jeres snak om “den anden side” og “giv det tid” osv, havde naturligvis ret. Hvor er det dog irriterende, hva? Når de andre har ret. Men jeg er nu alligevel glad nok for, at I havde ret. Det ER nemmere nu. Jeg troede, jeg skulle dø i det meste af februar og marts, men i løbet af april skete der bare en ændring. Ikke uden på, men inden i. Jeg fandt mig selv igen, midt i alt det nye. Jeg accepterede visse ting. Jeg slugte nogle flere kameler. Jeg genfandt min ro og det meste af min benhårdhed. Og også nogle nye sider af mig selv, som om muligt er endnu mere benhårde. Jeg prøver at tøjle dem lidt, for jeg vil godt stadig være naiv og godtroende og optimistisk også.

Og nu er det maj. Solen skinner, alt er grønt. Jeg har lagt lån om og lagt nyt budget og det viser sig, at jeg godt kan blive boende. Det gav virkelig meget ro på, for mit hjem er meget vigtigt for mig. Kristoffer er så i gang med at købe en lejlighed, så forhåbentlig falder alting snart endeligt på plads. Pigerne er okay, men der har heller ikke været de store ændringer i deres hverdag endnu. Vi må se hvordan det går, men de har vænnet sig til at tale om emnet og de virker ikke ulykkelige.

Og når det så starter – det 7/7 – så skal jeg fylde det tomrum. Jeg skal lave flere ting med mine gode gamle venner, og jeg skal lave nye ting, med mine nye venner. Og jeg skal date. Jo. Det skal jeg. Jeg har været seriemonogam siden jeg var 17, og det har passet mig fint. Men nu skal jeg noget andet. Jeg har fået mine børn, jeg har lige præcis det liv, jeg altid gerne har villet have og det var ikke 100% min beslutning at rykke tilbage til start. Men når jeg nu er blevet skubbet ud på det dybe, så vil jeg altså også have lov at more mig.

Først syntes jeg det var en meget skræmmende tanke. Og det synes jeg sådan set også stadigvæk, for jeg magter ikke rigtig det der “marked”. Men fordi jeg jo er den jeg er, så går jeg metodisk til værks og betragter det lidt som en research proces. Og jeg må indrømme, jeg vil h e l t vildt gerne skrive om det – det bliver SÅ sjovt!

Jeg skal bare forsøge at undgå Gakkerne, som jeg ellers har moret mig vældig med at læse om, ovre hos AmarOrama. Tag dig tiden til at læse hele Gakkoteket - det er uhyggeligt og helt utroligt underholdende. Og enormt god timing for mig, så jeg lige kan lære at styre uden om de typer.

PS. Der er også et soundtrack til de nye tider:

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | 9 kommentarer

Alt det lys vi ikke ser

Det er lykkedes mig at læse en bog. Noget er vendt de sidste 2-3 uger, igen. Det er åbenbart en meget omskiftelig proces jeg er midt i, og nu er jeg mindre forrykt, hvilket er befriende, for at sige det lige ud. Så pludselig kunne jeg koncentrere mig igen. Måske handler det også om lige at falde over den rette bog, der fænger på den rette måde og ikke er for svær, men stadig er lækker at læse. Ligesom en gammel veninde, der engang var sygemeldt med stress, og intet kunne samle sig om, før hun pludselig læste Twilight. Så man skal nok være heldig at falde over den rigtige bog. Jeg var dobbelt heldig, for jeg fik den tilsendt af Politikens forlag, og jeg ved ikke hvor glade de er for sig selv derinde, men nu kan de så påføre skilsmisse-læse-krise-forløsere til deres cv.

Bogen hedder Alt det lys vi ikke ser. Den handler om Marie-Laure, en fransk pige der mister synes som 6 årig, og vokser op i Paris sammen med sin far. Han er låsesmed på et museum og kan bygge finurlige æsker og mystiske låse, der gemmer på mange skatte. Den anden hovedperson er Werner, en forældreløs tysk dreng, hvis opvækst på børnehjemmet vi også følger. Werner opdager tidligt sit talent for teknik, han kan bygge radioer ud af stort set ingenting. Mens de to børn vokser op, nærmer 2. verdenskrig sig hastigt. Og man læser og læser og tænker, hvornår mødes de to? Det kan ske hvert øjeblik, i det sønderbombede Saint-Malo.

Bogen er skrevet med ret korte kapitler, som måske også er det der gjorde det nemmere for mig at koncentrere mig igen? Det er konstant fristende liiige at tage et til, for hvad sker der mon nu? Og så er sproget noget af det smukkeste jeg har læst længe. Virkelig lækkert. Der er flere sætninger jeg læser igen, og bladrer tilbage og læser igen. Det er utroligt hvad nogen kan med de der 28 bogstaver. Ren magi.

I går sad jeg så her. I afslappet rundbordssamtale med forfatteren, Anthony Doerr. Det var super hyggeligt, og jeg er glad for de andre kloge bloggere, som var bedre til at stille spørgsmål, med deres journalistbaggrunde. Jeg var mere sådan – den er fantastisk, jeg vil låne den ud til alle. Og så er det bare altid interessant at høre et passioneret menneske tale om sin motivation, og sine tanker med det han nu har bedrevet. Det tog Anthony 10 år at skrive den her bog, dels pga den omfattende research, dels pga det følelsesmæssigt hårde ved at skrive om 2. verdenskrig og de ulykkelige ting der skete dengang. Han skrev to andre bøger ind i mellem, i løbet af de 10 år. Det kræver noget arbejdsdisciplin, at blive ved på den måde. Meget imponerende. Men så kom der jo også det her fantastiske værk ud af det.

Så, hvis du mod alle odds kun skal læse en bog i år, så tag den her. Det tror jeg du bliver glad for.

Udgivet i Anmeldelser, Hverdagsliv | Tagget , , | 3 kommentarer

Vind Schleich dyr

For længe siden lovede jeg at gøre opmærksom på en konkurrence. Den går ud på at dine børn laver en video med Schleich dyr og kan vinde endnu flere dyr!

Vi er meget store fans af de lækre dyr hjemme hos os, og vi er endnu ikke blevet for gamle. Da vi holdt påskeferie på Fyn blev de fundet frem igen og jeg forsøgte virkelig at få de børn til at lave en film og deltage i konkurrencen, men de baryler ville hellere lege. Med de store piger er det især hestene der hitter, men Agnes bruger stadig alle dyrene.

  

Og det er derfor jeg siger ja til at reklamere for den slags her. Det er virkelig en af de bedre investeringer vi har foretaget os, i løbet af de sidste 12 år med børn. Men lave en færdig video lykkedes det mig altså ikke at få dem til. Bedre held til dig – der kan vindes for 2000 kr. dyr og det er da alligevel en del.

Og det er en sjov konkurrence, hvis dine børn ellers er mere motiverede end mine. Du kan læse samtlige konkurrencebetingelser HER og så ved I jo nok, hvad I skal lave i weekenden. For konkurrencen slutter d. 20.4.

Det handler om at lave en stop motion video med dyrene, og du kan se en masse gode eksempler fra andre deltagere HER.

 

 

 

 

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

Bagud

Endnu en skilsmisse konsekvens. Manglende overblik. Svingende overskud.

Nogle dage er fantastiske og fyldt med omsorgsfulde venner og forventninger om en lys og god fremtid, hvor alt falder på plads og jeg bliver okay igen. De dage har jeg den særeste følelse af at vente på noget, som har ventet længe på mig. Noget godt.

Andre dage er absolut ikke fantastiske. De er fyldt med tvivl og sorg og tab og andre ord der får mig til at græde bare ved at læse dem. De dage er jeg handlingslammet og forvirret og leder efter svar, der ikke findes. De dage sender jeg overdrevent følelsesladede beskeder via messenger til alle mine livliner og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skulle komme igennem dette med bare en smule fornuft i behold, uden de mennesker. Det er rørende, som folk er der for en, når man bare beder om hjælp.

Men der er også sms’er jeg ikke får svaret på. Undskyld. Og mails jeg ikke får svaret på. Undskyld. Og halve aftaler jeg ikke får fulgt op på. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst. Der er bare hele tiden noget der falder til jorden. Timeregnskabet til BF. At ringe til banken. Min tandlæge, hvis mails bliver tiltagende truende. Indtastning af gas og el forbrug. Det årlige kontaktlinsetjek, som jeg syltede så længe at jeg fik en reprimande af den unge optiker, da jeg endelig mødte op.

Det er jo vigtigt! Sagde han. Og dine øjne ser lidt røde ud! Det er nok fordi jeg har grædt hele morgnen pga min skilsmisse. Sagde jeg så. …ja, det er nok derfor. Sagde han. Og så talte vi ikke mere om det.

Og bøgerne. I flere mdr har jeg dårligt kunne koncentrere mig om at læse ordentligt. Jeg starter på den ene bog efter den anden og kan lide den og kan så ikke samle tankerne. Så jeg er virkelig bagud med det. Og i et anfald af idioti/jubeloptimisme tog jeg dem alle med til Fyn, på fire dages ferie. Og jeg ER rent faktisk blevet færdig med en!

Så mangler jeg kun 19.

juliesbøger

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | En kommentar

hrmpf

Egentlig har jeg jo levet hele mit liv på sådan en måde, som jeg troede kunne forhindre at jeg havnede præcis hvor jeg er nu. Jeg havde blikket fikseret på mållinien.

Fornuftig og rolig og rummelig og fleksibel og afslappet og uden mange krav. Realistisk, bevidst og med åbne øjne. Kærlig og ærlig og alt det.

Men det er åbenbart ingen garanti for noget, at man gør sit bedste og opfører sig ordentligt. Det vidste vi jo nok godt. Der er ingen garantier.

Men hvad så nu? Skal jeg gå amok i tøjlesløs opførsel og degenereret livsstil? Stille uhyrlige krav til alt og alle og lade den neurotiske bibliotekar tage over? Det kunne være underholdende. I et stykke tid.

Disse hvide vægge er helt nye for mig. En ny begyndelse, en åben slutning.

From time to time the tables turn
You cross a line, get your fingers burned
Suddenly is a new situation
From day to day, dot to dot
To case to case ’til the cord is cut
Suddenly is a new situation

Everybody wants to believe
They hold the ticket to the train to the Promised Land
Everybody wants to believe it ain’t no lie
One day I woke from a dream
On a rocket coming back from another planet
Don’t think I’m ever gonna understand why

Nothing is what it used to be
These white walls are all new to me
Time is the doctor and I’m his patient
I don’t know what he’s done to me
A gentle push or brain surgery
It’s gonna take some imagination
This new situation

From A to Z, through and through
The destiny I thought I knew
Suddenly is an open ending
I learnt the tricks, I did the time
My eyes a-fixed on the finishing line
All it is is a new beginning

Everybody dreams of a happy ever after
And gold at the rainbows end
Everybody wants to believe it ain’t no lie
Everybody wants the machine
To run faster and faster, out of hand
I don’t think I’m ever gonna understand why

Nothing is what it used to be
These white walls are all new to me
Time is the doctor and I’m his patient
I don’t know what he’s done to me
A gentle push or brain surgery
It’s gonna take some imagination
This new situation
Oh yeah
Oh

Nothing is what it used to be
These four walls are all new to me
Time is the doctor and I’m his patient
I don’t know what he’s done to me
A gentle push or brain surgery
It’s gonna take some imagination

Nothing is what it used to be
These white walls are all new to me
Time is the doctor and we’re his patients
I don’t know what he’ll do to us
But things will change, yeah, I know that much
It’s gonna take some imagination
This new situation

 

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | 2 kommentarer

Sons of Anarchy

I starten af min skilsmisse var der nogen der fortalte mig, at prisen for et tæskehold er helt nede i 5000 kr, i Kbh nu. Jeg ved ikke om det skyldes at den finansielle krise er ved at være ovre, eller hvad, men det virker da som en fair pris?

Under alle omstændigheder er det så heldigvis ikke der vi er, med den her skilsmisse. Den går stadig i ro og mag, med sporadiske panikanfald over den uvisse fremtid på begge sider. Men så snakker vi om det og er gode venner og så går det over igen. Det værste er faktisk enkelte andre mennesker, som tilsyneladende har en forestilling om, at alle skilsmisser skal være konfliktfyldte og en krig mellem parterne, og som nærmest prøver at overtale os til at blive uvenner. Hold dog op med det. Tænk på børnene. Selv borger.dk antager at folk hader hinanden når de skal skilles, og jeg fik et regulært angstanfald en dag på job, da jeg gik ind på den side for at læse noget om ekstra børnepenge. Hele sprogtonen var så baseret på konflikt at jeg ikke kunne trække vejret og måtte spise rigtig mange m&m´s før det ikke længere sortnede for mine øjne.

Nå, men jeg har svært ved at koncentrere mig om at læse. Så jeg ser serier. Jeg har set de første to sæsoner af New Girl i loop siden november, og nu er sæson tre lige kommet på netflix sidste onsdag, så den har jeg set… to gange nu. Jeg er også gået i gang med Breaking bad igen og så var jeg så heldig at modtage et anmelder eksemplar af de samlede sæsoner af Sons of Anarchy.

Sons of Anarchy handler om en nydelig ung mand, der qua sine problematiske familieforhold roder sig ud i en masse snavs. Han er søn af en enlig mor, suk, og muligvis pga det manglende faderbillede søger han tryghed og fællesskab i sin fars gamle motorcykelklub. Desværre er det en samling skidte fyre, der roder sig ud i diverse kriminelle aktiviteter og Jax har svært ved at sige fra overfor det massive gruppepres. Mulle vil gerne være med i hulen.

Jax drømmer om at gøre klubben lovlig, sådan som hans far oprindeligt ønskede det, men det er ikke sådan lige. Der er masser af hemmeligheder og stort set ligeså mange intriger som i en gruppe af 14 årige piger. Det lykkes også Jax at gøre en narkoman gravid og pludselig er han enlig far og roder sig samtidig ud i noget med en ekskæreste. Vi andre lever relativt ukomplicerede liv, jeg siger det bare. Det er altid rart med lidt perspektiv.

Herfra tager det så fart, henover syv vældigt underholdende og nervepirrende sæsoner. Der er både politi og rivaliserende bander efter vores lille flok, og selv om man i princippet burde bede dem alle om at blive klippet og få sig et ordentligt arbejde, så ender man jo alligevel med at fatte sympati for nogen af dem, og håbe at det går dem godt. Det er ikke altid så entydigt hvem der er skurken. Heller ikke ude i virkeligheden.

Sons of Anarchy er skabt af en fyr der hedder Kurt Sutter og gik fra 2008-2014. Jeg synes den er værd at se. Overbevisende skuespil, spændende plot og generelt god underholdning. Det er det, de unge vil have.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | En kommentar

Skilsmisse lektion 2, soundtracket

På trods af at Tina Dickow har skrevet en sang om stort set hver eneste følelse jeg nogensinde har haft, så er det fysisk umuligt for mig at lytte til hende når jeg er rigtig ked af det. Det kommer for tæt på. I det hele taget er der meget musik jeg ikke kan tåle i disse uger (mdr) for så krakelerer alt det jeg holder så hårdt sammen på. Og det har jeg ikke altid tid til. Eller rum til. Måske kommer der en tid til at falde fra hinanden og gå i spåner og hyle mod månen, men den tid er ikke lige nu. Fordi undertrykte følelser er mega konstruktivt.

Så jeg lytter til The National, for energien og selvironien og dramaet.
Og ellers, må jeg med skam erkende, bliver det til rigtig meget underlødig popmusik der kan danses til og som for det meste er noget mine børn introducerer mig til. Jeg prøver stadig at Shake det off. Og jeg ser ret meget New Girl og tænker, at hvis jeg ikke havde to børn, ville jeg gerne have tre drengevenner og bo sammen med dem.

(null)
Så ja. Skilsmissens underlødige soundtrack. Lad mig endelig vide, hvis du har det ideelle nummer at tilføje til listen… Og lad være med at tage sangene bogstaveligt, de er ikke, jeg gentager IKKE, en eksakt gengivelse af min situation. Det er bare sange.

Og så de her to, for ikke at dø helt af selvmedlidenhed:

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | 21 kommentarer