Hvis du var i tvivl om tiden gik…

Før:


Nu:

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | 5 kommentarer

En tur i skoven, af Bill Bryson

Der var så meget snak om Bill Bryson og hans En kort historie om næsten alt, for noget tid siden, men jeg fik den aldrig læst.

Derfor slog jeg til, da jeg blev tilbudt et anmelder eksemplar af hans En tur i skoven, som C&K forlag udgiver i deres lækre serie Rejsebiblioteket. Rejsebiblioteket består af anderledes rejseskildringer, som er både velskrevne og underholdende og præsenterer forskellige dele af vores fascinerende verden på en personlig og grundig måde. Jeg er ikke den store globetrotter selv, men jeg elsker at læse om folk der fortaber sig i naturen, og i sidste ende måske også finder sig selv dér.

En tur i skoven handler om Bill, og det år han brugte på at forberede sig og vandre på Appalacherruten i USA. Den kan du læse en masse om her, men kort fortalt er det en meget lang vandrerute, gennem skove og bjerge og flere stater. Det krævede selvsagt en del forberedelse og en masse overvejelser om bjørne, vejret og uciviliserede bønder med hang til hjemmebrændt og mord.

Det er ikke fordi det er højspændt action på den måde. To midaldrende mænd i dårlig form giver sig til at gå… Men Bill Bryson skriver så godt og så morsomt, at jeg hurtigt blev fanget af bogen og endte med at sidde og grine højt flere gange.

Du VED det bliver en forrygende læseoplevelse, når der allerede på side 11 er sætningen”…forrykte bondeknolde destabiliseret af store mængder hjemmebrændt majswhisky og generationer af decideret ikke-bibelsk sex…”

Hvorfor gør man overhovedet den slags? Bill siger selv at han “… ville også gerne have lidt af den selvtillid, der indfinder sig, når man kan spejde ud mod fjerne horisonter med et granithårdt blik og med langsom, mandig stemme sige: ’Ja, jeg har skidt langt ude i skoven.’”

Det er en bog der henvender sig bredt. Alle med humor kan læse den, selv mænd. Og måske endda mænd der kun læser i sommerferien, for den er ikke ret lang og den handler om det mænd elsker, med at teste dem selv og gøre potentielt stupide ting, som at købe cykler til 30.000 kr. eller campere i bjerge med bjørne. Hvis du tager den med i sommerhus, kan du selv læse den først og så kan din mand og din far og din teenager nyde den bagefter.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , | 5 kommentarer

Autofiktion?

Der dufter af grill i forstaden. Af grill, og af hele, lykkelige familier der spiser veltilrettelagte måltider sammen. Nok har de sent fri fra arbejde, men de har også børn der både spiser grøntsager og op, mens de kigger på hinanden og smiler.

Jeg cykler alene hjem med to liter faxe kondi. Nogen har sat en tom guldølflaske på børnesædet bag på min cykel. Det er både oplagt og samtidig meget upassende.

I det mindste venter katten helt ude på kanten af altanen. Og der er kommet bogpakke fra Irland, meget eksotisk, men også hele tre lokalaviser, som om én ikke er rigeligt til en voksen, og jeg har ikke engang nogle gnavere eller undulater der skal have skiftet i buret.

Udgivet i Fiktion | Tagget | 3 kommentarer

Juhu, Louise?!

Du har 100% vundet! Send mig en mail på thejulesrules at gmail dot com. 

Du er allerede flere dage bagud! Make hast good woman!

Udgivet i Ikke kategoriseret | En kommentar

Nyt fra forfatteren bag Downton Abbey – vind vind vind!

I anledning af fredag er der nu en konkurrence, og jeg tænker den også bliver afgjort i aften, senest i morgen, for ellers kommer du for langt bagud med at nyde præmien.

Julian-Fellowes

Det du kan vinde er nemlig et online abonnement der startede i går! Til en ny historie af Julian Fellowes, som er forfatteren bag Downton Abbey. Hvis du er til den slags, lad os kalde det periodedramaer, så kan du nok også lide fx. Jane Austen, eller Fay Weldons trilogi Kærlighed og Arv. De er i hvert fald gode.

Du kan læse mere om Belgravia, som den nye roman hedder, på hjemmesiden her eller høre Julian fortælle lidt:

Og du kan også læse det første kapitel gratis LIGE her. Bagefter kan du så beslutte om du bare selv vil tegne abonnement, eller om du vil tilbage til mig og prøve at vinde et. På en skala fra 1-10 ligger mit fredagshumør omkring en 6´er, men der er jordbærkage på arbejde lige om lidt, så alt kan ske.

Det jeg siger er bare, at der ingen regler er og jeg kommer til at finde en vinder på en garanteret uretfærdig og helt lemfældig måde, som jeg ikke gider høre noget brok over bagefter. Du kan under ingen omstændigheder omsætte noget som helst til kontanter heller. Konkurrencen er sponsoreret af Politikens forlag, som senere på året også vil udgive Belgravia i fysisk form. Abonnementet omfatter BÅDE e-bog og lydbog, så det bliver ikke meget bedre. Der bliver udgivet et afsnit om dagen, i god Dickens´k tradition, så der er også et cliffhanger-element!

Både e-bogsudgaven og facebooksiden rummer ekstra tekst- og billedmateriale, så du som læser kan udforske, udvide og udbygge din oplevelse af den historiske periode såvel som de fiktive personer, Fellowes har befolket Belgravia med. Den del er jeg også lidt spændt på. Det kan blive rigtig godt.

Så. #fredagsbog lige i indbakken. Det bliver ikke meget nemmere. Skriv en kommentar, hvis du vil være med.

Udgivet i Fagligt, Give away | Tagget , , | 15 kommentarer

Jubilæum

Jeg læste denne her for nogle uger siden, og var voldsomt imponeret. Det er Lottes skønlitterære debut og jeg fik bogen, fordi vi er venner på facebook. Og dang det er jeg glad for! Jeg tror, det her bliver noget af det bedste jeg overhovedet kommer til at læse i år, og der er allerede så meget godt derude, så det siger ikke så lidt.

Lottes noveller kredser om hverdagslivet og der hvor det går over i noget voldsomt. Brud, sorg, tab, død og alt det der sker hele tiden. Det minder mig om, hvor skrøbeligt livet er, hvor nemt man kan miste det der betyder noget, hvad enten man passer på det eller ej. Det er som om der også er et tema omkring fædre. Fædre der går, der kommer, som under alle omstændigheder har stor betydning.

Og det er hård læsning. Historierne sætter sig i en, og bliver siddende, så jeg kunne ikke læse mere end en eller to om dagen, så meget fyldte de. Jeg læste den i en uge hvor børnene ikke var her, så jeg tog en til morgenmad og en om eftermiddagen. Hårdt ja, men også godt. Så velskrevet og ikke deprimerende. Der er også håb. Og jeg elsker når folk skriver på den her stramme måde, med så meget mellem linierne. Man skal høre efter og tænke selv, man får ikke det hele udpenslet.

Jubilæum har fået rigtig gode anmeldelser. Bl.a. på Litteratursiden, Politiken, Berlingske, og fem stjerner i Alt for damerne. Det hele er totalt velfortjent. Du kan læse mere om Lotte på hendes egen blog her.

Min varmeste anbefaling får Jubilæum også. Den passer ind i det vi godt kan lide – en velskrevet, klog og tankevækkende bog, der samtidig er overskuelig og kan læses i en travl hverdag. Jeg elsker noveller.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , | En kommentar

Sidste nyt fra Vestegnen (næsten)

Ahreemm. Host. Man skal rømme sig godt, før man går i gang her. Helt ubrugt blogstemme, tør og rusten. Jamen hvad i alverden foretager du dig, Julie? Joeh, du ved. Går på arbejde, slapper af. Læser bøger, laver mad. Går ud, er hjemme. Den slags. Sidder i juryer og kommer i radioen 😀

Nårh ja, og har sat mit hjem til salg. Jeg synes bare, det var på tide. Nu er alle landet okay efter den skilsmisse, og nu vil jeg også videre. Jeg vil bo billigere og jeg vil have en vicevært. Børn er store, jeg arbejder mere, også med alt det ved siden af mit betalte fuldtidsjob, og jeg får ikke klippet hæk og slået græs. Vi tænker; en andel tættere på deres far vil være rart. Alt det samarbejde fungerer forbilledligt, og de store børn vil have glæde af at kunne rende selv. Hvis du, eller nogen du kender, vil købe – så er den her; verdens hyggeligste lejlighed!

Agnes har været til afdansningsbal. Klara har været i Berlin. Jeg har været på bodegaen Støvlen. Ja, der er en første gang for alt.

Nårh, det med radioen? Det skete i forgårs. Jeg sad helt roligt og passede mit arbejde og så ringede min tlf med et ukendt nr. Jeg er ellers ikke meget for at tage den, jeg mener, send dog en sms som normale mennesker gør! Hvad skal alt det ringeri til for, det er jo ikke 1992 det her. Men nu havde jeg jo set den ringe og det var min arbejdstlf. og så var jeg måske lidt nødt til at tage den. Det var så P1. De havde fået mig anbefalet af en af mine (4) yndlingsforskere på børnelitteraturområdet, om jeg ville komme og sige noget om bøger? Først tænkte jeg NEJ. Men så tænkte jeg, årh for schattan da… man må ikke sige nej, når skæbnen ringer. Og Steffen Brandt siger selv man skal tage imod de danse livet byder en op til. Og der var også det med, da jeg var lille nørdeJulie tilbage i 80´erne, da tænkte jeg, at når jeg blev voksen ville jeg være den der ekspert inde i tv-avisen som de hentede ind når de skulle bruge nogen der vidste noget om ting! Og sådan som tv-avisen har udviklet sig, så er P1 næsten sejere. Nu. Så det gjorde jeg, næsten uden at sige det til nogen, for jeg tænkte 1) jeg dør hvis folk lytter og 2) jeg får sikkert på min egen konkluderende facon sagt alt muligt der er helt forrykt. Men det gik okay. Jeg har selv hørt det, og jeg døde ikke. Så I må også godt høre det. Her. Tryk på 15.34, med det om Meg Rosoff.

Jeg synes faktisk det var ret sjovt. Nu vil jeg gerne lave podcasts og invitere folk i studiet.

Udgivet i Fagligt, Hverdagsliv | Tagget , , | 3 kommentarer

Skriveterapi, af Annette Aggerbeck

Jeg har gået og læst lidt ved siden af. Jeg kan sjældent sætte mig ned og læse en fagbog fra ende til anden, men jeg kan godt lide at læse lidt her og der.

Senest har jeg fornøjet mig med denne her.

Jeg synes den er interessant fordi jeg altid har skrevet, og fordi det mange gange har hjulpet mig til at få styr på ting og give slip på ting. Det er som om det åbenlyse først bliver helt tydeligt, når jeg skriver det ned, nogen gange.

Jeg startede med dagbøger da jeg var omkring 10 år gammel, helt traditionelt med hvad jeg lavede og hvad der skete og det fortsatte til langt op i 20´erne. Så kom bloggen. Ud over det åbenlyse med at huske, hvad der skete og hvordan det var da pigerne var små, har det også været en måde at overveje ting på. Og nu er jeg tilbage i papirdagbogen. Ja, jeg er bloggen utro. Det sidste års tid har i den grad fordret et rum til egne tanker og overvejelser og det HAR gjort en kæmpe forskel, i flere tilfælde, at jeg har skrevet noget ned og læst det igen senere og fået øje på det åbenlyse og genovervejet alle de forvirrende dele.

Forfatteren til Skriveterapi, Annette Aggerbeck, er uddannet psykoterapeut med speciale i skriveterapi og anbefaler det til en række forskellige områder, fx stress, vægttab, selvværdsproblemer og sorg.

At føre en dagbog er som at have en fortrolig der tager del i alle aspekter af ens liv, og som aldrig afbryder. Din dagbog rummer det hele, også når du er totalt urimelig. Din dagbog dømmer ikke. Og i følge Annette Aggerbeck kan den også hjælpe dig til at tackle dine problemer og finde løsninger, få en klarere følelse af mål og mening med dit liv, samt bryde uhensigtsmæssige vaner. Og der kan jeg kun være enig. Mange ting bliver meget meget tydelige når du skriver dem ned.

Jeg begyndte at skrive dagbog fordi min mor fortalte mig, at hun havde skrevet, men at hun senere brændte dem, fordi de var så pinlige. Mine er 60.000 % pinlige. Men jeg ville aldrig brænde dem. Forskerne får jo for det første brug for dem, når jeg bliver berømt en dag. Og mine døtre må arve dem og læse dem og krumme deres tæer og genkende sig selv helt vildt meget i det hele, når de bliver voksne damer.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , | Skriv en kommentar

Den her sommer, af Jillian Tamaki og Mariko Tamaki

Det bedste med bøger er, når man ind i mellem falder over noget der simpelthen er magisk. Hvor læsningen tager en med et sted hen, hvor man måske har været før, eller nogen gange et sted hvor man aldrig har været før, men pludselig føles det virkeligt. Sådan en oplevelse havde jeg med den her

Det er en stille og rolig fortælling om pigen Rose og hendes sommer. På en måde er sommeren, som den altid er – hun er ved Awago beach i sommerhuset med sine forældre og hun hænger ud med veninden Windy, som er lidt yngre og måske er den søster Rose aldrig fik. Så langt så godt. Men den her sommer er også helt anderledes. Puberteten lurer lige om hjørnet, Rose og Windy snakker om babser og drenge og vil hellere se splatterfilm end tegnefilm. Så ja, det er stille og roligt fortalt, men det er samtidig et af de helt store dramaer, overgangen fra pige til en lille smule voksen. Fascinationen af og angsten for alt det nye.

Samtidig er der knas mellem Roses forældre og hun kan ikke helt regne ud, hvad det handler om. De voksne fortæller ingenting, og det er så meget værre, end hvis de bare var ærlige og snakkede om hvad der er galt. Det underliggende voksendrama øger følelsen af Roses eget drama, fordi man får fornemmelsen af, at hvis hun rodede sig ud i noget lige om lidt, på næste side, hvad hun meget vel kunne, så ville der ikke være nogen voksne der så det og havde tid til at hjælpe.

De blå/sort-hvide illustrationer er fantastiske og meget smukke og alt i alt bliver der skabt et univers jeg levede mig helt ind i og som mindede mig om mine egne meget lange somre som barn, uden planer og med masser at tænke over.

Læs den hvis du også var vild med Pssst! af Katrine Clante og Anette Herzog. Eller hvis du bare godt kan lide smukke historier, der  vækker eftertanke. Du kan også give den til din 12 årige og skynde dig væk uden at sige noget.

 

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Valentinsdag, pfft!

Jeg har brugt dagen på at arbejde og være lidt syg. Meget syg, måske er det mandeinfluenza egentlig. Og min soulmate lavede mig et hjertespækket kærestebrev, løb ned i postkassen med det, kom op, løb ned igen og hentede det og overrakte mig det meget højtideligt, mens jeg lå på sofaen og havde ondt af mig selv. Plus hun gav mig sine to sidste maoam karameller. Hendes storesøster har klogt nok forladt den synkende skude og holder vinterferie hos sin farmor, men mini-soulmate ville ikke med. Hun plejede ellers nok at kunne sove ude, men skilsmisse har rodet lidt med det. Og jeg er ikke den der siger nej til ekstra tid i ske med hende.

Nu er Valentinsdag gudskelov snart ovre og man kan måske åbne fb igen uden at få flimren for øjnene af folks overromantiske liv og alle deres parmiddage og kort og blomster og kærlighed der varer for fucking evigt. Heldigvis bragte en af mine yndlings-Marier balance i tingene med denne statusopdatering: “Valentinsdag er snart ovre. Og jeg har ikke fået tilsendt et eneste dickpic!! Feministerne har vundet.”

Jeg tænker meget over, hvor skidt jeg havde det for et år siden. Februar var virkelig sej at komme igennem og helt hen i marts havde jeg det som om jeg skulle dø. Hele kontroltabet og bruddet og skulle alle flytte eller kun en og hvad med alle de andre unævnelige ting der foregik. Om ikke andet, er denne februar bedre. Men jeg synes stadig ikke jeg er i mål med noget som helst, mindst af alt mig selv. Der er stadig den uro, rastløshed. Jeg er stadig ikke særlig god til at være alene. Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver det, måske ligger det bare ikke til mig. Folk der har været her før mig, siger det tager to år. Jamen fint, jeg er da heller ikke spor gammel i forvejen, lad os endelig formøble to hele år i det her røvirriterende limbo.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | Skriv en kommentar