Min kæreste elskling, af Gabriel Tallent

Jeg får virkelig læst nogle gode bøger for tiden, og en af dem kommer her. Det er – som overskriften antyder – Min kæreste elskling, af Gabriel Tallent. Det er hans debutroman, selv om det har man helt ærligt svært ved at tro på, når man læser den. Den er perfekt.

Jeg var så heldig at møde Gabriel, ja, vi er på fornavn nu, til et arrangement hos forlaget Politiken. Her fortalte han om sit arbejde med at skrive bogen og om selve romanen. Og måske er det ikke så sært, at det ikke virker som en debutroman – han har brugt 8 år på at skrive den. Otte år. Hvor han angiveligt sad på gulvet i sin lejlighed, fordi han ikke havde et skrivebord, og drak for meget kaffe og skrev 30 timer om ugen, og skrev om. Og da han var næsten færdig, gik det op for ham, at hovedpersonen skulle være en helt anden. At historien var en helt anden. Først havde han skrevet en eller anden økokritikroman, med nogle unge fyre i hovedrollerne. Men en af dem havde en sær kæreste der hed Turtle. Og hun trængte sig på. Hendes historie var meget vigtigere at fortælle. Og så skrev Gabriel om.

Men hvordan kan en mand i start 30´erne overhovedet skrive om en 14 årig pige, så det virker troværdigt? Det kan han, fordi det er det litteratur går ud på. Vi sætter os i hinandens sted, vi trækker på de alment menneskelige følelser, vi lever andres liv. Og hvor ville det være fattigt, hvis man kun måtte skrive om det man selv var og kendte. Slut med fantasy og krimier, så. Med mindre Jussi virkelig myrder alle de damer…?

Nå. Men hovedpersonen er altså en pige på 14 år. Hun hedder Julia Alveston, men hun kalder sig selv Turtle, og hendes far, Martin, kalder hende Kibble (som betyder kattemad, og det kommer af at hun engang næsten blev spist af en bjergløve). Turtle er hård uden på, hun overlever. Hun er tålmodig, hun er grundig. Hun tager sig af ting, ordentligt. Hun pudser og plejer alle sine våben, hun bliver venner med to drenge og tager sig af dem, hun tager sig af Cayenne – en pige der dukker op senere i historien, og hun tager sig af naturen.

Til gengæld bliver der ikke rigtig ydet omsorg for Turtle. Hendes far er dominerende, karismatisk, voldelig, ikke helt rigtig i hovedet og ja, der er misbrug. De to bor alene i et hus der engang var pænt, men nu er i kraftigt forfald. Som det meste andet omkring Turtle. Huset er viklet ind i hvide roser og giftig efeu, alt er både smukt og grimt. Naturen er smuk og storslået og Turtle kender bjergene og skovene som sin egen baghave, hun er underligt fri, i sit fængsel. Og alt er grimt, volden, misbruget. Som en art Tornerose venter Turtle på redning, eller også må hun redde sig selv.

Det er en historie om modstand, om modstandskraft. Om hvordan vi alle sammen prøver at gøre det rigtige og leder efter måden at gøre det på. Det kan vi alle relatere til, også uden misbrugserfaringer.

Det er også historien om et sted i verden, der hastigt forsvinder. Den storslåede natur i Mendocino, Nord Californien. Om hvordan vi som mennesker føler en ret til naturen, ligesom Martin føler en ret til Turtle. Han er også en interessant karakter. Man hader ham, han er et falleret menneske, men dog stadig et menneske. Turtle elsker sin far, ligesom hun hader ham. De er uløseligt en del af hinanden, ligesom vi er en del af naturen. Martin hader kvinder og han hader Virginia Wolf så meget at han opkalder den giftige edderkop der bor i badeværelset efter hende. Men det er Turtle der har brug for sit eget værelse, og det hader han også. Men han lærer også Turtle meget om naturen, om overlevelse, om vold. Og at hun i sidste ender overlever ham, er muligvis kun muligt på grund af de ting han har lært hende.

Det er en barsk bog at læse, naturligvis, men det er fordi vi kerer os om hinanden. Det betyder noget for os, at Turtle har det hårdt, at Cayenne har det svært. Vi ser at mennesket er kompliceret og at de der sårer os, og andre, er ægte, komplicerede mennesker. Livet er indviklet, og det er derfor folk som Turtle ikke bare går. Det tager tid at vikle sig ud. Og man tilgiver Turtle, for det man måske ikke kan tilgive sig selv.

Hvis jeg havde et hjerte/stjerne system fik den 60.000 af dem.

Udgivet i Anmeldelser | Skriv en kommentar

Haim

Signe og jeg kl 19:

Århh kan vi ik bare blive hjemme og sidde med et tæppe over benene og bitche biblioteker? Vi eeer såååå trææætteeee.

Millenials læser i pitten. De vil ik tage det roligt.

Signe og jeg kl 22:

HAAAAAIMM!!!!!! IIIIHHHHHHHHHHHHHHHHH!! HVORFOR ER DE SÅ COOL?!?!!!!!? DET ER DEN FEDESTE KONCERT EVER!!! HVAD SIGER DU?? DE ER SÅÅÅ COOL! JEG ELSKER ALT! HVAD??? HVAD?? IIIHHHHH!!!!!

Især mellemsøsteren gjorde det for mig. Så sindssygt cool, ubesværet cool, og dygtig med sin guitar. Jeg blev lidt stolt. Piger kan alt. De kan godt blive rockstjerner også. Jeg har muligvis aldrig været lykkeligere.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En uge på en dag

Jeg stod op 6.30, afleverede Agnes kl 8. Var på arbejde 8.20, skrev og besvarede mails, skrev noter rent, rettede og sendte projektbeskrivelse. Spiste frokost, skrev flere ting. Cyklede så fra Brønshøj til Vesterbro og mødtes med Lisa. Brugte 20 min på Siden Sidst. Besøgte så forfatter, optog podcast, lo en del. Cyklede tilbage til Brønshøj og blev vist rundt i kommende plc som jeg skal have 15 t/ugen på en eller anden måde. Cyklede til Vanløse, tog metroen til Nørreport, spiste sushi, gik i bio med Emil og så Isle of Dogs. Forrygende. Tog bus hele vejen hjem. Kom i tanke om Agnes, som jeg så i morges, men som det føltes som om der var gået en hel uge siden jeg så sidst.

Hvis resten af ugen kommer til at føles lige så lang, så er vi i august på fredag og jeg gik glip af sommerferien.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Elly Griffiths, Pigen under jorden

Der er simpelthen sket det, at jeg har læst en krimi jeg rigtig godt kunne lide. Der drejer sig om Pigen under jorden, som er den første i en meget lang serie krimier om en arkæolog der hedder Ruth Galloway. Der er kommet ti, men nu er den første så blevet oversat til dansk.

Forfatteren bag hedder Elly Griffiths, som er et pseudonym for Domenicia de Rosa. Det er åbenbart meget udbredt at hvis man skriver krimier (eller erotisk litteratur) får man brug for et nyt navn. Jeg var så heldig at møde Elly i mandags, til reception for hendes nye bog på dansk, og hun mener selv at det måske skyldes at hendes rigtige navn lyder opdigtet og passer fint til de tidligere romaner hun har skrevet, men at til krimier var der brug for noget mindre romantisk og mere straight forward. Elly skrev sin første bog som 11 årig og har siden skrevet meget og fået en del udgivet. I skolen skrev hun også en del fanfiction om Starsky and Hutch, som desværre ikke er udgivet (endnu?), men ja, hun har altid villet være forfatter.

Og her kommer så Ruth. En pragtfuld antiheltinde, er en vrissen eneboer type, introvert og ejer af to katte. Hun er arkæolog, arbejder på et universitet og bor i sit lille bitte hus, alene ude ved marsken i Norfolk, med intet andet end himmel og hav i forhaven. Ruth lever på kanten, i mere end en forstand. Det lyder som himlen, i mine ører, og måske var det derfor jeg godt kunne lide Ruth med det samme. Her er ingen sassy journalist, ingen nysgerrig retfærdighedsrytter. Ruth vil gerne være i fred, men hun ved bare så meget om knogler, og derfor bliver hun rodet ind i en politiefterforskning, da man finder knoglerne af en lille pige ude i marsken, alt for tæt på Ruths hus. Efterforskeren,  Harry Nelson, som er lidt stereotyp – vranten, fåmælt og egenrådig, men trods alt ikke alkoholisk (tak) har i årevis ledt efter en lille pige der forsvandt midt om natten, fra sit soveværelse. Og nu er der pludselig forsvundet en lille pige mere.

Ruth og Harry er både et klassisk og et utraditionelt makkerpar, og jeg glæder mig virkelig meget til at lære dem bedre at kende i de næste bøger. Nr. 2 skulle eftersigende komme på dansk til sommer.

Der er også masser af vild natur, nordisk mytologi og skumle bi-personer. Jeg gættede hvem der havde gjort det, men det gør ikke noget, for det var stadig spændende hele vejen til sidste side.

Pigen under jorden udkom i fredags, d. 19.1., og du kan roligt stille dig i kø på biblioteket med det samme (eller købe den, det styrer du selv jo).

Udgivet i Anmeldelser | 4 kommentarer

Det jeg mister, af Line Fjordside

For et år siden, var der en som spurgte mig, hvad man skal læse når man er ved at blive skilt, og det skrev jeg lidt om her. For det samme år siden, var jeg helt ulykkelig og trist, og gav op på den måde, at jeg tænkte dating var noget crap. Folk forventer for meget og for lidt og vi er alle sammen underlige, tænkte jeg, og ingen er nogensinde det samme sted samtidig.

Tre uger efter det ville jeg rydde op i mine match´es på dating app og slette hele lortet, og så gik det jo hverken værre eller bedre, end at den rigtige ventede på det sidste match. Det man leder efter er bare ALTID det sidste sted man leder, som du jo nok ved. Og nu er alle glade. I nat drømte jeg, at min eks´s nye kæreste var gravid (og at han var faderen, som han udførligt forklarede mig, i drømmen …) og jeg blev så glad, for så kunne pigerne få en lillebror uden at det var til besvær for mig. Og det er nogenlunde der vi er i virkeligheden også. Alt er udramatisk, men ingen er gravide.

I mellemtiden, i det år, samlede jeg mig en skrivegruppe. Fordi jeg vil altid gerne skrive, og to fine damer jeg er kommet tættere på de sidste tre år skriver også meget, og den fjerde har jeg holdt meget af i mange år efterhånden, og hun tog orlov for at skrive. Så skal vi fandme også skrive, sagde jeg, og så var der møder med gin og enormt meget snak. Men folk har fået skrevet, nogen mere end andre. Line, som jeg har været bloggerveninde med i snart 10 år, var den første af os til at få sit udgivet. Line har altid skrevet så man kan mærke det helt inden i. Jeg elskede hendes blog, ja selv hendes fb statusopdateringer i vores lukkede gruppe, kan få en til at føle alle følelserne og mærke ting som om man var der selv. Og så blev det endelig til den her fine bog, i midten.

Det jeg mister, er en kort, stram roman om at miste sin mor og miste en mand man aldrig rigtig havde. En ung kvindes mor dør pludseligt og uventet, og kvinden er efterladt med sin sorg midt i en spirende forelskelse i en gift mand. Den der følelse af at være ved siden af sig selv, at observere ulykken mens man er midt i den, at føle alt i hele verden på en underlig følelsesløs måde. Ikke noget fransk, med at kaste med tallerkener og udleve sit drama. Bare det helt stille og rolige indre kaos. Det er så genkendeligt og de korte kapitler og rammende sætninger beskriver det helt utroligt præcist. Det lyder meget trist, og det er det jo i sagens natur også, men det er ikke en bog der gør en i dårligt humør. Der er masser af håb, en masse udvikling og man mærker vejen hen mod noget bedre.

Derfor synes jeg godt man kan læse den, hvis man selv er ved at blive skilt, har mistet nogen eller trænger til noget menneskelig varme og genkendelse.

Og hvis man allerede har læst Tine Høegs Nye rejsende, så ved man at Det jeg mister også er noget for en. Og når man så har læst de to, kan man tage Marie Louise Tüxens Jeg ser mig selv som rytmisk, der også er en fin, kort roman om en kvinde der prøver at finde sig selv gennem mænd, livet igennem. Det er en række nedslag i hovedpersonens liv, om hendes forhold til forskellige mænd og den måde de former hende på. Og det er også en bog om at komme sig over en skilsmisse, og den selvransagelse den slags udløser. Hvordan endte jeg her?? Jo, nu skal du høre …

Fælles for alle tre bøger er, at de er velskrevne, vækker eftertanke og kan læses på en eftermiddag.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , | 2 kommentarer

Nicole Boyle Rødtnes – tillykke indlæg!

50 bøger på 7-8 år, det er hvad Nicole Boyle Rødtnes har formået at udgive. Det kan man roligt kalde et fuldtidsjob, men oven i kommer skrive-workshops og foredrag for rigtig mange skoleklasser i hele landet. Når hun så samtidig formår at skrive underholdende, veldrejede og spændende bøger, i flere forskellige genrer og til flere forskellige målgrupper og med alle mulige forskellige sværhedsgrader, ja så begynder hun at blive en af børnebibliotekarens favoritter. Nicole gør mit job lettere.

Har du brug for letlæsning og går i ca. 2.-4. klasse? Jamen så kunne du prøve serien Zombiejæger, som er vildt populær blandt målgruppen – altså på det niveau at børn skriger når de ser Nicole og vil have hende til at skrive sit navn på deres arme og pander.

Er du lidt ældre og vil du hellere have noget action? Jamen så er der Superskurkeskolen, som er både spændende og underholdende og stadig let at læse – god for de der typer der går i 3.-6. kl. ca.

Eller skal det være endnu sjovere? Jamen så har Nicole skrevet det! Hvad med fx serien Freakshow, som er for alle der nogensinde følt sig anderledes? Har du nogensinde overvejet, om du var blevet forbyttet på hospitalet og havnet i den forkerte familie?
Så ved du, hvordan Norm har det. I en familie af stolte fjerdegenerationsfreaks er han den eneste normale.

Og så til teenagerne. Der er så mange gode at tage fat på, både fantasy og realistiske.

For alle der er i gang med at finde sig selv, og stiller store spørgsmål til livet har Nicole skrevet en række brilliante titler, som stadig er nemme at læse og fænger fra side et. Børnebibliotekaren elsker det! Det kombinerer kvalitet i indhold med tilgængelighed, og så er det pludselig nemmere at få nogle af de lidt modvillige læsere til at finde noget der fænger dem.

Hul i hovedet, XY, Ar fra mit glemte liv – alle er de værd at læse og vil være interessante for folk fra ca. 12 år og op der går og tænker over følelser og udfordringer. Titel nr. 50 er Udstillet, og handler om Ida og Oliver der har deltaget i realityprogrammet “Grænseløs”.
Nu er de hjemme igen og mens Oliver nyder kendis-livet, kæmper Ida med at være et kendt ansigt og hjemsøges af ting, der skete i programmet. Det er en aktuel problemstilling i dagens Danmark, hvor mange unge vil gå meget langt for en spændende oplevelse og muligheden for at blive kendt. Jeg glæder mig til at læse den.

Og titel nr. 51 er også lige på trapperne. Det bliver en venskabs/spøgelses historie der foregår i Grønland, hvor Nicole tog op med et skrivelegat for at gøre det så realistisk som det nu kan blive, med ånder. Genfærd handler om hvordan man kommer videre, når ens bedste ven har taget sit eget liv. Emilie ved det ikke. Hun er fanget i en spiral af sorg, skyld og savn. Og da hun skal på klasseudflugt til Grønland, begynder hun pludselig at se Thorbjørns genfærd … Nervepirrende!

Sidst, men ikke mindst, er der den netop afsluttede trilogi Ilttyv, som er en af mine favoritter i år. Fuld knald på action fra side et, der er både drama, venskab, følelser, intriger, folk der slås og skyder og sci fi agtige scener i en fremtid uden ilt, men stadig med skruppelløse magthavere, der vil gøre hvad som helst for at opretholde den verdensorden der tillader dem at gøre som de har lyst. Jeg var SÅ godt underholdt, og det antager jeg at alle fra ca. 12 år og op vil være. Det foregår i en dyster fremtid, hvor hvert åndedrag koster penge. Kun de rige har råd til kvalitetsilt, som den der fandtes før katastrofen. De fattige må nøjes med dårligere ilt, der langsomt gør dem syge. Troy og Shay kæmper for at overleve, men da Shay bliver fængslet under falske anklager og ikke har råd til at betale ilten i fængslet, bliver de begge tvunget ud i en livsfarlig alliance. Og så afdækker de komplotter og sande venner undervejs. Det ville gøre sig eminent som en Netflix serie!

Så ja, tillykke til Nicole. Keep up the good work, som de siger i Jylland. Vi er mange der regner med dig.

 

 

Udgivet i Anmeldelser, Fagligt | Skriv en kommentar

Bogforum 2017 – en opsummering.

Bogforum var fedt. Som det altid er. Udmattende, overvældende, for meget, og så så så fedt. Jeg var der på arbejde hele fredagen, holdt fri lørdag bortset fra en enkelt reception, og så på arbejde igen hele søndagen. Jeg kan godt lide at være på arbejde derude, det giver mig et formål, så jeg ikke bare trasker rundt og bliver overstimuleret af de mange indtryk.

Her er opgørelsen:

Illustrerede bøger/tegneserier: 13
Muleposer: 10
Kalender: 1
Julesanghæfte: 1
Bogmærker: 15
Signeret postkort fra Rainbow Rowell: 1
Blyanter: 3
Notesbøger: 2
Romaner: 21
Fagbøger: 2
Tidsskrifter/kataloger: 8
Slik: 3
Spil: 1
Rygskade: 1
Optrædender på scene: 2
Samtaler med forfattere: 7
Komplimenter fra Lord Jeffrey Archer: 1 (you danes are all so middleclass!)
Knus: utallige
Børn dirigeret rundt til Skolescener: 3000 ca
Mindeværdige citater: 1 (Adam Silvera sagde “life is a string of happy beginnings”).

Her er lidt uddybning.

Onsdag aften før Bogforum, var jeg så heldig at møde en gruppe inspirerende forfattere. Sarah Engell – igen – som jeg er stor fan af, og som er aktuel med endnu en vedkommende og velskrevet ungdomsbog (som i høj grad også kan læses af voksne). Valget handler om Xenia der stiller op for et politisk parti, og dermed bliver udfordret på alt hvad hun står for og hvem hun er. Xenia er en meget samvittighedsfuld ung kvinde, hun vil gerne redde verden – men er det bedst at gøre det med den brede pensel, politisk, eller skal man gøre det 1:1? Det bliver et meget virkelig dilemma for hende, da hun midt i spin og valgkamp står overfor en 7 årig pige, der er flygtet fra Syrien og ankommet til DK under skumle omstændigheder. Bogen er spændende og veksler mellem Xenias stemme og den lille piges indre stemme, der kommer til udtryk som en virkelighedsflugt, et eventyr, en samtale med Sinbad Søfareren, en meget realistisk måde for sådan et lille barn at holde den skræmmende virkelighed på afstand på. Oplagt julegave til dig selv, eller alle samfundsbevidste typer over 14 år.

Jacob og Anders, der står bag A.J. Kazinski var også spændende at lytte til, men jeg har ikke læst nogen af deres bøger og når nok heller ikke til det foreløbig. Det er krimier, så der har vi det. Men plottet lyder nu spændende, og jeg ved mange er meget glade for dem – deres bøger er aldrig hjemme på biblo.

Mhairi McFarlane er jeg heller ikke nået til, men hendes bøger ligner slik og jeg har dem liggende i bunken. Kommer tid, kommer råd, eller noget. Du kan læse en anmeldelse fra litteratursiden her af en af dem, og ellers vil jeg sige at de er til dig der godt kan lide Marian Keyes og den slags chick lit der IKKE handler om at dit største problem er hvordan du får råd til at shoppe mere. Det er let og underholdende, men med rigtige problemer.

Om søndagen gik det så helt amok. Her mødte jeg Sarah Engell igen, stadig interessant, og nu ved jeg at hun er skrækslagen for hvaler. På billedet herover er hun flankeret af Adam Silvera (der var bange for fornuftige ting) og Siri Pettersen (bange for balloner, men hvem er ikke det??!?) Adam skriver YA bøger om at komme ud af skabet og finde sig selv, og om at være ung og søgende og fattig. Jeg har to af hans bøger liggende i min VIL LÆSE-bunke, men er ikke nået til dem endnu. Den nyeste hedder De dør begge to til sidst, og foregår i en fremtid hvor et firma ringer til dig og fortæller dig det, når det er din sidste dag. De siger ikke hvordan, og de siger ikke hvad tid, men det er i dag, siger de. Så kan du så gøre hvad du vil med den info. I Adams bog er det to unge fyre, som finder hinanden via en app for folk der skal dø i dag, og de mødes og får sig en ven for resten af livet, om man så må sige. Glæder mig til den! Kan være det lykkes i juleferien.

Siri Pettersen har skrevet serien Ravneringene, som er en stort anlagt og meget grundig nordisk fantasy serie. Igen – jeg er ikke nået til den – men jeg glæder mig. Med den har jeg faktisk med vilje ventet til alle tre bind var ude på dansk, for jeg hader at der går år i mellem bøgerne i en serie. Jeg glemmer dem, der er så mange serier. Så nu har jeg alle tre stående og skal i gang.

Og så var der mødet med Lord Jeffrey Archer. Lidt af en diva, 77 års komprimeret dans med livet, Jussi gange 60.000. En ordentlig håndfuld. Jeg er ikke blandt de angiveligt mange mange millioner der elsker hans bøger, som er på top 10 over de mest vidunderlige bøger der har forandret verden, nogensinde, men jeg har faktisk tænkt mig at læse hans familiekrønike – Clifton krøniken, hvor af de første tre bind netop er kommet på dansk og som efter hans eget udsagn er baseret på ham og hans kones liv. Jeg tænker de er rigtig god juleferie læsning og mere om dem i et kommende indlæg om hyggebøger.

Her er katten og jeg søndag aften (hvor jeg også lige havde været til koncert med Jungle, på Jazzhouse. Awesome, men måske lidt ambitiøst efter den weekend). Jeg ved ikke hvorfor katten er så færdig, han har vitterligt intet foretaget sig hele weekenden, men måske er det bare et udslag af solidaritet. I hvert fald ser han ud, som jeg følte mig.

Udgivet i Anmeldelser, Fagligt | Tagget , , | En kommentar

Tove tænker, af Mette Vedsø

Det er torsdag og mon ikke vi lige kan nå at presse en lille anbefaling – eller to – ind? Jo, det kan vi. Jeg har læst de her to små bøger af Mette Vedsø og jeg er meget begejstret.

Serien handler om Tove, som er en tænksom pige der starter med at være 8 år. Senere er hun 10. Begge titler er stille og roligt fortalt, hyggelige og nærmest filosofiske. Jeg vil anbefale dem fra ca. 9 år og op, voksne kan også sagtens nyde dem. Det er til folk der kan lide poetisk social realisme, underspillet humor og korte tekster, der antyder ting du selv skal regne ud.

I Dobbelt så gammel er Tove på telttur i Sverige med familien og en anden familie, nogen af fars venner, som de skal på camping med. Tove er ikke helt tilfreds med situationen, der er meget nyt på en gang. Men heldigvis er der en med i den anden familie som gør det hele nemmere. Kuk. Den seje dreng på 16 år, 8 plus 8 er 16, kys din kæreste på rejsen. Kuk er fantastisk og Tove falder med et stille brag. Oven i det, er der et lotteri og en meget stor æske chokolade og spændingen er til at tage og føle på. Det er så smukt skrevet og beskrevet.

I Alene i London tager Tove til London for at besøge sin onkel Don. Hun kan ikke lide, at han er helt alene i London, og synes han burde have en kæreste. Og der er jo den der søde damefrisør, som griner af alt Don siger og rører ved ham hele tiden. Men Melissa er måske ikke lige Dons type, og det kræver lidt omveje før det går op for Tove, at man ikke kan tvinge kærligeden frem – men at den er der, et eller andet sted.

Mette Vedsø har skrevet flere andre gode bøger, bl.a. Død og citronmåne, om Mattis der mister sin far og hans svære proces med at leve videre. Og den helt nye Hest Horse Pferd Cheval Love, for tweens/unge, der handler om venskab og heste og som har fået virkelig fine anmeldelser over hele linien, men som jeg ikke har læst endnu.

Hun har også udgivet meget flotte billedbøger og er i det hele taget ret produktiv og værd at lægge mærke til.

Vi har tidligere talt om hendes bog To plus to er Koko i min podcast Børnebogcast (som også er et godt sted at starte hvis du vil finde nye bøger til børn – du kan se hele listen over udsendelser her. )

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

A lot Alot.

Uden relation til noget som helst, andet end at min kollega har en mail adr. der hedder al0t@ something something, så kom jeg til at tænke på dengang i gamle dage, da vi allesammen bloggede hver dag og kendte hinanden. Kapster var sjov og single, hvem ved, i dag har han måske otte børn med tre kvinder? SuzyQ var en yndling – det er hun stadig, men nu kun på fb. Og så læste jeg Hyperbole and a Half, indtil hun fik stress og forsvandt. Men der var perler, som dette indlæg, om Alot´en.

Og så skriver Annamette at nu vil hun blogge hver dag i et år. Det kunne også være sjovt, hva? Måske stalker jeg hende, og kontra-blogger. Måske ikke.

Ellers bruger jeg mest tiden på familie og arbejde. Jeg laver en podcast om børnelitteratur, den kunne du da høre. Her. Og en lille bogdag for børnelitteraturen, som du kan se mere om her.

Men savner jeg at blogge? Måske. Nogen gange. Noget af det.

 

Udgivet i Fagligt, Hverdagsliv | Tagget , | Skriv en kommentar

Strik i luften

Jeg skulle have været til en art fredagsbar i dag, for bibliotekarer. Gammel Nar Bar, kalder vi den, og jeg kan godt lide konceptet. Men allerede omkring middag, kunne jeg mærke at jeg var alt for introvert til det, i dag. Alt for gammel og træt. Jeg ville bare hjem til mit garn.

Jeg har nemlig købt nyt garn, fra en ny butik, som en gammel veninde har startet op. Uld og co. handler med håndfarvet uld og jeg er vild med det. Blødt og meget smukke farver. Jeg har købt det der kit, i nederste højre hjørne på billedet, som skal blive til et tørklæde. Og så købte jeg det mint farvede nøgle, fordi jeg forestiller mig, at det bliver til min nye yndlingshue, sammen med den gule rest fra G:uld.

Meget passende har jeg de sidste dage fået fingre i to nye strikkebøger. Klompelompe bogen, hvis indhold er rustikt og pænt og er opskrifter i flere sværhedsgrader. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af de pæneste af trøjerne, men der er huer og tørklæder og tæpper og ting på mit niveau, og ellers må jeg jo øve mig. Eller ringe til en ven. Jeg kigger på dig, Ann-Birte.

Hvilket er hele pointen i den anden bog. Min søde veninde Trine har barslet med den her begynder strikkebog i alt for lang tid, men efter en succesfuld crowdfunding er den her endelig. Du kan strikke er en bog der ikke lyver. Det kan du virkelig. Trine lærte mig det, med sine instruktionsvideoer og helt vildt nemme opskrifter. Det var en af de større succesoplevelser i mit liv. Jeg har siden strikket uanede mængder af den hue, og to af de store trekantede tørklæder. Og en håndfuld af de der halsrør. Så selv om bogen egentlig er tænkt til børn, så skal jeg lige love for, at voksne mennesker sagtens kan få glæde af den også. Der ud over er den endt med at blive meget smuk og visuelt indbydende, samtidig med den er nem at finde rundt i. Som bibliotekar ser jeg ret mange selvudgivelser, og de er ikke altid så gennemarbejdede. Trines bog er top professionel.

Så. TGIF, folkens. Det er gin´o´clock og alle ved at Strik og Drik er verdens bedste koncept.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | 3 kommentarer