Afdeling Q, for krimithriller.

Når man er blevet inviteret på fancyfint besøg hjemme i kontorhuset ved en kendt og elsket forfatter, hvornår er det så et godt tidspunkt at indrømme, at man aldrig har læst nogle af hans bøger?

IMG_0470.JPG

Undskyld Jussi. Det var ikke af ond vilje, bestemt ikke. Jeg har altid gerne villet læse dem. Jeg har stor stor respekt for dig, som forfatter og som forretningsmenneske, og da endnu mere efter i dag, hvor jeg mødte dig ude i virkeligheden.

Sagen er den, at jeg står der, dag ud og dag ind, på biblioteket og hører på folk der læser dine bøger. De er vilde med dem, siger jeg dig, vilde! Og de snakker om dem konstant og skriver sig op i kø til dem og fortæller mig alt muligt om dem. Så jeg har det sådan med dine bøger Jussi, som nogle af mine venner har det med Harry Potter, jeg får dem  ikke læst fordi jeg hele tiden bliver udsat for dem. Og hver gang jeg har tænkt, så er det nu! Nu er det krimithriller-tid! Så er de gudhjælpemig stadig reserveret og jeg kan blive nr. 24 i køen. Så lange er mine ferier bare ikke, Jussi!

Nå. Men jeg har altid vidst jeg gerne ville læse dem (og derfor har jeg heller ikke villet se filmene), og efterhånden som det gik op for mig at du havde tænkt dig at skrive en hel del i den serie om Carl og Rose og Assad, så er jeg egentlig blevet glad for at jeg ventede. For når jeg går i gang, så behøver jeg ikke vente et år på fortsættelsen. Jeg kan svælge i universet og lade mig selv forsvinde helt og måske få endnu mere sammenhæng ud af det. For jeg kan se, du har tænkt over det, Jussi. Så meget forstod jeg i går, i dit køkken, med den croissant jeg aldrig fik spist. Du har virkelig tænkt over hver enkelt bog og især over sammenhængen mellem dem. Du ved hvad der venter os. Og jeg er glad for, at jeg ventede, sådan at du ikke bare blev endnu en nordisk krimi jeg læste i 2009 og måske blev træt af.

Jeg kan derfor overhovedet ikke anmelde den garanteret fantastiske nr. 6 i serien der udkommer i dag fredag. Og jeg vil helst heller ikke høre hvad den handler om. For nu har jeg endelig skrevet mig op til Kvinden i buret og jeg er nr. 1 i køen! (og nr. 4 i køen til Fasandræberne – bliver folk dog aldrig færdige!?!)

IMG_0464.JPG

IMG_0461.JPGJeg sad sammen med de 8 andre bloggere, hjemme hos Jussi i går og fik en god lang snak. Jussi synes bloggere er vigtige. Det synes jeg også. Jussi har det svært med høje mennesker. Amen til det Jussi! De burde tage tilbage til cirkus. Jussi synes luddoven er noget af det fornemmeste man kan være. Jeg er simpelthen så enig at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Så allerede der, har han vundet endnu en fan.

Og ud over det, så var det helt vildt interessant at høre en professionel forfatter fortælle om inspirationen, skriveprocessen og livet som forfatter. Når man når op i Jussis liga, er det et liv der kræver hård hud, vil jeg tro. Og en ting mere er vi enige om – man kan ikke narre læserne. De er klogere end forfatteren ofte tror. Man kan ikke springe over hvor gærdet er lavest eller skrive for mange utroligt belejlige hændelser ind i handlingen, hvis man skal fastholde så stor en skare af læsere. Man skal gøre sig umage, med sproget og plottet og man skal tage noget ud, som læseren selv kan sætte ind igen, så der er en udfordring i at læse historien og løse gåden. Og det gør Jussi. Han gør sig umage.

Inspirationen kommer mange steder fra, men et gennemgående tema i bøgerne om Afdeling Q er magtmisbrug. En af de andre spørger om Jussi selv er stødt på det, og han mener at det er vi nok alle? Hans eget første møde med magtmisbrug var som barn, hvor hans far arbejdede på sindssyge hospitaler og det magtmisbrug unge Jussi så i de kredse skræmte ham. Så ja, der er en stor del af Jussi i figuren Carl.

IMG_0460.JPGSå, hvis du er foran mig og allerede har læst alle Jussis bøger, så er min klare opfattelse at du roligt kan glæde dig i dag og skynde dig ned og købe den nye. Og hvis du er ligesom mig, og gemmer de gode ting til senere, så er det måske nu du skal overveje at gå i gang? Jeg glæder mig i hvert fald!

 

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , | 4 kommentarer

Kvinden der forsvandt…

Jeg fik aldrig læst bogen, Kvinden der forsvandt, af Gillian Flynn, for den er altid lånt ud. Der er stadig 20 reserveringer på den, på mit bibliotek.

I stedet var jeg så heldig at blive inviteret ind til en særvisning for at se filmatiseringen, der har præmiere her d. 23.10.

Gone Girl, som den også hedder, handler om en mand (Ben Affleck) der har bryllupsdag, men kommer hjem og opdager at hans kone er forsvundet. Han er ikke helt sympatisk, så allerede fra starten er vi i tvivl om, hvem der lyver og hvem der ikke gør. Og som historien folder sig ud, lærer vi mere og mere om ham, som gør at vi begynder at tro han nok måske myrdede sin kone. Konen fortæller sin historie gennem en række tilbageblik via en dagbog, og det hele bliver mere og mere ubehageligt.

Det er den type film man ikke kan skrive ret meget om, uden at ødelægge det for de der ikke har set den. Jeg synes den var både spændende, underholdende og tankevækkende, og som gammel Greven af Monte Christo fan har jeg altid elsket et velkomponeret hævnkomplot. Jeg gad godt se den igen. Og læse bogen også.

Udgivet i Anmeldelser, Ikke kategoriseret | Tagget , | 3 kommentarer

Mimbo Jimbo og den lange vinter

Så er den her endelig! I dag udkommer Strids nye bog og vi er mange der har glædet os!

IMG_0608.JPG
Mimbo Jimbo og den lange vinter handler om de to efterhånden velkendte venner Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo og deres vilde venner. Vi har lavet kunst og bygget med dem og nu, hvor det ellers burde blive forår, begynder det pludselig at sne. Og sne. Og sne og sne og sne. Indtil alt er dækket fuldstændig og MJ må grave sig en lang tunnel for at finde vennerne. Men hvorfor sner det? Og hvad kan vi gøre ved det?
“Winter is coming, Mimbo Jimbo!” Og “you know nothing, Mimbo Jimbo!” råbte jeg og lo ad min egen intertekstuelle spidsfindighed. I mens læste Klara bogen højt for Agnes og jeg faldt lidt ned igen og så nød vi den alle sammen.
Vi elsker den. Teknisk set er vi for gamle, men vi er ligeglade! Agnes er ikke for gammel, hun bliver fanget af handlingen og er helt opslugt. Klara er for gammel, men er vild med illustrationerne. Ligesom i Den Store Pære, er der en del tværsnit af husene, fulde af detaljer og pussenussethed og hun elsker det simpelthen!

Mimbo Jimbo og den lange vinter er en af de bøger du bliver nødt til at købe. Den vil blive læst i smadder af alle i husstanden og børnene tager det lasede eksemplar med sig når de flytter hjemmefra.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , | 4 kommentarer

Eventyrbogen, af Peter Madsen

Nå, men for noget tid siden var nyheden at Peter Madsen var færdig med at tegne Valhalla tegneserier. Aj, hvorfor nu det, tænkte jeg, de er jo så fine og det går jo så godt. Men hvis det var fordi han skulle bruge sin tid på at tegne den her nye Eventyrbogen i stedet for, så er han tilgivet. Hold nu op, hvor er den flot.

Det er Peter Madsens streg, som vi kender og elsker den. Og den egner sig jo formidabelt til alt med eventyr. Trolde og mørke skove og guld og prinsesser og hele pivtøjet, med masser af detaljer og stor grundighed. Hele bogen er en stor fornøjelse. Han har også selv nænsomt bearbejdet de udvalgte eventyr, som ellers genfortælles i deres fulde længde.

 

Jeg kender næsten dem alle, fra min tid som barn på en friskole, men som mor har jeg fejlet slemt på eventyrområdet. Det er virkelig ikke mange eventyr jeg har læst højt derhjemme. Jeg ved ikke, jeg synes bare mange af de klassiske eventyr er meget svære at tage alvorligt. Jeg kan ikke læse Snehvide højt, uden at indskyde mine egne feministiske råd, om f.eks. ikke nødvendigvis at gifte sig med en tilfældig fremmed man møder i en skov, bare fordi han kysser godt. Det er nok mest dem med passive prinsesser jeg har det svært med.

Heldigvis består Eventyrbogen af nogle af de rigtig gode, ud over Snehvide, og endelig har mine døtre fået stiftet bekendtskab med Asbjørnsen og Moe, med Perrault og Grimm og Svend Grundtvig.

Det er en gennemført smuk og virkelig lækker bog, der bør stå på alle reoler i børneværelser. En oplagt julegave måske?

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | 2 kommentarer

Gratis børnebøger

Nu hvor alle andre end mig har efterårsferie, så er her lige et tip: ligesom i sommers, har en flok danske forfattere valgt at stille nogle af deres e-bøger gratis til rådighed for børnene, så det er lidt sjovere at læse i ferien.
Du finder dem her

Jeg vil varmt anbefale mange af titlerne, der er ikke en eneste dårlig bog der, men en favorit herhjemme er Heksebogen, af Jan Kjær. Det var den første bog Klara selv læste og virkelig blev vild med, for maange år siden, da hun var ny læser. Den vækkede læselysten i hende, på en måde ingen bøger havde formået før da. Så thumbs up til den!

IMG_0393.JPG

Udgivet i Anmeldelser, Fagligt | Tagget , | En kommentar

Mærkningsordning til børnebøger? Nej tak.

Fredag aften, i sofaen under en bunke af børn og kat, var jeg lige ved at få Disneysjovslikket galt i halsen da jeg lå og hyggelæste lidt indlæg på facebook. Ifølge denne artikel http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Boeger/2014/10/10/10074129.htm foreslår de to gode organisationer Børnerådet og Børns Vilkår en mærkningsordning til børnebøger, sådan at man får en advarsel inden man ved et uheld kommer til at læse noget der skræmmer en. Jeg kan kun tænke, at de ikke har undersøgt området ordentligt? Ved de ikke, hvordan der er på et bibliotek?

Som børnebibliotekar med 13 års praktisk erfaring og en 4 årig universitetslignende uddannelse i bagagen, kan jeg simpelthen ikke se behovet. Der er ikke brug for et klistermærke, fordi i mellem den potentielt traumatiserende bog og barnet står jeg. Børnebibliotekaren. Og ja, vi er blevet færre, vi er blevet sparet på og sat til at lave andre opgaver end formidling, men langt størstedelen af de danske børnebiblioteker er altså stadig i besiddelse af gode og dygtige fagpersoner, der ved en masse om de bøger vi låner ud og som udmærket er i stand til at finde den helt rigtige bog, til den helt rigtige låner, på det helt rigtige tidspunkt. Det er faktisk lidt af en æressag for os.

Hvorfor er vi ved at udvikle en kultur, hvor vi skal være bange for alt? Vi detailstyrer alting og mærker alting og dobbelttjekker det hele. De stakkels børn, med deres heldagsskole og visse steder med inddragede frikvarterer, lad dem dog beholde et eneste sted, hvor de kan gå hen og være i fred. Børnebiblioteket har traditionelt set altid været et fristed, dit eget rum, hvor du må lave ingenting og fordybe dig i alting. Talrige er de historier jeg har læst og fået fortalt gennem årene, om hvordan nu voksne mennesker fandt sig selv mellem hylderne på det lokale bibliotek. Der kunne de være. Der var der plads, der udviklede de sig og lærte hvem de var. De fandt deres rette hylde, om man så må sige.

For mit eget vedkommende indebar den udvikling læsning af talrige skræmmende bøger. Og selv om jeg kan høre mine sarkastiske venner skoggerle, så vil jeg stadig påstå at jeg ikke har taget skade af det. Tvært imod.

Læsning har dannet mig. Fra jeg som lille fik læst højt og til i dag, hvor jeg som mor til to selv læser højt, har læsning bragt mig tusindvis af forskellige verdner. Og mere end det, mere end drager og hekse og fjerne lande – det har også bragt mig erfaringer jeg aldrig selv ville kunne have gjort mig uden at komme virkelig galt afsted. Martina og Kristiane F lærte mig at stoffer er en dårlig ide. Bastian lærte mig, at man skal tro på fantasien, hvis den skal overleve. Buster lærte mig, at det er dem der mobber, som der er noget galt med. Bilbo lærte mig, at selv det mindste væsen kan udrette store ting. Tine Brylds bøger lærte mig virkelig meget, også om hvad jeg IKKE ville udsætte mig selv for. Stephen King har lært mig aldrig at gå ned i en mørk kælder, for at undersøge hvor den sære lyd kommer fra.

Jeg har lært om kærlighed, om død, om ensomhed, om vilde udskejelser, andre kulturer, om tab og håb og sorg uden overhovedet at få en skramme! Heller ikke på sjælen.

Læsning danner. Også den ubehagelige læsning. Og jeg frygter vi undervurderer værdien af både de positive og de negative følelser, i dannelsen af det hele menneske. Livet er ikke lutter Den Store Bagedyst og 12 taller. Hvis du har en hamster, så dør den. Ligesom din farmor. Og din hund. Og nogen gange bliver forældre skilt, eller endnu værre, de dør! Ville en sådan mærkningsordning i virkeligheden være til for de forældre der frygter den ubehagelige samtale og forsøger at undgå den?

Jeg siger ikke, du skal læse Stephen King for din 5 årige, lad være med det. Men din 5 årige ville heller aldrig falde over noget så upassende nede på mit børnebibliotek. For vi indretter os jo, sådan at I finder det der passer til jer. Der er Forældrehylder, med de ubehageligste bøger om f.eks. incest. Det er ikke den du skal vælge til godnatlæsningen, hvis du er i tvivl. Men den er der, sådan at de der har et reelt behov for at tage så grusom en samtale med et barn, også kan få den fordel en billedbog om et emne giver. Det gør det meget nemmere at tale om de svære ting, når man har læst om nogen der har oplevet noget lignende.

Jeg får ofte, alt for ofte, spørgsmål på om vi har noget om skilsmisse. Om at flytte. Forældrene har brug for de bøger der åbner op for de svære snakke. Og alle de andre svære emner – børn der tisser i bukserne, bedsteforældre der dør, mobning, ensomhed, sygdom og handikap – det hele sker jo altså derude, i virkeligheden. Og hvis man står midt i det, så er det for mange rart at gå ned og få hjælp af en engageret børnebibliotekar til at finde en bog der måske kan hjælpe lidt.

Det er ikke min erfaring at forældre prøver at undgå den slags bøger, tvært imod efterspørger de dem ofte og er glade for at der findes noget der kan hjælpe dem med at nå ind i det svære. Og derfor har mange børnebiblioteker allerede deres egne mærkningsordninger, emnekasser eller delopstillinger, der gør det NEMMERE at finde en bog om en død hamster.

Jeg kan også frygte hvor den slags PAS PÅ-ordning ville ende. Hvor langt er der fra et mærke, til et forbud? Ud med alle de svære ting i livet, så kan vi virkelig få pakket vores unger ind i misforstået vat og fuldstændig undgå at ruste dem til nogen form for modgang eller snakke med dem om noget som helst ubehageligt. I sidste uge havde jeg en låner, der gerne ville have mig til at kassere en eventyrbilledbog, hvor nogle hekse spiser røde fluesvampe som et middel mod hoste. For ”det skal man jo ikke opfordre børnene til”. Nej det skal man da i hvert fald ikke. Men man kan jo benytte lejligheden, når man nu har har læst den fiktive historie, til at tage en snak om hvad man må og ikke må spise ude i naturen? Og hvis dit barn så en dag rent faktisk møder en rød fluesvamp (fordi de er derude!!!!) så husker hun måske den historie og ved at hun ikke må spise den. For hun er ikke et fiktivt eventyrvæsen med hoste. Og det ved hun godt, fordi I har talt sammen om det. Smart.

Og, i sidste ende, vil det alligevel altid være dit og mit ansvar, os som forældre. Hvis vi lader vores 5 årige gå alene på biblioteket og låne bøger om døde kæledyr og skræmmende klovne, så er det vores ansvar. Og hvis vi går med, og vi låner de bøger, så er det stadig os der skal kigge dem igennem inden vi læser dem højt og vurdere om det her er noget for vores børn. Og hvis du er i tvivl, så spørger du din børnebibliotekar. Det er det, vi er der for.

Udgivet i Fagligt | Tagget , , | 31 kommentarer

Når alle sover, af Nicolai Houm

Måske har jeg nævnt den her billedbog før, men den fortjener en gentagelse. Måske er det efteråret, ruskeriet og mørket, der minder mig om den? I hvert fald læser vi den derhjemme igen.
Når alle sover, er skrevet af den norske forfatter og journalist, Nicolai Houm.

IMG_0376.JPG

Den er så vanvittig smuk og stemningsfuld. De store piger elsker den og beder ofte om at høre den igen.

Den handler om en pige hvis far er bager. Derfor er de oppe når ingen andre er, når alle andre sover. Og derfor ved de hvad der foregår om natten. Hvordan to store monstre hærger den lille by. Den ene river ned og den anden bygger op igen og ingen opdager nogensinde noget. Lige indtil oprydderen kommer til skade og ikke kan rydde op. Så kan det nok være folk i byen lægger mærke til kaos. Og hvem redder så det hele?

Det er en historie om mod, og om ikke at være bange for det man ikke kender. Og lidt om, hvordan tingene hænger sammen og der skal være nogen der river ned og nogen der bygger op.

 

 

 

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , , | 3 kommentarer

Nattevagt, af Synne Lea og Stian Hole

Nu har jeg jo i mange år været fan af Stian Hole, og da jeg først så denne bog inde i Børnenes Boghandel, glemte jeg helt at trække vejret. Så smuk er den. En fuldstændig gennemført lækker bog. Lige den digtsamling ens børn har fortjent.

Indbindingen er gedigen og klassisk luksus. Illustrationerne er selvfølgelig fantastiske. Stian Holes både drømmende og konkrete billeder er nærmest digte i dem selv.

Synne Lea digter til børn om følelser og hverdags stemninger. Der er masser af genkendelighed i de korte, fine digte. Vi læste dem til godnathistorier, og jeg måtte springe det her over, da det kom:

»Når mor sover/er hun ikke//mor mere.«

Det er så præcist, at jeg blev bange for at skræmme pigerne, hvis jeg læste det. Især Agnes, som stadig kommer ind i min seng og bestemt forventer en mor tilstede, hvis arm hun kan ae til hudløshed.

Men det her elskede jeg så meget, at jeg læste det for dem to gange:

»Jeg ved hvorfor/vinteren ikke vil hjem./Det er ensomt//at gå lige før/festen begynder.//Den vil så gerne sige noget, vinteren//Men det kan den ikke. Den står bare der/og holder tung sne/op foran sig.«

Vinteren STÅR jo virkelig der, og holder tung sne op foran sig. Den vil ikke gå hjem! Den vil blive til forårsfesten. Meget smukt og meget præcist.

Det er Naja Marie Aidt der har oversat digtene fra norsk til dansk, og det tænker jeg at hun har gjort alletiders. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke læst de norske. Men jeg forestiller mig ikke, at hun kan gøre noget dårligt.

Så ja, det er vidunderligt hele vejen rundt. Og hvis du står og skal købe en gave, en bog der holder til mange aldre i et barns liv, så er dette et virkelig fint bud. En drømmende nydelse, for både øjne og ører.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , , | 3 kommentarer

Dolken fra Dødemandsbjerget

Jeg skal møde sent i dag, så jeg kan lige nå en bog mere.

Sidste år (eller forrige år?) stod jeg i et hjørne til Gyldendals legendariske efterårsreception og forsøgte at spise mine pindemadder uden at gøre væsen af mig. Ved siden af mig stod tilfældigt Rita Bitsch, forfatter til ungdomsromanen Fuck dig, Johannes. Og til nogle begynderlæsningsbøger. Rita kendte heller ikke så mange, så det blev en fin snak vi fik os.

Nu er Rita udkommet med en ny bog for børn, og jeg har læst den. Denne gang er det for de ca. 10-12 årige, efter hvor godt man nu læser. Den har lix 25, hvis det siger dig noget.

Dolken fra Dødemandsbjerget er en spændende historie, med fuld fart over feltet fra første side. Det gør den særligt velegnet til drengene. De der typer, der skal læse, men som hurtigt ikke gider det. Den her bog vil muligvis fange dem hurtigt nok, til at de bliver ved. Og det er dejligt med noget til dem, for de kan være virkelig svære at finde noget til.

Handlingen starter i Vestjylland, hvor drengen Adam skal holde jul hos sine bedsteforældre. Hans mor er forsvundet i Indien og hans far er ude at lede efter hende. Stormen raser og Adam roder sig lynhurtigt ud i et eventyr, der bringer ham over sunkne engelske krigsskribe og hele vejen til Indien og jagten på en mystisk skat. Undervejs får han hjælp af en pige fra fortiden og han opdager hemmeligheder om sin egen familie.

Som voksen tænker jeg, at der er virkelig mange tråde i den her historie, og nogen gange går tingene lige lidt for nemt godt og der er mange hovsa-løsninger som er for gode til at være realistiske. Men det er voksenbrillen. Det tror jeg ikke målgruppen bekymrer sig om. For dem er det bare fuld skrue derud af og et gennemført spændende eventyr for en tilsyneladende helt almindelig dreng. Der er biljagter, folk du muligvis ikke kan stole på og hemmelige døre alle vegne!

Sproget er fint og flydende, nemt uden at blive fladt.

Forsiden er flot og fanger øjet, og alt i alt bliver den her bog god at have i samlingen.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Jojo Moyes – En plus en

Nå, men jeg elsker altså Jojo Moyes. For det første hedder hun Jojo, og jeg vil gerne høre dig begrunde ordentligt, hvorfor det ikke skulle være nok i sig selv? Det er det bare. Jo.

Og så skriver hun bøger der lander lige midt i det hele. De er pæne. De hænger sammen. Historien er god, plottet er godt, karaktererne er vedkommende og slutningerne er ordentlige. Nogen gange, vil man bare gerne læse noget der ender godt. Hvis man dømmer en bog på dens udseende, så kan man godt komme til at kalde Jojo´s bøger for chick lit. Og jeg ved godt, at når jeg skriver det sådan nu, så får jeg det til at lyde som om det ville være en skidt ting. Det synes jeg egentlig ikke, men det synes mange, og for mange er chick lit lig med dårlig skrivning. Det synes jeg altså overhovedet ikke. Men jeg føler alligevel at jeg må slå fast, at Jojo er mere end bare et barbieband. Der er meget mere substans i hendes bøger. De handler ikke bare om shopping.

Men de handler om mennesker, og kærlighed og skæbner og tråde der flettes virkelig fint sammen til sidst.

En plus en, handler om en enlig mor der hedder Jess. Hun er fattig, sådan som man nu er fattig i England hvis barnefaderen ikke betaler børnepenge, og man har to underbetalte jobs (rengøring om dagen, aftenvagter på pubben) og stadig er nødt til at vende hver en penny. Jess har en datter, Tanzie, som er mere end almindeligt god til matematik. Og så har hun en bonussøn, som ikke er hendes biologisk, men som faderen har efterladt der. Han er i teenagerkrise, går med øjenmakeup og får konstant bank af de lokale bøller.

Tanzie får tilbudt et legat til en meget fin privatskole, og det ville være så godt hvis hun kunne gå der, og blive ordentlig udfordret og folde sit potentiale ud. Men selvom legatet dækker 90 procent, så bliver det svært, for Jess har ikke resten.

Her dukker der så en smuk fremmed op, Ed, som er ved at miste alt han har arbejdet for i årevis og som normalt ikke ville beskæftige sig med en enlig mor og hendes vanartede unger. Men så sker der ting, som der nu gør, og en skør road trip til Skotland sætter voldsomt gang i handlingen.

Det her er den perfekte bog til en søndag på sofaen, eller til efterårsferien som for nogen nærmer sig med hastige skridt. Du vil le, du vil snøfte og du vil hygge dig!

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , , | 3 kommentarer