Jeg kan se af kommentarerne til det forrige indlæg, at vi skal have et indlæg særskilt om Bornholm. Jeg vil MEGET gerne have alle jeres tips og tricks og forslag, nemlig. Den slags er det bedste. Kan man bare ikke læse sig til i nogen guidebøger.
Vi skal bo i Rønne, og mandag og tirsdag kan vi låne en bil. Så vi har to dage til at drøne øen rundt efter røget sushi, karameller, chokolade og is. Men for at det ikke udelukkende bliver en gourmetrejse, vil jeg også gerne høre om pæne ting man kan købe – har de ikke en masse kunsthåndværk? Og hvad med de der børn? Er der noget de er vilde med, når nu det der fantastiske træ med de 7 stammer er væltet?
Men man kan vel også tage en bus? Eller se nogen ting i Rønne? Og så bliver det naturligvis helt utroligt pragtfuldt vejr i næste uge, så en badestrand kan vi vel også finde?
Jeg har læst mig til, at vandet er så salt derude i østersøen, at der ikke kan leve brandmænd og krabber ved de Bornholmske strande. Er det virkelig sandt?
14 Kommentarer til Bornholm