Nu uden baby

Så har Agnes og jeg været i børnehave sammen, for første gang. Jeg har jo været der før, oven i købet i samme børnehave, på helt samme stue og med de samme pædagoger (undtagen en, som er ny). Men for Agnes var det første dag i dag.

Eller, egentlig har hun jo også været der før. Som baby, inden Klara startede i skole. Det er nemlig samme børnehave som Klara gik i, samme stue og samme voksne. Og vi kender flere af børnene. Der er ikke færre end fem af dem, som har større søskende som Klara går i klasse med eller gik i børnehaven sammen med.

Så er det altså ved at være lokalt, her i storbyen.

Og så er hun børnehavebarn. Ingen vuggestuebørn til mig længere, ingen baby. Nye tider. Forhåbentlig kan hun snart undvære middagsluren og så får vi måske nogle lidt nemmere aftener. Og så skal hun vel til at smide den ble, engang i det nye år. For min skyld må det gerne vente til flyverdragtsæsonen er overstået.

Ud over at vi kender alle dem i børnehaven, så er der også en anden jeg kender. Et fint eksempel på, hvor lille den her skøre verden er.

Min søster har jo mødt en mand, og gifter sig med ham til januar. Jeg har mødt ham nogle gange efterhånden, men jeg har aldrig mødt hans familie. Troede jeg. For ved hjælp af facebook er det nu gået op for mig, at jeg kender hans søster. Vi gik i gymnasiet sammen, lavede elevrådsarbejde sammen og holdt fester sammen. Vi havde det rigtig sjovt. Og så viser det sig, her 15 år efter, at hun gudhjælpemig også bor i Vanløse, og at hendes bror har friet til min søster. DET er da skægt!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

5 Responses to Nu uden baby

  1. zpitzen skriver:

    Uhh store pige.. Jeg frygter også til marts hvor Celia skal i børnehave.. uf..
    Og verden er bare uhyggeligt lille en gang imellem.. Men det er da lidt sjovt.. 🙂

  2. Lou skriver:

    Jeg forstår det altså ikke… Det er ikke særlig længe siden, jeg læste herinde, at du var gravid. Og endnu kortere tid siden, jeg læste, at du havde fået baby-Agnes. Og nu skal hun i børnehave?!? WTF?! Jeg fatter det ikke…. 😉

  3. julieumulie skriver:

    Kan du huske det her:http://www.facebook.com/group.php?gid=109755679797???
    Verden er simpelthen for lille, og da især danevang!
    Hvor hyggeligt 🙂

  4. Linda skriver:

    Hov Julie, du glemte en væsentlig detalje ved at skifte til børnehave.
    Det er jo langt billigere end vuggestue – $$$$$$
    Tænk på alle de ekstra penge 😉

  5. Julie skriver:

    Gud ja, Linda. Det er da rigtigt! Endda selv om de måske stiger de der 500 kr. nu her, hvis madordningen bliver vedtaget. Stadig billigere.

Skriv et svar til Julie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.