Ja, velkommen til torsdag formiddag. Lige på og hårdt.
Some say the world will end in fire,
Some say in ice.
From what I’ve tasted of desire
I hold with those who favor fire.
But if it had to perish twice,
I think I know enough of hate
To know that for destruction ice
Is also great
And would suffice.
Det er et digt af Robert Frost (1874-1963) og jeg synes det er smukt, og sørgeligt. Og ja, det er med i starten af Eclipse filmen. Men det er stadig smukt og sørgeligt, det kan man ikke tage fra det.
Jeg læser fast med ovre hos Jennie, og jeg ved derfor godt noget om nogen af de ting hun går og tænker på. Men derfor kommer det alligevel altid bag på mig, når hun skriver om dem. Især det om Jorden og risikoen for “the end of the world as we know it.” Det kan jeg nemlig også nemt hidse mig selv op til at blive rigtig bange for, men det er ikke noget man taler så meget om, over kaffen i frokoststuen på biblioteket.
Nogen gange, når jeg kører hjem fra arbejde – fordi der har jeg altid for meget tid til at tænke, så tænker jeg på, om det vil være bedst at bo i byen eller ude på landet, den dag verden går under? I film er det tit byerne der bliver udslettet først og jeg forestiller mig også at man nemmere kan overleve på landet. Man kan holde høns og dyrke mad. F.eks.
Os inde i Vanløse, vi vil dø i en kø på motorvejen, mens vi prøver at flygte fra bølgen/ilden/nedfaldet/sulten.
Jeg er meget vild med katastrofefilm, men egentlig mest med dem der handler om det bagefter. Hvordan kommer man så videre? Hvis man overlever. Det har jeg også skrevet om før. Noget andet, som jeg har gang i igen lige pt., er apokalypselitteratur. Eller post apokalyptiske fortællinger. De skræmmer mig ad helvede til, men jeg elsker alligevel at læse dem.
Her er et par gode titler til en søvnløs nat:
Laura Browns CO2-dagbog 2015, af Saci Lloyd.
“Naturen går amok
pga. klimaforandringer. Det er 16-årige Laura Browns verden, England, London, 1. januar 2015.
Man kan ikke oplade sin mobil eller tage et bad, uden at det bliver opdaget af den energimåler, der er opsat i hvert eneste hus. Storbritannien har indført CO2rationering i håb om at bremse den globale opvarmning. Hvert familiemedlem har et elektronisk CO2-rationeringskort. Snerrende bånd og begrænsninger, men Laura forholder sig, modsat sin familie, seriøst til rationeringen. Da familiens forbrug kommer ud af kontrol, begynder hun at føre dagbog over deres udskejelser.”
Ind i skoven, af Jean Hegland.
“To søstre overlades til hinandens selskab og overlevelsesevner i et afsidesliggende hus, da samfundet omkring dem kollapser, og intet fungerer. Langsomt går det op for dem, at forandringen er permanent, og at de må leve på naturens præmisser ” Her er en anmeldelse.
Mens vi endnu er her, af Susan Beth Pfeffer.
“Pfeffer fortæller historien gennem teenagepigen Miranda noget nær det perfekte talerør for den fortælling om verdens langsomme undergang, som bogen er. Miranda er samlet med det meste af familien, da et meteor rammer månen det er et syn, som alle ønsker at se, en slags kosmisk fyrværkeri. Men tingene går ikke som forventet astronomernes udregninger stemmer ikke, og sammenstødet ændrer Månens bane. Det virker som en lille ting vores satellit er lidt større på himlen, end den plejer men konsekvenserne er uoverskueligt.” Sakset fra fortællingen.dk hvor du kan læse resten af anmeldelsen her.
Og så er der jo klassikeren, The Stand, af Stephen King, som altid gør mig sindssygt bange for influenza. Og for krager.
Jeg tror, at folk tænker mere over jordens undergang end man lige regner med. I en helt almindelig snak om nærsynethed her på kontoret viste det sig feks, at der var to andre nærsynede der også havde overvejet det der med, hvad man egentlig gør med kontaktlinser hvis verden som vi kender den pludselig går ned.
Man har briller liggende, opdaterede. Tjek.
Jeg tænker på det, hele tiden. Hver dag. Kan ikke lade være. Jeg holder angsten nede, så det forbliver en slags teoretisk/filosofisk fundering, i stedet for, som tidligere, full blown angst anfald. Jeg kommer hele tiden til den konlusion at, tja, vi skal alle dø, alligevel. Verden ville gå under alligevel. Men nu har mennesket fremskyndet samtlige arters død med op til flere millioner år. Det er jo alligevel godt gået. Jeg trøster mig med at det er en spændende tid vi lever i. Hvad mon vi finder ud af, hvis vi da når det? Laver vi de teknologiske skridt der skal til? Kommer der rummænd og redder os? If only.
Men Tor Nørretranders påstår at det kolde krig gik over fordi folk talte om det. Så derfor tier jeg ikke. Men jeg holder mig fra at skræmme folk. Og fra at missionære. Jeg tænker, at snart vil selv den mest hærdede modsiger af AGW nok komme i bedre tanker.
Jeg kan end ikke kigge på et dvd-cover af et katastrofefilm uden at blive lidt dårlig, så dem holder jeg mig fra. Og litteraturen. Men bliv bare ved med at give referater 🙂
Jeg vælger at smile lidt af medierne, når de blæser noget meget stort op. Og det gør jeg lige netop i dag på baggrund af alt for meget engagement i det kuldsejlede klimahalløj og svineinfluenzaen, hvor højtstående i WHO står under mistanke for at have haft egeninteresse i at sælge medicinen!!! Personligt har jeg været tæt på at miste et barn, og der var verden ved at gå under i et par dage. Så kan nok så mange folk drukne i Pakistan. Jamen forfærdelig tanke, men helt ærligt. Hvor meget kan vi rumme?
Hilsen Line
Hej Julie,
de der tanker kender jeg så ganske udemærket.
Jeg havde dem allerede som barn, hvor jeg sad med Lademanns Leksikon og så, hvordan solen engang vil vokse og opsluge jorden.
Og da jeg læste “Støvets Børn” og mange, mange andre af samme slags.
Som voksen har jeg genlæst Marge Piercys “Shira” og “Kvinde ved tidens rand” mere end én gang (pinlig mange gange faktisk).
Og ja, jeg elsker også katastrofe-filmene …
Det værste er egentlig af efter jeg har fået børn, kigger jeg på dem og det er virkelig tydeligt for mig, HVOR mange år jorden skal holde endnu. For de får jo også børn engang. Og det bliver mine børnebørn. Og der kommer oldebørn … Og …
Bedste hilsner og god weekend fra
Jeannette
Inden vi dør og alt det, skal du altså lige været med i en blog-leg.
Man skal (SKAL!!) skrive 10 ting om sig selv. Comeong…bliver herresjovt.
Kære Maja,
for mig er det faktisk sådan, at NETOP tanken om, at noget kan slutte, får mig til at nyde det endnu mere 😉
Jeg nyder i den grad både mine børn, min mand, mit arbejde, mine venner – ja, hele mit liv, faktisk.
Bedste hilsner fra
Jeannette
Kære Julie og Jennie – og alle jer andre
Jeg får helt ondt i maven. Ikke af angst for verdens undergang, men af jeres angst. Hvor ville jeg ønske, at I kunne lægge den fra jer. Jeg mener, det er vigtigt at tænke på verden omkring os, på miljøet og på fremtiden – og på hvordan vi kan sikre vores verden for fremtiden. Men vi skal også leve i nuet. Glæde os over det, vi har. Jeres dejlige børn. Dejlige mænd. Skønne rejser. Over solopgangen. Bær på buskene i haven. En god bog. Gode grin. Glæde os over, at vi har hinanden, og huske at nyde hinanden, så længe vi er her. Måske er vi her ikke i morgen. Ja, verden kan gå under – og det gør den måske også engang, men vi kan også blive kørt ned af en bil, blive syge og alt muligt andet – og hvis vi så har glemt at nyde livet og hinanden, og glemt at fortælle hinanden, at vi elsker, fordi vi bruger alt for meget energi på at frygte fremtiden, så er det en dag for sent.
Jeg håber derfor for jer, at I husker også at glæde jer over den helt almindelige hverdag. Jeg har aldrig læst med på Jennies blog før, men jeg kan jo fx se, at du har verdens kønneste sønner. Og du Julie, du har jo to skønne piger, er job, du er glad for, mange gode veninder, du har en fantastisk humor og selvironi og meget andet. I har så meget at glæde jer over! Så nyd livet og husk at grine hver dag. Det ønsker jeg for jer.
Mange tanker til jer!
Maja – Tak for din bekymring! I forvejen, også før verden var ved at gå under, der strejfer dødeligheden os med sit kys hver dag. Når vi kører bil, gå over gaden, ryger en cigaret, ja, bare lever. Og det er da også dét som får vores sanser til at blomstre. Vi søger omverden, vi rejser, vi elsker, vi nyder. Ja, faktisk er de allesammen et slør for dødelighedens virkelighed. Så når man, som jeg, i den grad får et los lige i solar plexus af den barske videnskabelige sandhed omkring vores allesammens eneste bosted, ja, så vågner man da endnu mere! Det er ligesom med så meget andet, et trinvist forløb. Fornægtelse, vrede, sorg. Og så glæde. Ja, glæde over, at man kunne være med til festen, mens festen endnu var god. Mit liv er et dagligt samsurium af følelser, på godt og ondt. Jeg tager i mod, med glæde. Hellere dét, synes jeg, end at jeg bliver følelsesløs, ligger i min seng med ansigtet mod væggen, for aldrig at stå op igen. Dét har også strejfet mig. Men i stedet griber jeg chancen, angsten. For det er i angsten min fremdrift ligger. Jeg har fundet mig i det. Det er en del af mig nu. Men tro mig, mit livskvalitet, fysisk som psykisk, er bedre end nogensinde, netop pga den.
Kære Maja, tak for din lange venlige kommentar. Du kan tro, jeg (vi) nyder det. Det kan man da også tydeligt se, ved at læse bloggen synes jeg. Jeg synes som jeanette, at bevidsthen om ikke at tage alt det dejlige for givet, netop skærper nydelsen. Når jeg er træt af at blive vækket for 4. gang på en nat, f.eks., så tænker jeg ofte – nej. nyd det nu, og så nyder jeg i stedet at putte med den lille levende 2 årige, der helst vil sove i ske med sin mor.
Kære Julie, Jennie og Jeannette
Så dejligt at høre, at I husker at nyde. Som I skriver, så skal vi netop huske at nyde i nuet, fordi vi ikke ved, hvor længe vi får lov at være her og have hinanden. Og Julie – du har helt ret: man kan sagtens læse her på bloggen, at du nyder livet. Jeg fik bare lige så ondt i maven …
Jeg kender også til at stå der og være på vippen mellem liv og død, ikke for mig selv, men for min mand. Vi har også lært at leve i nuet. Og det er fedt. Og sandt nok: uden smerten, uden angsten for at miste, ville jeg ikke være i stand til at nyde og glædes lige så meget, som jeg gør. Hvis ikke vi kendte til det onde, hvordan skulle vi så kunne kende det gode og glædes ved det?
Hurra for livet!
P.s.: Har I læst Julia Lahmes “Sig farvel – hvad præster ved om sorg”? Det er hård læsning, vældigt tårefremkaldende, men den sætter også mange vigtige tanker i gang.