Du godeste!

Jamen Kristina dog – hvis folket ligefrem forlanger det… okay så.

Der er også nok at tage fat på.

Har været hjemme med Klara i mindst 48 timer nu, fordi hun er syg – på en måde. Tror det er tænder, for det er simpelthen for mange små ting på en gang. Har været ved lægen, som sagde at drænene sad som de skulle og at der ikke var noget at høre på lungerne. Feberen er kommet og gået, lavest på 37.4 og højest i nat, på 39.6. Så hun havde det fint med, at stoffer sov i stuen, på sofaen og hun sov i ske med mig.

Stoffer – ja, han sov på sofaen, fordi han læste til eksamen. Han var på skolen hele dagen i går (og derfor var jeg alene med det syge og vrælende barn…) Om aftenen kom min søster og spiste med, og da Klara var kommet i seng og min søster var parkeret foran tv'et, så pakkede jeg nogen madrester – en stykke brocolli/kylling-tærte fra i går, en bøtte med reje-avokado-bulgur salat, en banan, en clementin, 20 prince light og en mars bar – og cyklede op på skolen med min lille survival kit.

Stoffer blev rigtig rigtig glad, for han havde ikke spist siden om formiddagen! Hvordan nogen tror, man kan læse til eksamen 24 timer i døgnet uden hverken at spise eller sove, det fatter jeg ikke. Men måske tackler jeg bare stress anderledes… 🙂 Han læste derude til kl 03!!! Kom hjem og gennemgik sit oplæg en gang mere, og sov så til kl 06, hvor han stod op og tog afsted igen. Ikke sådan jeg ville gøre det, men hver sin metode, og det virker jo for ham, for han fik 10 – igen! DUMT at han er så selvudslettende og nervøs hver gang, for han får aldrig andet end 10 og 11 taller. Han minder mig om en af de der tøser man gik i klasse med i folkeskolen, som bare aldrig troede på dem selv, og som altid var død nervøse og som naturligvis altid fik de højeste karakterer.

Nå, men endelig kom han hjem, og endelig fik jeg lidt afløsning med det syge barn. Så vi har alle sammen sovet på skift resten af dagen – Klara dog kun 20-30 min. ad gangen, dumme barn! Vi har set The Office på dvd og hygget os, så vidt muligt, med det meget umulige og ynkelige barn. Hun ville hele tiden noget, men ville så ikke alligevel. Var hele tiden sulten, men ville ikke spise noget af det vi havde.

Så jeg var LETTET da jeg tog afsted kl 16.30 mod hovedbiblioteket for at mødes med Maya og høre Den Store Marian Keyes. Info til de litterært uvidende; marian keyes er en irsk forfatter som skriver indenfor genren chick lit. Hun er helt på højde med Helen Fielding (hende med bridget jones dagbog) og skriver meget meget sjove og læsevenlige romaner om moderne kvinder og deres genvordigheder. Hun blev interviewet af en fra Alt for Damerne, og var meget åben, naturlig og sød. Så læste hun lidt højt fra den seneste roman oversat til dansk, Rachels Ferie, som er delvist selvbiografisk og handler om en ung kvinde der ender på et rehabiliterings center fordi hun har et lidt for godt forhold til euforiserende stoffer.

Jeg fik alle mine romaner af hende signeret og fik fortalt hende, hvor meget glæde hun bringer mit liv med sine sjove og velskrevne romaner.

Og de par timer uden for den hjemlige krigszone var lige hvad jeg trængte til! Ufatteligt så meget overskud man kan få på så kort tid, bare man er ude lidt og hygger sig uden at nogen hænger skrigende i ens bukser.

Og nu GLÆDER jeg mig så meget til at skulle på arbejde i morgen, og få lidt fred i hovedet 🙂 Så kan de to andre være syge herhjemme sammen, hvis de stadig er syge i morgen. Klara spiste en hel skål grød her til aften og virkede meget gladere og friskere (hun har måske også nydt to timer uden mig…)

Og i morgen aften: hurraaaa – min søster holder 25 års fødselsdagsfest! Jeg glæder mig så meget – har ikke været til fest i en million år. Skal have mine nye kontaktlinser på, mine nye marc jacobs sko og min nye rützou top af silke. Hvis stoffer er syg tager han ikke med, men bliver hjemme med klara. Hvis han er frisk, så afleverer vi klara hos min moster og så sover hun der. Jeg håber på det sidste, for jeg vil meget gerne have min kæreste med i byen og jeg vil meget gerne komme hjem og sove en hel nat UDEN barnet der vækker os og sove om morgnen lige til man vågner, og ikke kun til 6.30. Især efter indtagelse af bare en smule alkohol er det besværligt at skulle op og lave grød 6.30…

Lørdag står vi så op friske og veludhvilede kl 9 og tager hen og henter klara. Derfra tager vi så til ulrik og louise og lille asger, hvor vi er inviterede til brunch. Super lækkert – glæder mig til at se asger, for vi har faktisk ikke set ham siden sommeren, og han er snart 1 år – måske vil klara synes han er helt vildt sød 🙂

Lørdag aften starter the good times igen, og jeg tager ud til caroline og holder tøse-overnatnings-aften for mødregruppen – UDEN børn! Wow – en hel aften med tøsefilm og popcorn og fniseri – og man kan sove uden at blive vækket. Med mindre maya vækker mig 30 gange og vil ligge i ske?

Søndag skal jeg desværre på arbejde kl 11, men det er ok. Det skal nok gå – det er tit så hyggeligt med søndagsarbejde, fordi lånerne er så afslappede og glade.

Så må det være nok for nu, kristina? 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

3 Responses to Du godeste!

  1. kristina skriver:

    Tak! – og dog, tak er kuns et fattigt ord:-) men lige nu kan jeg ikke finde på noget klogere. Måske i morgen! Lige nu er jeg faktisk lidt misundelig over at du har haft barnsyg – det kunne jeg godt bruge, om ikke andet så, som undskyldning for at blvie hjemme – sammen med Martin. Kan man mon genbruge en enkelt opkast fra en lørdag eftermiddag? – eller er det snyd?
    knus
    Kristina, der glæder sig til at se week-end referatet på mandag – håber Stoffer bliver rask, så det er plan A der træder i kraft

  2. Fr. Møller skriver:

    Foreløbig har jeg kun fået læst “Sushi for begyndere” – den var skøøøn. Desværre er der ho nok lang ventetid på biblioteket for at få uddybet bekendtskabet.

  3. Carina kylle_rylle skriver:

    Hej Julie. Rigtig god fest og weekend, den tegner god. Knus Carina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.