godt det ikke var mig



der fødte i forgårs. Men hvor bliver man alligevel rørt og helt lykkelig, på andres vegne, over den store oplevelse det er, og hvor smukt det er med sådan en lille ny.
Min ældste ven U ringede torsdag og sagde, at nu var det sket, onsdag eftermiddag. De var sat til d. 26.1. så de havde nået at blive noget utålmodige, men havde de vidst hvad der ventede dem, så kunne de nok godt have udskudt det lidt længere.
22 timer med veer og så endte det med akut kejsersnit. Og stakkels L, der i forvejen var ret nervøs for fødslen og ville have alt den smertestillende der findes… Den lille dreng blev meget stresset af den hårde medfart og måtte tilbringe sit første døgn på neonatal. Moderen var også hårdt medtaget og moderkagen ville ikke trække sig sammen, så hun lå og blødte hele natten og fik morfin for smerterne.
Så først dagen efter, altså torsdag, fik de drengen op til sig og skulle til at sidde og nusse og blive den familie de har glædet sig så meget til. Han har det fint, skal hedde Asger og vejer knap 4 kg.

Jeg var lige ved at tude, da jeg snakkede med U i telefonen. Han lød så udmattet og slet ikke sig selv, men man er jo nok noget rundt på gulvet efter sådan et par døgn. Han lød helt skrøbelig. De vidste ikke, hvor længe de skal blive på hospitalet og hvornår de kan få/vil have besøg.
Jeg er så taknemmelig for mine 8 timers veer og Klaras forholdsvise komplikationsfrie fødsel, der kunne klares uden smertelindring.

Jeg blev virkelig mindet om det hele, og blev helt rørstrømsk og også lige endnu engang klar over, at der skal gå nogen flere år endnu, før jeg er klar til at gentage graviditet/fødsel og de første måneders forvirring, usikkerhed, hudløshed og kolik-helvede.
Deres lille dreng er blevet trykket meget i hovedet, fordi han har stået og banket ned i bækkenet så længe, så han har en kæmpe bule på toppen. Er der nogen der ved hvor hurtigt den slags retter sig?
Og er der noget om at risikoen for kolik er størrere efter så hård en fødsel, fordi drengen måske har fået klemt eller forskubbet noget i nakke eller ryg?

Åhh, hvor er det godt det ikke er mig, der ligger der nu og er angst for at gå på toilettet pga smerter, som ikke kan sove og som spekulerer som en vanvittig over, om man nu kan få gang i amningen. Godt det ikke er mig, der om 3 dage begynder at tude og ikke rigtig kan forklare hvorfor, som føler sig helt hudløs og på herrens mark. For pokker, hvor var de første tre månder hårde!!!!!
Men også helt absolut vidunderlige. Hvor var hun lille, og fin og sød når hun sov. Hvor var hun dejlig at holde tæt og snuse til. Hvor var det guld værd med den første øjenkontakt, det første smil, første gang hun fulgte en med øjnene. Og hvor er det bare det største i hele verden, at erkende, at for en gangs skyld er der bare noget som man er den allerbedste i verden til, uden at man skal gøre andet end at være den man er. Man skal bare være der, og så er man MOR, og man er nummer 1 bare fordi man er den man er.
Det har jeg stadig svært ved at fatte. Når Klara er tosset eller ked, og andre holder hende, så tænker jeg – nårh ja, de er jo kompetente varme mennesker – de er da sikkert lige så gode som mig. Men det er de bare ikke. Hun skal bare over i mine arme og så bliver hun glad med det samme, uden at jeg gør noget. For jeg er Mor. Jeg er den bedste 🙂

Og hvor er det dejligt nu, at hun er næsten 7 mdr. Og kan sidde selv, kan spise mere og mere, sover trods alt bedre, elsker sin barnevogn, kan næsten vinke, siger da da og griner så meget. I morges sagde hun noget der fuldstændig lød som "møgdyr". Men hvem der lærer hende den slags sprog det ved jeg altså ikke 🙂
kh julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.