Jeg havde helt glemt det, for det er bare længe siden.
Men fredag aften sad jeg med høretelefoner på og hørte noget god musik (den nye med Tue West… helt helt ok) og så skrev jeg, samtidig med at jeg chattede og surfede. Og det var bare så hyggeligt.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft sådan en aften, hvor jeg IKKE sad som på nåle, og frygtede at hun ville vågne nu.. eller nu… eller NU så… hun vågner ikke lige for tiden. Ikke før en gang midt på natten.
Så jeg har min aften i fred og dyrker mig selv, som jeg har gjort siden jeg var teenager – skriver, skriver og skriver og lytter til musik imens. Jeg føler mig helt som mig selv.
Og som flere har bemærket i kommentarerne, så kan man godt læse ud af mine indlæg, at jeg har det bedre for tiden. Jeg sover – og Klara sover. Utroligt, at det kan gøre sådan en forskel!
Er bare lidt ked af det, hvis det er på beskostning af dig, Sanne. Hvorfor kan de unger ikke arte sig samtidig??
Fredag fik Klara sin første tand. Tænk at det virkelig skete. Det er ellers kun den slags man læser om i bøgerne, eller som de andres normale børn gør. Men nu er Klara med på vognen og hun har ikke bidt endnu. Godt det samme, for amning er immervæk hendes hovedernæring endnu.
Fredag gik vi også en god tur ned til Bryggen og min søster. Dejligt sted – der kunne man måske godt bo… men jeg vil jo have en have. Og Klara skal ikke vokse op her midt i byen og gå i skole med de typer jeg ser på gaderne her. Jeg vil hjem til Fyn.
Lørdag kommer P og M og spiser brunch med os. De er nogen af Kristoffers gamle skolekammerater, meget søde. Bagefter kører vi så til Falster, så Kristina – VI ER PÅ FALSTER… bare så du ved det :-))
Åh nu bliver jeg helt aften-melankolsk. Det overfaldt mig lige. Det er al den skrivning – så begynder det hele at køre og hvad skal jeg dog blive til og kan jeg nogensinde få skrevet det ordenligt eller udgivet og hvad skal jeg dog blive til og … åh gud… må logge af… må… logge…af – kan ikke skrive fornuftigt mere ……………………… suk
julie
nårh ja – har I set det her spil? sjovt, men ikke i længden…
http://leech.dk/penguin.swf
Og er der nogen der kender den her sang med Johnny Madsen;
"Den blinde lotterisælger sidder ganske stille på et flerfarvet lysstofrør og kigger opmærksomt ud mod havet"? Hvis nogen kender den, så er jeg meget åben overfor forslag til hvad den handler om… der er meget længe siden jeg har drukket nok til at kunne analysere den slags sange 🙂 Jeg ligger lige teksten ind for i morgen, så I har noget at muntre jer med, mens jeg er væk!