stakkels forsømte dagbog :-)


Højst usædvanligt – igen to dage uden dagbog. Jeg skal jo passe på ikke at komme helt ud af det, for så kan Klara måske ikke få det til at hænge sammen, når hun får den om mange år.

Hun er stadig en snotte-lotte, men heldigvis går det ikke ud over nætterne. De har været fine, de sidste par dage. ja, man tør jo dårligt nok skrive om det, for så laver hun bare om på det igen… Men igår nat var ekstra god. Hun faldt i søvn i god ro og orden kl 21 ca og så gik stoffer og jeg helt ekstraordinært i seng kl 22 – vi ender ellers altid med at sidde til midnat og flade ud. Nå, men det gjorde jo godt at komme tidligt i seng. Og Klara vågnede først kl. halv 2 og sov så videre igen til kl halv 6. Så det var en dejlig nat og jeg følte mig så glad, selv om hun vågnede allerede halv 6 og sked sig selv langt op ad ryggen og ikke ville sove mere 🙂 Utroligt, hvad man kan smile af, når man er lidt udhvilet og har lidt mere overskud.

Lørdag kom farmor og farfar. Dårligt nok var de kommet ind ad døren, før de blitzede løs. Og Klara hun smiler jo bare og lægger hovedet koket på skrå… hun er blevet fotograferet lidt for ofte, tror jeg. Farmor nåede ikke engang at få jakken af, før hun skulle have Klara på armen, så der er vist ingen tvivl om at de savner hende. De havde chilitærte og muffins med, og jeg var så sulten at jeg bare satte det hele på bordet på en gang, sammen med kaffe. Det forvirrede dem et kort øjeblik, men så tog Klara igen opmærksomheden, så jeg i fred kunne konsumere de fleste muffins og temmelig meget af tærten 🙂

Søndag var vi på besøg hos Malo og Mathilde. Det var rigtig hyggeligt og vi fik snakket og gået tur, selv om det ikke helt lykkedes os at koordinere barylernes sovetidspunkter. Klara var selvfølgelig så sød og nem og stille – jeg begynder efterhånden at tro, at det bare er fordi vi er for kedelige for hende, herhjemme. Hvordan skal det dog så ikke gå til februar, når stoffer starter skole og jeg er alene om at underholde hende? Jeg må sørge for at komme ud til nogen hver dag!
Vi fik naturligvis også fortæret noget kage og nogen boller – det manglede da bare. Og Klaras appetit fejler altså ikke noget, når det er gulerodskage der er på menuen…
Det går ellers ok med grøden. Langsomt men fremad. Idag fik hun også most avokado og det elskede hun. Det er også lykkedes mig at overbevise hende om, at kamillethe med sukker ikke nødvendigvis er noget fanden har skabt.

I dag var min søster her og hygge lidt. Stille og roligt. I morgen kommer Erik fra to til halv fem og bliver passet. Stoffer er heldigvis hjemme, så ungerne er mandsopdækkede 🙂 Sidst Erik blev passet her, lærte vi ham at sige brrrrrru med læberne så spyt og savl flyver, så jeg ved ikke rigtig hvilken irriterende vane vi kan give ham med hjem imorgen… Måske en form for gø-hosten, som den Klara bruger når hun vil have opmærksomhed?
kh julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.