Gud fader bevares!!!!

Jeg føler mig som en nar.
Nu har jeg i ugevis gået og været sikker på, at hvis vi prøvede den der godnat og sov godt metode på klara, så ville hverken hun eller jeg overleve, fordi det havde hun bare for meget temperament til og jeg ville bare være for tudefjæs agtig!
Men onsdag aften endte vi jo i noget der minder om den metode, fordi hun vågnede ½ time efter jeg havde ammet hende i søvn og ikke ville sove igen. Så der sad stoffer hos hende og vuggede, aede og tyssede, mens hun skreg sig i søvn. Det føltes som 100 onde år, men i virkeligheden var det under en time, og så sov hun. Og jeg græd ikke engang – sad bare og tænkte, at jeg må være lidt psykopatisk, for jeg følte ikke medlidenhed med hende, kun med mig selv??!!!? Hun var jo mæt, tør, varm og ikke forladt, for hendes far sad og rørte ved hende og mumlede til hende.
Torsdag aften skete præcis det samme. Jeg lå og ammede og hun faldt hurtigt i søvn, men vågnede så ca. 20 min senere. Jeg tilbød hende det andet bryst, men hun gad det ikke og begyndte at blive mere og mere urolig, samtidig med at hun gned sig på livet løs i de små blå øjne. Så kyssede jeg hende og gik ind til stoffer og så blev vi enige om, at prøve det samme som om onsdagen. Vi vil jo ikke tage hende op, og jeg bliver helt ærligt vanvittig af at ligge derinde og føle mig til grin, når hun bare ikke gider det hun skal.
Så stoffer gik derind og jeg satte mig i sofaen og rustede mig på en gentagelse af onsdagens skrigeri, dårlige samvittighed over ikke at komme når det tydeligvis er mig hun vil have osv.
Og hvad skete der så???
Hun skreg ikke engang rigtigt! Der lød bare lidt småbrok der inde fra, og 11 min. senere blev der helt stille!!!!! 11 minutter! Og hun lød overhovedet ikke som om, hun var ved at dø – hun lød bare træt og ja, ikke andet faktisk. Bare træt. Og nu er det 1½ time siden og hun sover endnu.

Så sad jeg ellers bare og følte mig som en tumpet nar, der ikke engang kender sit eget barn ordentligt. Hun tog overhovedet ikke skade af det, og var slet ikke for hidsig til at acceptere det.
Måske er det bare ekkoet af hendes skrig, fra ugerne med pseudo-kolikken, der sidder i mit sind endnu, og det er derfor jeg var så bange for at prøve den her metode? Måske har hun overhovedet ikke noget hidsigt temperament, måske er det bare mig der er åndssvag og ikke kan finde ud af at opdrage et barn??
Jeg kan vist roligt afsløre, at jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at forløbe i morgen aften! Vi har besluttet at jeg godt kan give hende den sidste godnat ammetår inde i soveværelset som hun er vant til, og hvis hun så falder i søvn, så er det jo fint. Men hvis hun så vågner igen, så er det stoffer der går derind og så bliver hun lagt i seng af ham og han bliver der til hun sover. I hendes egen seng.
Ellers er der ikke sket noget torsdag. Ikke en dyt. Jeg synes, jeg er ved at blive syg, så jeg har holdt mig i ro.

I dag fredag skal jeg til brunch med juni-mødrene og det glæder jeg mig virkelig meget til. Både pga chokoladekagen, men også pga de meget søde mødre (og børn) og jeg har lovet mig selv at være udadvendte, glade julie! Og ikke tavse, generte, overfaldet-af-nazier-i-metroen julie.

Og så håber jeg ellers, at tingene arter sig således at jeg snart kan begynde at skrive om andet end søvn og det der hører til, i min dagbog. Jeg er ret træt af, at det fylder så meget. Jeg vil gerne i gang med at eksperimentere med vælling, mos og grød, babysvømning, tøjsyning, alle de ting jeg synes er meget sjovere end søvnproblemer.
Håber alle får en dejlig fredag og en rigtig god weekend!
kh julie og klara, nu med søvn-teknik (måske…)