41+1 gravid i 10. månede

Har meget mærkelig dag (igen) Vågnede med murren i maven og tænkte, måske sker der noget i dag? Følte mig meget usikker og nervøs og havde mest lyst til at gemme mig i en busk og vente på fødslen, som en anden urkvinde. Men der sker ikke noget.
Var ved jm for absolut sidste gang i går. Hun startede heldigvis med at sige, at hun havde en tid til mig, til forundersøgelse ude på fødegangen, på søndag. Så jeg slap for at spørge, hvad og hvordan og hvornår der sker noget fra deres side.
Altså bliver jeg undersøgt på søndag, 10 dage over termin, og så kan jeg blive sat i gang torsdag, 42+0, hvis jeg vil det. Det tror jeg nu nok jeg vil. Det lyder ikke vildt sjovt, det jeg læser om igangsættelse og jeg kan også forstå på folk, at det er meget forskelligt hvordan, hvor godt og hvor hurtigt man reagerer på det. Men jeg har bare behov for, at der sker noget nu. Så jeg tror jeg tager imod det, også selv om både bebs og jeg har det fint.
Vil lige notere status fra Jm:

uge: 41+0 (i går)
vægt: stadig + 10 kg. Har heldigvis ikke taget mere på. Havde faktisk tabt 500 g. siden sidst 🙂
blodtryk: 110/70
urin: mange bakterier – skyldes evt. meget slimet udflåd (der måske er slimprop på vej ud i lidt opløst form?)
ødemer: +
sf-mål: 2 fingre under px. (hvilket er mindre end sidst, hvor den nåede til px. – måske er det fordi maven er sunket?)
fosterskøn: 3500 g.
fosterpræs.: Hovedstilling, fast.
hjertelyd: fin

så sådan er det. Jeg glæder mig til undersøgelsen på søndag, så vi får kastet lidt lys over, om der overhovedet sker noget. Jeg har lidt veer ind i mellem, så jeg håber da de arbejder og blødgør og udvider eller et eller andet. Men de er ikke så lange og de er helt uregelmæssige og de forsvinder altid igen.

Jeg er træt af at være gravid, selv om jeg prøver at finde alle fordelene ved at have bebs i maven og ikke ude. Men de bliver bare overskygget af, at nu HAR jeg lissom prøvet det med bebs i maven… Nu vil jeg sådan set hellere prøve det med bebs udenfor maven!
Det føles som om den her graviditet har udviklet sig til en permanent tilstand og ingen af os kan overhovedet huske, hvordan jeg så ud før. Har forsøgt at overbevise kæresten om, at før var jeg 1.73 cm høj og vejede 54 kg. ( er 1.60 og vejede nok ca. 67….) men han virker ikke overbevist… Vi har kendt hinanden i 13 mdr. nu og i over 9 af dem har jeg været gravid. Det er jo helt sindssygt.

Vi venter og venter, spiller spil, ser film og læser bøger, var ude og spise i går, og sidder og siger på skift "hold op hvor det regner" – ja, svarer den anden så. Så går der en halv time og så siger den anden "du godeste hvor det vælter ned" – ja, det er vildt, siger den første så. Og sådan går dagene…

Og det gør mere og mere ondt i bækken og lyske. Jeg stavrer rundt foroverbøjet som en gammel kone og kan dårlig selv tage underbukser på, fordi jeg ikke kan løfte benene. Jeg er rent ud sagt pisse træt af at være så ulig mig selv og så hjælpeløs og ynkelig. Ja, måske er det hårdere arbejde at have bebs udenfor maven, men så kan jeg da i det mindste snøre mine egne sko, vende mig i sengen, tage tøj på som en normal og gå mere end 20 meter om dagen. Den slags skal man ikke kimse ad…
kh julie, 41+1