Nu tror jeg bare, jeg tager en uge eller flere, uden nogle særlige begivenheder. Kan ikke rumme mere og føler stress.
Sidst I hørte fra mig, var min pung blevet stjålet. Og uha, det stoppede bare ikke dér.
Jeg skulle jo til at pakke en taske, til den Coldplay koncert i Jylland. Og den får et indlæg for sig selv om lidt, for den var værd at beskrive! Nå, men jeg pakker taske og tænker, at det nok er smart at tage billetterne med også. Åbner skuffen, hvor de har ligget de sidste 6 mdr. Og så er de der ikke. De er der I K K E!!??!
Ai, men jeg lover jer, jeg gik helt amokka. Jeg var helt ude i noget med, at det nok var pung-tyvene, der havde været her om natten, uden at jeg havde hørt dem, og stjæle mine billetter. Jeg splittede lejligheden ad! Jeg rev nærmest gulvbrædder op og kradsede puds af væggene med mine negle. Jeg forstod bare ikke, hvordan de kunne forsvinde ud i den blå luft. Jeg havde dem fredag, fordi jeg sendte Trine en sms om at mødes ved indgang B, og så lagde jeg dem i skuffen igen. Men de var der ikke. Jeg var helt nede og tømme skraldespanden udenfor, fordi jeg tænkte de måske var røget ud med nogle konvolutter. Men nej.
Min moster var kommet for at passe Agnes, så hun gik en tur med hende i klapvognen, for at få hende til at sove. Og så fik jeg lidt mere fred. Jeg troede, jeg skulle dø. Kunne seriøst ikke trække vejret. Så satte jeg mig ned og stirrede på skuffen, lidt ligesom jeg stirrede på Nørreport da min pung forsvandt, for jeg tænker at hvis man stirrer længe nok, så dukker tingene nok op igen. Det kan jo ikke passe, at de bare er væk. Så besluttede jeg pludselig at række ud, trække skuffen helt ud af reolen – og der var de! De var røget ind bagved, næsten helt ned bag skuffen. “Nårh ja”, sagde stoffer senere, da jeg ringede til ham, “jeg syntes også nok den skuffe var lidt svær at lukke i går…”
Nå, men det var i sidste øjeblik. Moster kom hjem, Agnes sov, jeg havde alt mit pikpak og så tog jeg afsted, mødtes med min søster, tog en koncertbus til Herning – god ide med den bus i øvrigt. Kan kun anbefales! – fandt Trine og tog til Coldplay koncert.
Kl. 00.00 kørte chauffør Vuc os tilbage til hovedstaden, og kl. 04.30 gik jeg ind ad min havelåge, kiggede op og så at der var lys i soveværelset. Dejligt. Agnes syntes altså det var morgen allerede… så op, amme, amme, amme, bande, halvsove, amme, halvsove, drømme weird drøm, og så ringede vækkeuret kl. 07, og vi stod op og tog til første skoledag med første barn.
Stort og rørende øjeblik. Måtte bide i inderside af egen kind, for at ikke at græde og være pinlig. Bagefter købte vi morgenbrød med hjem og hyggede med moster Mette, der havde overnattet i kælderen. Hun havde nemlig smækket sine nøgler inde derhjemme, da hun tog afsted til Coldplay. jaja, det kører virkelig for os pt.
Jeg var jo forholdsvis træt, efter den der bustur, halvsovende, og så de to timers ammesøvn. Men kunne jeg ligge mig der over middag, efter skoledagen? Nej. For jeg kom jo heldigvis i tanke om, at jeg skulle på arbejde tirsdag, så måske var det en meget god ide at tage ned på Borgerservice og sidde i kø og få lavet et midlertidigt kørekort. Det kostede heldigvis ikke noget. På vej hjem hentede jeg Agnes, og så var den chance for en lur ligesom forpasset.
Gik så i seng kl. 19, med Agnes. Men blev vækket kl. 22.30, da telefonen ringede. I røret var en meget mystisk mand, uden navn og uden telefon nr., der havde fundet min pung!!
Han virkede suspekt, underlig og alt muligt, men min pung havde han, og han ville gerne mødes tirsdag og aflevere den. Han var lidt amoralsk direkte omkring ønsket om en findeløn, men jeg sagde, at jeg gerne ville give ham noget og lige ville se, hvor mange kontanter jeg havde. Jeg syntes bare, han var underlig. Og fik veninde maya til at tage med ind for at mødes med ham, foran Hovedbiblioteket.
Men straks jeg så ham, faldt alt på plads. Han var ikke spor mystisk eller suspekt – men bare normalt underlig. Professionel skraldespandsroder. Han havde fundet den på bunden af en skraldespand og opbevarede den i en pose, inden i en pose, nede i en pose, og han ville ikke selv røre ved sine poser, fordi han havde beskidte hænder, så jeg måtte gerne tage den op. Han havde viklet toiletpapir om hankene på alle sine plastiskposer. Lidt besværligt at have et OCD agtigt forhold til bakterier, når man lever af at rode i skraldespande. Sølle stakkel. Klart han ikke gav noget telefon nr. for han havde jo ingen telefon.
Alle kort var der. Også visa og mastercard, så dem har møgungerne ikke engang gidet forsøge med. De må virkelig have syntes, jeg lignede en med mange kontanter?? Amatører – at tro det om en med et lille barn, som er på vej HJEM fra indre by?
Nå, men eftersom jeg sparer nyt kørekort (600 kr.), nye sygesikringsbeviser (nej, de er ikke gratis når man selv bestiller nye, så er det 175 pr stk.), årskort til zoo (300 kr) og alt muligt andet, så gav jeg manden 300 kr. Han lignede en der havde brug for dem, og helt ærligt, jeg springer jo bare en omgang sushi over så.
Men en ny pung skal jeg nu nok have… åleskind er bare ikke det samme, efter et døgn på bunden af en skraldespand. Pfui! Forstår faktisk godt at bumsen ikke gad røre ved den.
GUD, HVOR FEDT! Tænk, at det kan lade sig gøre. Hurra!
Hold da op, for nogle begivenhedsrige dage! Der er da nogle biorytmer, der lige har svinget opad – eller var et nedad – på én gang 😉 Godt at kortene er hjemme igen hos rette ejer, og at du havde en konstruktiv kontakt med skraldespands-roderen. Nu skal der vist bare ro på igen, ikke? 🙂 kh Ditte
Pyha, kan godt forstå hvis du lige trænger til et par dage uden action.
Tillykke med skolepigen! Det er stort. Jeg hylede (lidt) dengang det var Jens Christian. Men jeg var heldigvis ikke den eneste. En af de andre mødre havde en virkelig dårlig mascara-dag. Så gemte jeg mig bagved hende.
Når du nu har sparet så mange penge til nye kort …så er der da råd til en fed pung!
Fantastisk historie med den pung.
Fantastisk beskrivelse af manden.
Fantastisk at spare en masse penge fordi der findes folk der godt gider ulejlige sig!
Julie, jeg elsker din måde at skrive på.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om du har et overdrevent spændende liv, du småbarnsmor og bibliotekar 😀
Eller om det er måden du ser verden på og beskriver den her, så humoristisk, sælsomt og hvor alt altid går op i en højere enhed i slutningen af din fortælling. Du ser pointer og sammenhænge, som andre er blinde for.
Tak endnu engang for underholdning på højt plan!
Din blog burde udgives i bogform. Hallo derude: anmeldere, redaktører, bogklubber, ….jeg har glemt ordet jeg leder efter i min ammehjerne-tilstand: DEM, der udgiver bøger…..FORLAG eller???? Anyone: Bare udgiv Julies blog her i en fart og lad hende tjene kassen på den. Hun, altså dig, vil helt sikkert kunne finde noget godt at bruge pengene på 😉
Fedt at du har fået din pung inkl. div. kort allerede nu. Da jeg i sin tid fik min pung stjålet, gik der mange måneder, før der skete noget. En dag jeg kommer hjem fra DB, ligger der et m e g e t mystisk brev i min postkasse. Adressen er tydeligvis skrevet med venstre hånd, og der er ingen afsender. I brevet ligger alle mine kort (inkl. bon’er fra Netto). Men kontanter, klipppekort og selve pungen er der der ikke.
Ak ak – fordi der var gået så lang tid, så havde jeg naturligvis været ude at købe ny pung samt bestilt og betalt for nye kort… og det på en SU
Vildt at Klara nu er en skolepige
haha, Rikke, hvor er du sød 🙂
Tror ikke der er ret mange der kan leve af indkomst fra bøger, men hey, lidt har også ret, så de skal da bare ringe!
Jeg tror, det der sker er, at jeg godt kan lide at formidle. Og at ethvert budskab kan gøres interessant, hvis du formidler det godt og på rette vis. Jeg kan godt lide at overdrive og jeg kan godt lide at fortælle en god historie. Både på skrift og i tale. Og så er jeg ret detaljeorienteret og husker godt, som regel.
Men tak, igen. Jeg er glad for, at min glæde, kan glæde andre. Det er da ideelt.
Da jeg fik stjålet min taske ved juletid, anbefalede banken at skifte kortene ud, selvom det hele kom tilbage. Der kan i princippet være nogen, der har kopieret numrene og bruger det på egne, forfalskede kort.
KH
Karin
Uh ha jaja, man skal jo have nye betalingskort, det er klart. De andre er jo spærrede og nye er bestilt, med nye pinkoder og alting. Den slags koster jo heller ikke noget.
Det er mere kørekort, sygesikringsbeviser og diverse, som jo snildt kan bruges igen. Man får jo ikke nyt cpr nr. selv om man bestiller et nyt sygesikringskort.
LOL – dit liv er meget mere spændende end mit.
god detalje med en skraldespandersroder med et OCDagtig forholdt til bakterier.
Kan du ikke spørge ham ocd-skraldespandsroder om han har set min cykel? Den blev nakket i søndags på Amager. Og jeg tager det helt personligt, for den var åbenbart valgt ud i en række af andre. Og så med barnesæde, cykelkurv og Kaspers elskede edderkoppe cykelhjelm. Kæft det gør mig så rasende at folk stjæler.
Annamette – jeg kan da bare selv kigge efter den! Der går ikke en weekend, uden at der havner en cykel nede i min hæk – endnu en af velsignelserne ved at have en hjørnegrund.
Ring til sheriffen – de finder virkelig tit stjålne cykler. Hittegodskontoret herude på Slotsherrensvej bugner af dem!!
Hey, hvor fedt at du fik din pung tilbage!!
Og totalt syret oplevelse med skraldemanden. Love it!
Koooom nuuu nyt indlæg!! 😀
Er syg og keder mig herre meget, og det er som om der ikke sker så meget nyt på fjæsen minut til minut 😛
Ja det er lidt som at læse en af de rigtig gode bøger, at læse din blog. 🙂
Du giver i den grad Nynne baghjul…
Lidt synd at det er dit eget liv du skriver om, når nu spændingsniveauet er så højt. Normalt anbefaler psykologer at man skriver dramatiske historier i stedet for at udleve dramaerne i sit eget liv. Det skulle give mere ro. Men hvad skulle du så skrive om, hvis du ikke levede dramaet selv?
Fed underholdning og gode reflektioner undervejs.
Takker… 😉
Ja, det er fandme en god idé – ud med den bog! og måske Julie, er du med i en særlig udgave af skjult kamera?, for det er da godt nok en vild historie…
Jamen jeg var også total paranoid over det. Heldigvis lå stoffer syg derhjemme, for jeg var sikker på at de der havde stjålet min pung, lokkede mig ind til hovedbib., for at deres venner kunne bryde ind hjemme i mit hus imens og stjæle min samling af halvædelstene og billederne af mine børn!!
Det er hårdt at have en levende fantasi, skulle jeg hilse at sige.
Kæft et godt grin!
Både af dit første-skoledagsbillede anno 1982 og af din nervepirrende thriller af en “genforening med åleskindspung”!
Tak for det. Kh Mette