Det gør jeg. Nogen gange har jeg gjort det her, i indlæg, for at give ord mere vægt. Eller for at gengive den rette stemning. Jeg gør det også når jeg bliver vred ude i virkeligheden. Eller i trafikken. Rigtig meget i trafikken faktisk. Road rage – det er mig. Men jeg skal nok holde det verbalt og inde i min bil, no worries.
Jeg ved godt, det ikke lyder pænt. Men jeg kan ikke altid lade være. Så sagsøg mig – jeg er menneskelig. Jeg bander, jeg vejer for meget og jeg indtager sukker. Og?
Nu er det så bare, at mine børn bliver ældre.
Små børn er virkelig herlige – de lever jo ligesom i deres egen verden og passer sig selv dér. Man kan bilde dem alting ind, man kan holde dem udenfor rigtig meget og de ser og hører ligesom kun, hvad der egentlig passer dem.
Store børn… not so much. Nu er Klara jo snart 6 år, og selv om hun stadig tilbringer flere timer om dagen i sin egen make-believe world, med små flyvende lyserøde elefanter og usynlige venner og lange samtaler med disse, så tilbringer hun også mere og mere tid i den samme verden som os andre.
Vi ser således aldrig tv-avisen længere. Hun er meget bange for røvere. Altså – hun fatter konceptet så langt som at, hun er bange for dem og for at de skal komme her. Men vi kan ikke få hende til at fatte den del der går ud på, at de ikke stjæler små børn. Hun forstår ikke, at hun ikke er noget værd. For dem. Og hvad måske med de diamanter hun har fået af Oscar Emil??? Ja, den ene er af glas, men de andre er jo RIGTIGE!
Og jeg må så heller ikke bande mere. En dag jeg gjorde det i bilen, lød det tørt omme bagfra “mor, sådan må du altså ikke sige når der er små børn i bilen”.
Desværre kommer denne bevidsthed for sent. Hun har samlet ord op. Hun ved godt hun ikke må bruge dem, for jeg er – ud over alle mine andre fejl – også helt upædagogisk korrekt og viger ikke tilbage for at indprente hende, at der er regler for børn og andre regler for voksne. Og at når hun bliver voksen må hun gerne bande, hvis hun virkelig vil. Og det mener jeg. Det må hun da selv styre, når hun bliver voksen. Skulle jeg sidde dér og belære hende, som 32 årig, om hvad hun må og ikke må sige? Nej vel?
Nå.
Men det jeg egentlig ville skrive var, at den anden dag sad hun så inde på sit værelse, sammen med sin lillesøster. Og Agnes er inde i sådan en nødvendig, men træls, periode hvor hun virkelig nyder lyden af sin egen stemme. Og at eksperimentere med den. Så hun råber. Og RÅBER. Og R Å W E R. Meeeeget højlydt. Og inerverende.
Stoffer står i køkkenet, jeg er i stuen, vi hører musik. Og Klara har helt klart ikke regnet med at vi kunne høre hende. Så hun læner sig langsomt over mod sin råbende lillesøster, holder sit hoved helt hen til Agnes, og hvisler ud mellem sammenpressede læber, med halvt hviskende / halvt snerrende stemme; “nu holder du krafteddeme KÆFT!”
Og jajajaja ja ja – det er da sååå forkert og vi sagde også til hende, at sådan taler vi ikke til hinanden herhjemme, det må man ikke, nix, biks, slut, forbudt!
Men nej, hvor vi har grint af det siden. Og fneset. Før vi følte det allesammen, vi ville allesammen gerne sige det. Men kun Klara gjorde det. Ikke at det virkede. Desværre.
……………….. jeg er flad af grin ……….
….. og det er godt beskrevet, man kan lige se situationen for sig :0)
SÅ upædagogisk.
Og SÅ morsomt!
😀
JA de bliver bare store og svære at komme udennom.
Da vores børn var mindre var min og SHM’s bedste tid på året, bilturen til Sverige når vi skulle på skiferie. Vi nød de 10-12 timer hvor ungerne sov (JA vi kørte om natten for at køre med sovende børn) og vi kunne tale uforstyrret.
Nu er den ældste knægt 11½ og næste vinter sidder han sikkert vågen til langt ud på natten og vil blande sig i alle samtaler. Jesus! Om et par år vil han vel skiftes til at sidde på forsædet og snart vil han også køre…. STOP Jeg vil AF!
De sidste par år har jeg tillagt mig en grim uvane. Et par cigaretter om dagen. FØJ! Ville egentlig gerne stoppe, men synes også det er hyggeligt at have den voksentid SHM og jeg har efter arbejde, hvor vi sniger os ud i haven for lige at få en gang ‘fransk morgenmad’ (kaffe og smøg) Men vi ryger i smug for vores børn, og mine forældre og det er ikke helt ukompliceret.
Efterhånden som børnene bliver ældre holder det jo endnu mindre. Hvorfor gør vi det så i smug? Fordi vi ikke vil have børnene skal tro vi synes det ville være ok at de startede. Som overhykleren (det er mig) siger. Vi kan jo ikke sige til dem at det må de ikke, hvis vi selv gør det (så vi gør det i smug)!
Så lad dem bare bande lidt. Det ville jeg gerne tage hvis jeg kunne bytte med risikoen for røg.
HAhahahååh, kan lige forestille mig det. Vil fra nu af lave en Klara og hvisle de ord hvis folk er for…Agnes-agtige.
Ej, hvor er det sjovt. Tuder af grin!
Åh, jeg dør af grin *Hahahahahahahaahah*
Jeg læste dit indlæg i morges, og flere har flere gange i dag klukket lidt over Klara, der sætter sin lillesøster på plads på en måde vi allesammen tænker på ind i mellem. Hæ hæ, hvor er hun sød, og hvor er det sjovt 🙂
He
Min fister retter mig til ‘for søren’ når jeg kommer til at sige noget grimmere.
Men de ryger altså bare ud bandeordene, så måske de bare skal lære dem med??
Hvad værre er når jeg kommer til at RÅBE til ham at han ikke må RÅBE, fordi det er den eneste måde jeg kan komme i kontakt med ham på…. tror måske ikke han lærer det på den måde….
HAHAHAHA :)) Dagens bedste start! Hvor er det skønt de tør udfordre “det man ikke må”, og bare sige hvad de har på hjerte!
Forleden, i cirka samme situation som jer, hvor vi står i køkkenet og vores børn sidder ved bordet i stuen (Silje på 4 og Pelle på knap 2). Pelle hælder IGEN sin mad ud på bordet, og da bliver det for meget for Silje og hun udbryder: “EJ PELLE! Det vil jeg SIMPELTHEN ikke finde mig i. Jeg bliver jo fuldstændig vanvilligt!”
Er du gal man kan kvæle et grin når man står derude og observerer…. :))
Ha ha ha, hvor dejligt befriende!! 🙂
Åhhh, hvor godt!
Upædagogisk korrekt, det er vi helt sikkert også. For et par år siden lykkedes det Alfa at bilde Jens Christian ind, at når man blev voksen fik man kørekort og BANDEkort, og først da måtte man bande. Desværre havde han bare tabt sin pung, så han kunne ikke lige vise sit kort frem. Men det fandtes altså. Og børn kunne få lov til at bande, hvis de slog sig så meget at det gjorde rigtig ondt. Men de skulle spørge først.
Og den dag i dag kan Jens Christian finde på at spørge “må jeg godt bande”, hvis han slår sig. Men han kan nu også godt finde ud af at bande på eget initiativ. Heldigvis er det bare ikke ret tit. Lille hr. lovlydig synes nemlig at det lyder grimt!
– det gør det jo også… åh, den unge er så klog, Anne.
Det er een af de kedelige ting ved pseudotvillinger – den slags oplever vi for sjældent 🙂
De fleste av oss banner litt fra tid til annen. Min sønn på 5år har plukket opp litt, men han banner ikke selv fordet.. heldigvis!! Og han kjefter på meg om jeg sier noe stygt.. hehe.. 🙂
Søtt design på bloggen din forresten 🙂
Det er simpelthen FOR sjovt. Jeg er helt færdg af grin. De sger, de fedeste ting, sådan nogle størrelser på de helt rigtige tidspunkter.
Herhjemme har vi en helt særlig bandeproblematik: Jeg forsøger ihærdigt at få morforældrene til IKKE at bande foran børnene….
De gentager jo ALT, de små svampe.
Hahaaaa! Nu er det jo helt vildt længe siden, du skrev det indlæg, men har altså først lige læst det. Men hold helt KÆFT, hvor er det sjovt!
Har selv knap fire-årig, som også har samlet alle fy-ordene op, men som utroligt nok ikke bruger dem. Til trods for, vi altså stadig kommer til det i hendes påhør. Tit. Lige bortset fra, når hun engang imellem bare får slynget dem ud i en sætning, nærmest uden selv at opdage det 🙂 Som forleden, hvor hun var ved at samle lillebrors puslespilstæppe. Noget passede slet ikke sammen, hvilket fik ungen til at udbryde ‘Ej, der er fandme noget helt galt her!’. Og det er bare sjovt, når det er sådan en lille størrelse, der siger det. Altså – når det sker yderst sjældent, ing. Ellers er det jo bare grimt sprog. Hvor er vi voksne dog hykleriske! 😉