I går var fantastisk hyggelig. Jeg var så glad for at mødes med de to vindere, Cecilie og Hanne, før bog arrangementet på Rosinante. Især da det gik op for mig, at Cecilie var forfatteren til en blog jeg plejede at elske, og som pludselig var væk. Og nu stod hun der! Vendt tilbage til mig, som et menneske i kød og blod! Jeg blev helt i kramme humør af det og måtte ruske hende i armen! Og Hanne havde en pose bøger med til mig! Totalt de bedste vindertyper ever!
Vi spiste meget lækker mad et sted i Torvehallerne der hedder un mercato eller sådan noget. Jeg fik lam og bønner.
Selve arrangementet var interessant på flere niveauer. Niveau et, er at jeg synes det var fedt at forlaget i det hele taget holdt sådan et arrangement. Flere af dem! Der ud over synes jeg, det var okay interessant at høre om forfatternes tanker bag deres filosofi om mindful spisning. At alt for mange danskere spiser for hurtigt, for ufokuseret og mens de laver alt muligt andet. Ideen bag mindful spisning er, meget kort fortalt, at man fokuserer på det man spiser og derved får optimal nydelse ud af det og ikke spiser mere end man har brug for. Man skal forsøge at fokusere på hver eneste bid. Og gøre dem alle lige nydelsesfulde. Så man ikke overspiser på automatikken eller fordi man fokuserer mere på samtale, tv, den bog man læser i mens osv.
Jeg kan godt se pointen, men vil til enhver tid hævde at der også er en meget meget stor nydelse for mig, i at læse mens jeg spiser. Det er simpelthen så hyggeligt. Jeg elsker at forberede min mad og sætte mig til bords og slappe helt af med min mad og min bog. Så det kan jeg ikke love aldrig at gøre.
Jeg kan heller ikke love aldrig mere at samtale mens jeg spiser. (Det ville også gøre juleaften hos svigerfamilien lidt for akavet, hvis jeg insisterede på at smage hver en bid optimalt og ikke samtale imens…) Jeg har en 4 årig i huset for christ sake… Per Brændgaard hævdede ellers, at den slags kan børn sagtens lære. Hertil må jeg sige, at han aldrig har mødt mine. De snakker jo konstant. Det er ikke mig, der forstyrrer dem under måltidet, med spørgsmål om deres dag osv – det er dem, der simpelthen trækker vejret ved at tale. Og mig der føler mig som en 1950´er far der konstant siger “ti stille og spis”.
Men måske netop derfor, har jeg faktisk tænkt mig at afprøve Mindful spisning bogens teori på dem. Jeg vil gerne have lidt mere ro, når jeg spiser. Det er meget stressende, for mig, at de hele tiden snakker og ikke spiser. Især fordi de så altid er sultne en halv time efter, at vi har pakket alting væk. Så jeg vil prøve at få dem til at fokusere lidt mere på det de spiser.
Ellers… er jeg altså nødt til at være bare lidt sarkastisk. Undskyld på forhånd. Men at sidde med en flok damer, i et lokale på Kultorvet, og være helt stille i 10 minutter, mens man observerer 2 granvoksne mænd, der spiser hver deres æble på den mindfulde måde, med lukkede øjne og mener hver eneste bid SÅ alvorligt. Det tog næsten livet af mig. Men i det mindste kunne jeg styre mig, i modsætning til visse andre.
Det var en form for avantgarde Jørgen Leth teater.
SE æblet. Se på æblet. Se æblets rødme. Dets runde form. Bemærk æblets overflade. Dets rødhed. Fornem æblets substans. Nyd det. Nyd dit æble. Hold æblet ud i strakt arm foran dig. Se på æblet. Tøm dit hoved for tanker. Vær æblet. Før langsomt æblet nærmere din mund. Se æblet. Se din arm. Det er ikke en robotarm. Du styrer din arm. Du styrer æblet tættere på. Nærmere. Nydelsen. Snus til æblet. Duft til æblet. Indhaler æblet. Vær et med æblet. Tag den første bid. Langsomt. Bid grundigt i dit æble. Lad æblet eksplodere i din mund. Du har aldrig før smagt dette æble. Du har aldrig før taget denne bid af dette æble. Du kommer aldrig mere til at tage denne bid af dette æble.
Osv.
Så ja. Super fine elementer af det, som man sagtens kan få glæde af at tænke over og indføre i sit eget liv. Men også en kende for langhåret for mig at følge slavisk. Og så synes jeg, at nogle af damerne gik alt for meget op i det, alt for detaljeret. Jeg tror næppe min generation af kvinder har brug for endnu en ting vi ikke gør godt nok, endnu en ting at slå os selv oven i hovedet med. Alt med måde.
Åh nej, nu kan du aldrig se et æble mere uden af få de to højt sanselige mænd på nethinden! Man tør slet ikke tænke på, hvordan de udfører andre af livets mere “automatiske” funktioner. Personligt vil jeg til hver en tid hellere være til middagsselskab med larmende børn og rødvinssnaldrede voksne end et par gravalvorlige, granvoksne mænd, der sidder og snuser til deres salat inden den tygges til ukendelighed i deres munde 🙂
Faktisk kom jeg jo hele tiden til at tænke på Twilight, bog forsiden, da jeg sad med det æble… 🙂
Hvordan kan du skrive med Jørgen Leth’s stemme? Totalt flad af grin over konceptet. Kan nu overhovedet ikke tage noget af det seriøst efter beskrivelse af to voksne mænd der spiser æble på den alvorlige måde.
Alt er sjovere med Jørgen Leth stemme, Karen. Fact.
Jamen jeg ved det. Er bare totalt overrasket over at du kan skrive noget som så bliver læst op af Jørgen Leth inde i mit hoved. Må være dine mad bibliotekar skillZ.
Bedste Jørgen Leth er i øvrigt i Rytteriet. Hvor han er et nøgen menneske sammen med Lars von Trier. Fandme genialt.
Præcis, alt med måde. Jeg var på et stilhedsretræte for et år siden. Fire dage i stilhed, sammen med 11 andre mennesker. Vi spiste, sov, dyrkede yoga, gik laaaangsom tur. Men det der var så fantastisk var at vi også grinte sammen, ingen ved præcis hvorfor, men at vi grinte sammen, var helt tydeligt. At spise opmærksomt, leve opmærksomt i nuet, betyder også, at man er sammen med dem der er omkring en. Total stilhed hverken kan eller skal være hverdagen, men en lille del af hverdagen. Være stille et øjeblik inden man spiser, se hinanden i øjnene, smile, SE de andre, smage på maden og så sige noget, hvis der er noget man gerne vil sige. Jeg lærte meget af det, og det gav mig mere lyst til at spise, selvom jeg er alene. Fordi maden fik en værdi i sig selv og ikke kun var en nødvendighed, der skulle overstås hurtigst muligt, lettest muligt = mysli, nødder og chokolade. Kram til dig og tak for sarkasmen, det må dælme have holdt hårdt 🙂
Præcis Maria! Jeg tror netop mange har godt af lige at tænke lidt over det. Det skal bare ikke ende der, hvor man har konstant dårlig samvittighed over at have lyst til at tale med sine kolleger i frokoststuen, eller sine veninder når man spiser ude 🙂 Lyder forøvrigt skønt med sådan et stilhedsretræte!!
Du skulle prøve det engang. Det er på Møn, i første række ud til vandet i en firlænget bindingsværksgård. Nu fungerer det som kursussted, med kamin og bløde sofaer. Det føles meget hjemligt og hyggeligt. Suzan Erritsøe er arrangør og er nok et af de rareste og mest nede på jorden mennesker jeg har mødt. Og så synger hun dejligt. Kan anbefales. Hun afholder også nogle for par, hvis Kristoffer vil med. 🙂
Hvor er det sjovt at læse om din oplevelse! Min var meget lig din og jeg dumpede også i æblemeditationen. Var splittet mellem overhovedet ikke at have lyst til æble og så til bare at høvle det æble igennem. Men mand, hvor var det imponerende at se to voksne mænd få så meget ud af et æble.
Jeg var helt tryllebundet – hvilket jo også beviser, at mit fokus var et andet sted end på øvelsen. Damn it!
HARHHARHHARH! Jeg er totalt mindfuld i min bevidsthed om hvor sjovt du skriver.
Men faktisk ret god del af et foredrag, det der med at indlægge mindful et eller andet. TAK JULIE. Når det så er sagt er jeg sikker på vi er mange – mig – der ville have godt af lidt ro ind i mellen. også til maden…Og tillykke til forfatterne med at få så mange damer til at komme.
Hov, omkring stilhed ved maden, det glemte jeg. Dengang jeg boede hjemme og havde to små søskende som snakkede (læs: skændtes) konstant blev det indført at der skulle være HELT stille inden vi spiste. Og det var suverænt min mor der afgjorde hvornår der var stille nok. var faktisk ret hyggeligt lige at falde ned inden man begynder at skovle ind. Og lidt ligesom i børnehaven, hvor man skulle kunne høre en nål ramme gulvet inden man måtte åbne madpakker (vi skiftedes til at gå rundt og sige “shhyyyy” og vente på det helt rigtige tidspunkt at slippe den der stoppenål)
Jeg var en gang på anti-stress-kursus, på et tidspunkt, hvor mindfullness var det nye sort.
En af øvelserne var, at vi skulle spise en rosin. EN freaking rosin. På samme mindfulde måde, som d’herrer sikkert indtog deres æbler.
Jeg har næsten ikke kunnet udholde rosiner efterfølgende. Med mindre jeg høvler dem ned, eller de er godt gemt i en bolle eller en salat!
Og for en med lettere stress, var det fandeme en prøvelse at bruge SÅ LAAAANG TID på noget så latterligt, når der nu var alt muligt andet man kunne have brugt tiden på, så bunkerne blev bare lidt mindre…
Jeg er nok ikke så begejstret for mindfullness… Men kan godt lide at samle tankerne i stilhed. Jeg mener dog godt, at man kan samle tankerne og give noget opmærksomhed uden at køre det ud i ekstremerne, sådan som Mindfullness har en tendens til. For hvis man hele tiden skal have 100 % opmærksomhed på det man foretager sig, hvornår kan man så lade tankerne flyve og få nye ideer?
Og er det virkelig nødvendigt at samle al sin opmærksomhed om at skrælle gulerødder, hvis man i virkeligheden hader at skrælle gulerødder og hellere vil snakke imens, for at få den kedelige gulerodsskrælning til at forsvinde ud af bevidstheden…
Og hvem ender med at skulle skrælle gulerødderne, hvis alle i virkeligheden hader at skrælle gulerødder og ikke kan holde ud at skulle koncentrere sig 100 % om opgaven…
Men hey… Måske jeg skulle prøve at spise noget Peter Beier Chokolade rigtigt mindfuldt. Måske jeg så også mister lysten til det fuldstændigt… Det vil i hvert fald være et forsøg værd! ;o)
~ Karina
Jeg har moret mig gevaldigt over jeres oplevelse uder æble-meditationen. Jeg vil nu forsvare mine kollegaer inden for mindful spisning – lidt …. Nemlig: Overdrivelse fremmer forståelsen!
Set gennem lidt mere pragmatiske briller, så handler det – i mine øjne – ikke så meget om at spise i andægtig tavshed gennem hele måltidet. Men snarere om at rette opmærksomheden tilbage til spisningen så hurtigt som muligt, når man har hhv. snakket eller lyttet.
Ellers får man ikke “nydelse nok for kalorierne” – og det er en dårlig forretning, hvis man har brug for at tabe sig. Det er i hvert sådan, jeg selv beskriver det i min bog “Spis med mindfulness – den direkte vej til naturlig vægt”.
Så: Spis, snak, lyt – og husk at “flexe” opmærksomheden, så den – så vidt muligt – retter sig mod én ting ad gangen gennem det superhyggelige, småkaotiske og lækre samvær, der kan være omkring måltidet.
Bedste hilsen, Lise Baltzer, forfatter.
Tak for input Lise 🙂
Din tolkning lyder mere anvendelig i de fleste børnefamilier, tror jeg. Hvor måltidet jo også ofte har en stor social funktion.