Så var der Lucia dag i Agnes’ børnehave. Og jule”hygge”. Og jeg, der ellers godt kan lide hygge og andre mennesker, bliver altid helt blæst af det massive kaos den her dag ender i. Der er folk overalt. Børn der bliver væk. Mørkt. Koldt. For få æbleskiver. Og så kom Lucia gruppen. Her er min autentiske oplevelse af begivenheden:
Så du lynet? Eller Agnes? Hun har en rød elefanthue med noget sølvglimmer om.
Ellers sker der ikke noget. Vi rydder sne.
Du får mig virkelig til at glæde mig til torsdag hvor jeg skal til Lucia i vuggestuen.
I mit første glimt på videoen inden jeg trykkede ‘play’ troede jeg det var et klip fra Nightmare before Christmas… da jeg så videoen blev jeg lidt i tvivl om hvorfor de ligner små ku klux klaner… jeg er ikke særlig begejstret for julen.. jeg går bare igen.
Jamen jeg kunne ikke være mere enig. Og jeg elsker ellers jul. Men de der arrangementer i institutioner… Der er for mange børn ergo for mange forældre. Da klara gik i vs var der stadig så “få” børn på stuen at vi var indenfor. Og talte sammen og klippede pynt. Nu kommer vi slet ikke ind, vi kan ikke være der.
Det er skrækkeligt! Havde samme oplevelse i torsdags. For mange forældre, for få stole (til børnene??? de voksne måtte stå), for mange overgearede drenge der løb vildt omkring, for mange børn der hylede, for meget varme og for lidt ilt. Så er der altså ikke meget julehygge over det og man glæder sig til at kunne gå igen.
Hmm så har det udviklet sig siden jeg havde børn i den alder, jeg husker kun hvordan mødrene sad på rad og række og små-græd over hvor søde de var….må med skam erkende at sådan en mor var jeg ikke, jeg nøjedes ikke med at små-græde.
Det ligner fuldstændig noget jeg selv har været en del af – hader det af godt hjerte. Den eneste god lucia jeg har oplevet var her for et par år siden hvor jeg stod udenfor og frøs og der var ikke flere klejner, da telefonen ringede og jeg havde fået nyt arbejde! Dén lucia glemmer jeg nok aldrig.
Men det var ungerne og pædagogernes forfejlede arrangementer vi kom fra. Ku vi ikke bare sidde på vindueskarmene og bordene og gulvet i institutionen og så høre podernes skønsang? Så slipper man i det mindste for monsterforkølelse og akut børnehad. Ja, børnehad! Jeg vover ordet, for det er altså netop i de stunder med pligt-frysning og glimmer at jeg ikke kan forstå at jeg nogensinde fik unger.
Det plejer så at hjælpe når vi er nået hjem igen 🙂
Ih, hvor jeg allerede glæder mig til torsdag! Har slet ikke overvejet at vi ikke skulle være indendøre.
Det ser koldt ud, eller det var det også – jeg kan se at vi har børn i samme børnehave 😉
Det var trods alt bedre end sidste år hver det øsregnede – men mine tæer vAr godt nok frosne da vi kom hjem.
Lidt spøjst at opdage at Agnes er din Agnes. Jeg fandt din blog tilbage i januar 2009 da jeg var gravid med mit første barn(Marius)i vores lille lejlighed på Vesterbro og skulle skrive oplæg til min eksamen – der fik jeg læst hele din blog som overspringshandling, jeg fik dog lavet oplægget om morgenen(og fik 12, så helt galt var det ikke) siden er vi flyttet til Nørrebro og nu til Brønshøj. Selvom det ikke er mange år siden så føles det alligevel lidt som om du altid har været der, i mit blogliv, du var den første blog jeg begyndte at følge. Nå, jeg blev næsten helt nostalgisk der.
Sidsel
Jamen Sidsel!! Hvor skørt og sjovt 🙂 Hvem er dit barn så? Marius? Han er ikke på hendes stue, vel? Og ja, jeg husker udmærket syndfloden sidste år. Jeg var nær aldrig kommer op af mudderet deromme hvor julemanden kommer.
Ja, min søn Marius går i børnehaven, på diamantstuen(min datter, Elisa, går i vuggestuen). Du kan genkende os med den grønne Nihola cykel og mig der altid forsøger at få et af børnene med mig den ene eller den anden vej i mellemgangen 😀
Haha, det kunne være hvem som helst! De børn render altid i hver sin retning. Men jeg skal nok holde udkig 🙂