Jeg var glad for de her to artikler i går. Denne her, om tilfredshedsundersøgelsen, hvor folk siger de elsker biblioteker. Tak og i lige måde. Vi elsker også lånere/brugere/gæster/kald dig hvad du vil. Og denne her, hvor tingene uddybes.
Jeg vil gerne knytte et par tanker til de to artikler.
Jeg får det fysisk dårligt, når KL i artiklen siger, at det er vellykket osv. Ikke fordi de ikke har ret. Når man taler besparelser (jeg nægter at kalde det effektivisering, Foghtype) så ER det vellykket, fordi de det reelt går ud over, borgerne, ikke har lagt mærke til det. Det jeg synes er provokerende er, at KL på en måde tager æren for, at det er blevet så vellykket. Se os, vi kan spare og folk er så glade, tænker de. Tss. Tænker jeg. Og Vagn Ytte Larsen fra Danmarks Biblioteksforening siger det så fint:
»Selv om der bliver skåret i bibliotekerne, er medarbejdernes initiativer, omstillingsparathed og stolthed så stor, at næsten ingen bemærker, at der bliver ved med at blive skåret ned. Men det kan ikke blive ved«
Lige præcis! Vi løber det hurtigere og vi er skide stolte. Nogen gange møder jeg folk som prøver at forklare mig, at bøger og biblioteker uddør. Det er som regel de bizarre typer der ikke selv bruger bibliotekerne. Og de tager fejl. Vi er super omstillingsparate og forandringsvillige og I kan ikke slå os ihjel.
De ting der er sparet væk er meget usynlige. Det kan f.eks. være betjeningen af borgere der ikke selv kan komme til biblioteket. Den såkaldte Bogen Kommer ordning, hvor vi samler bøger sammen, efter de lister med interesser den handikappede/svagtseende/meget gamle borger har udfyldt, og kører dem ud til folk. Det opdager den almindelige låner aldrig, at det ikke sker mere. Det kan også være pakningen af bøger til børnehaver og fritidshjem. Hvis man er blevet et par kolleger mindre, er der måske ikke tid til at pakke x antal kasser med flere hundrede bøger hver uge, og køre dem ud til institutionerne. Det kan også være arrangementer for skolebørn og børnehaver, teater, forfatterforedrag, biblioteksorienteringer eller hvad man nu ikke kan nå.
Det kan også være selve indkøbet af materialer. For ti år siden, i mit første job, havde vi stadig bogvalgsmøder. Der sad vi, en gang om ugen, alle børnebibliotekarerne og tog kollektivt stilling til, hvad vi ville købe ind og hvor meget. Det var enormt tidskrævende, og jeg kan sagtens forstå at det er sparet væk. Men det gjorde altså også at vi kendte hver eneste bog i samlingen. Vi havde set dem, læst de fleste og diskuteret dem. Nu er materialevalget centraliseret langt de fleste steder. Dvs, at andre køber ind for en. Nogen der ikke engang kender ens kommune eller ens lokale særpræg. Og bøgerne ankommer klargjorte og ryger mange steder direkte på hylden, så man skal som bibliotekar være enormt opsat og stålsat, hvis man skal prioritere tiden til at se på det nye og vide, hvad man har på hylderne. Den besparelse opdager den almindelige borger sjældent, men den har en effekt på kvaliteten af ens vejledning. Hos mig, holder vi stædigt fast i selv at købe alle materialerne ind og vi får dem ind på kontoret til orientering, før de ryger på hylderne. Jeg vil så gerne vide, hvad jeg har, så jeg bedst kan hjælpe.
HØRT!!
Tak Julie… som altid klar og koncis. Og ind til benet.
Hold fast i dit materialevalg.
Dejligt indlæg, Julie! Tak for det 🙂
TAK, Julie – også fra mig (en medbibliotekar og ellers ganske anonym læser). Det er lige sådan det er: Vi skjuler nedskæringerne (vi har mistet knap 30 % af personalet efter kommunesammenlægningen) for vore almindelige brugere. Jo, de kan måske huske at der er skåret lidt på åbningstiden og at to små filialer er lukket (det vakte ufatteligt lidt opsigt). Men vore brugere er alligevel overvældende glade for os. Det er virkelig et dilemma. Og jeg kan kun give dig ret omkring materialevalget – mit bogkendskab er blevet markant dårligere og betjeningen ikke nær så kvalificeret som tidligere. Det glæder mig at en yngre bibliotekar også har fokus på problemet; så er det ikke kun fordi jeg er en ‘gammel forbenet dinosaur’ ;-D
Og tak også for en herlig blog; nu jeg alligevel har vovet mig helt ud i kommentarfeltet 🙂
Gode detaljer og nuancer! Jeg havde studiejob i Københavns Kommunes Bibliotekers Særafdeling. Vi havde små biblioteks-filialer på plejehjem og hospitaler, en bogbus og fængsler. Alt det er nedlagt nu. Helle for ikke at være den person uden nogen særlig omgangskreds, der bliver indlagt på hospitalet, og end ikke kan få en bog at læse i eller lydbog at lytte til.
Vi har sikkert sparet nogle penge, men det er ikke særlig medmenneskeligt.
Tak Julie. Fordi du holder fast i de gode bibliotekardyder og fordi du bruger tid på at nedskrive dine pointer som jeg kun kan være enig i.
Den artikel læste jeg også – men jeg synes altså den er ret misvisende. Det kan godt være at folk umiddelbart er tilfredse, når de bliver spurgt (statistik er noget af de letteste at manipulere med – og det er vel KL som har sat undersøgelsen i værk), men på vores bibliotek er de besparelser der er gennemført store og mærkbare. Bevares, der er masser af bøger og man kan reservere dem på nettet, men der er MEGET få ansatte på arbejde. I ydertimerne er der slet ikke bibliotekarer. Hvis man kommer, når der er travlt, typisk lørdag, kan man godt opgive at få fat i en bibliotekar. Osv.
Mim mor er gammel bibliotekar (nu pensioneret). På hendes tidl. arbejdsplads var de næsten 60 ansatte for 10 år siden. Nu er de 26 – i alt.
Og – vil jeg lige tilføje: Alle de små filialer er lukket. Et er blevet til skolebibliotek, et er blevet til selvbetjeningsbibliotek – resten er lukket helt ned.