Delirum-delarum

Så gik den her barsels-symbiose for vidt. Nu er vi syge begge to, samtidig. Vi snotter, hoster og har feber. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft feber.

Natten til i går vågnede Agnes med et skrig af en anden verden, og jeg mistede helt fatningen. Så går det virkelig op for en, hvor lidt det her barn skriger i det daglige. Jeg var helt på bar bund!! Hvad gør man? Ungen skriger?? Hvordan stopper man det? Min løsning var at vække barnets far – og PS, så er det kun 3. gang i de knap 5 mdr. vi har haft Agnes, at han var vågen om natten!! Så lidt skriger hun!  – han er meget bedre i krisesituationer.

Eller okay, jeg er også god i krisesituationer, men lige den her nat sad jeg bare med babyen og sagde schh schh schh til den, og det havde øjensynligt ikke den ønskede effekt. Jeg nåede også at tænke, hvordan i alverden han dog kunne sove fra den infernalske støj. Men endelig vågnede han, og så gik han lidt rundt med hende på armen, i det der tigergreb og så faldt hun til ro. Måske havde hun ondt i maven? Hun var også lidt varm allerede dér. Næste morgen havde det så udviklet sig til 39.4 i feber og en helt slatten bebs. Og en lige så slatten mor! Så vi lå bare i sengen hele dagen i går. Og sov.

I dag er vi lidt friskere, Agnes er nede på 38.1 og jeg ved ikke med mig, for jeg skal ikke have noget termometer op i min popo. Men jeg kan da åbne øjnene uden at de løber i vand. Mit hoved er dog stadig stoppet med snot og meget tungt.

Nu ved jeg så ikke, om det skyldes febervildelse, men jeg har besluttet at jeg vil have varm mad til middag. Så nu er jeg gået i gang med at koge tomatsovs til pizza margaritha. Jeg ved ikke rigtig om jeg ikke synes, det er at gå over gevind med det her hausfrau barsels-shit. Sådan at begynde med varm middagsmad. Jeg har også bagt alt for mange speltboller på det seneste.