Jeg er stor fan af Maren Uthaug. Jeg kan lide hendes humor og selvironi. Derfor forventede jeg nok en sjov bog, da jeg modtog den nye Og sådan blev det.
Det er ikke fordi den er usjov. Det er bare ikke humoren der er den vigtigste kvalitet alene. Humoren er til stede, men den er underspillet og sort. Og den følges på vej af drama og hemmeligheder og virkelig lækre formuleringer. Den slags ord og sætninger man smager på, og læser igen, for at nyde dem. Lidt Helle Helle agtigt, hvor rigtig meget bliver sagt med helt præcise, skarpt formulerede sætninger. Den slags elsker jeg.
Det er bare en fantastisk god bog. En af de der læseoplevelser man bliver helt væk i, og tænker over længe efter. Jeg vil anbefale den her bog til alle, de næste mange år. Både folk jeg kender privat og også lånerne på arbejde, for alle vil få noget ud af at læse den, alder og præferencer underordnet.
Den handler om Risten, som bor i Nordnorge og er halv same. Hendes hverdag er præget af det kolde klima, den lokale overtro og en speciel familie. Indtil den sommer, hvor hun skal med sin danske far på ferie i Danmark, og ikke kommer hjem igen. Pludselig hedder hun Kirsten og går i skole i sønderjylland og har fået en ny mor.
Jeg kan lide Ristens univers og hendes måde at tackle sine udfordringer på. Det er her den sorte humor virkelig træder frem og jeg elsker det.
Risten vokser op, og snart finder hun ud af den ene familiehemmelighed efter den anden. Det er meget fint skrevet og spændende helt til slutningen.
Det gode er også, at bogen ikke er overvældende tyk. Så selv om du tilhører småbørnsmor segmentet, kan du roligt læse den. Og så virker du samtidig mere intellektuel, end hvis du kun læser vampyr/ungdoms/chik lit bøger.
