Ja, for et eller andet skal man da skrive i september også. Nu hvor man tilsyneladende har sig en månedsblog… jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Undskyld? Jeg er en dårlig blogger. Det er, hvad det er.
Der sker ting. Jeg har boet alene i en måned efterhånden. Det går overraskende godt og jeg er til min egen store forbløffelse ret glad for det. Jeg savner naturligvis pigerne når de ikke er hos mig, men jeg ved de har det godt ved deres far og der er endnu ikke gået en hel uge, hvor vi ikke har set hinanden i en eller anden anledning. Så spiser vi sammen om tirsdagen, så passer man lige en fredag, eller så bytter vi rundt på en weekend fordi der sker ting. Jeg spørger pigerne om det forvirrer dem, men det synes de ikke. De virker begge to utroligt velafbalancerede. Jeg går stadig og venter på en form for nedsmeltning. Hvis det er hårdt for nogen, er det nok Agnes. Hun kan ikke lide skiftedagen. Men hun er god til at snakke om det og sætte ord på, og ved godt at nogen gange skal man også lige vænne sig til ting. Og det håber jeg virkelig hun gør.
For jeg har jo også været der, hvor jeg døde lidt af dårlig samvittighed over, at den beslutning der er så rigtig for de voksne, den er så forkert for de børn. Kan man så overhovedet tillade sig at være så glad? Og for lige at gøre det ekstra hårdt for flere af de involverede parter, så døde Kristoffers far for nogle uger siden. Det var og er en stor sorg for os alle, også mig. Jeg har altid holdt virkelig meget af den mand og han var den mest elskelige og hyggelige farfar nogen kunne have.
Og det er ligesom de andre mennesker, i min lille del af verden. De er okay.
Ovre i mig selv, hvor det hele er mig mig mig, der går det rigtig godt. Jeg får drukket nogle drinks og noget vin og den slags, i de lige uger. Jeg får set en masse venner og veninder og spist noget mad. Jeg har mødt en der er rigtig god til at distrahere mig og forkæle mig, og det er alt sammen vældigt. Og i ugerne med pigerne nyder jeg hvor nemt det er kun at være en voksen til at bestemme, og hvor hyggeligt det er at være sammen med de store, fornuftige, sjove og dejlige børn jeg har været så heldig at få. Så alt i alt, når det nu skulle være, med den skilsmisse, så kunne det sgu være gået meget værre.
Dejligt, Julie! Vent, hvad? Du har mødt en? Altså….mødt en? Mødt-mødt én-én?
Jeg lytter med på et svar her… ?
Jeg lytter også med her… ?
ahremm, altså. ja.
Dejligt 🙂
Det lyder dejligt og forunderligt og mest af alt rigtigt. Jeg tænker, at selvom beslutningen ‘føles’ forkert for børnene, så vil det være endnu mere forkert at lade dem vokse op med forældre, der nøjes med hinanden. Og kun er venner og ikke længere elskende. Hvis du forstår hvad jeg mener. Måske kommer der en nedsmeltning, måske ikke. Det lyder som om jeres fokus er på at få pigerne bedst muligt igennem. Og det vil de elske jer endnu højere for ❤
Mødt en hva hva hva???? Fortæl
Min yngste var også udfordret af skiftedagene. Jeg lærte at skrue ned for aktiviteterne på de dage. Med tiden lærte jeg også at skrue ned for mine egne forventninger om hygge og samvær. Ritualet blev, at hun sad på sit værelse med Anders And-blade og akklimatiserede. Jeg kom med mad og drikke og kiggede til hende. Hvis jeg ikke kunne vente med kram og hygge, så vi en Disney-film i relativ tavshed – spørgsmål til tiden ved far måtte vente et par timer – nogle gange til næste dag.
Tak for din erfaring! Der er så mange aspekter i det.