Dating – the douchebag apocalypse.

Folk siger til mig, Julie, nu ikke så pessimistisk.

Til det vil jeg godt sige, at jeg sådan set ikke opfatter mig selv som pessimist. Tvært imod. Realist, måske.

En pessimist var blevet hjemme. Hun havde givet op for flere år siden. For det første havde hun ikke kæmpet i noget der minder om 13 år for sit forhold til sine børns far. Det havde hun da ikke. Hun havde indset meget meget tidligere, at det ikke fungerede. Måske allerede da han første gang, sagde han var i tvivl. 1,5 år inde i forholdet. For det andet havde en pessimist droppet dating før hun overhovedet var gået i gang. Pessimisten havde brugt længere tid på at sørge over sin skilsmisse, hun havde nægtet at udvise nogen form for tillid til mænd ever igen og hun havde købt mere end en kat. Fra starten af.

I stedet bliver jeg ved med at prøve. Jeg har set meget research-agtigt på det år der nu er gået. Jeg vidste godt, jeg ikke var/er klar til et nyt fast forhold, og jeg vidste sådan set heller ikke rigtig hvad jeg ville have. Hvad er min type? Jo, hvis vi skal vurdere ud fra fortiden, så er min type sådan nogen der ikke rigtig gider mig, som ikke er særlig vilde med mig. Jeg kan høre dig sige, at det skal jeg da tale med en psykolog om. Been there. Men verden er fuld af mænd der ikke er særlig vilde med mig, så de er nemme at finde og svære at undgå. Og nej, jeg ved fandme heller ikke hvorfor. Jeg er pragtfuld, PRAGTFULD, siger jeg dig!

Jeg ved faktisk ikke, hvor mange dates jeg har været på. Jeg har ikke talt. Nogen af dem kan jeg ikke engang huske, andre træder tydeligt frem, enten fordi de var absurde og kiksede og enkelte fordi de var rigtig fine. Det eneste de har haft tilfælles er, at de er vildt forskellige. Men desværre er det sådan, at man godt kan have fire fine dates med en mand, og stadig ikke mærke noget overhovedet. Så det har jeg i det mindste lært. Man kan ikke styre det. Det er sikkert meget sundt. Whatever.

Og jeg synes sådan set, det er fuldstændig rimeligt og naturligt, at jeg lige tager et par dage, hvor jeg ser mindre optimistisk på verden, ind i mellem. Også uden at du skal skyde mig i skoene, at jeg er pessimist. Der går to-tre dage, hvor jeg hader alle og underholder dig med min sarkasme og skriver på min roman om idioter (inkl. mig selv), og så er jeg tilbage. Med mit åndssvage, åbne hjerte.