Jeg er næppe … lad mig omformulere det – jeg er HELT SIKKERT – ikke det eneste menneske der er lidt sammensat og kompliceret. Hvis dating er nogen indikator, så er vi alle sammen totalt utilregnelige. Vi er søde og vi er dumme, vi er kvikke og vi er sløve. Vi er romantiske og vi vil egentlig bare knalde. Vi er alle sammen virkelig svære at blive kloge på. Tro mig, også dig. Ingen fatter dig heller.
Det er voldsomt frustrerende at prøve at læse andre mennesker, og selv om jeg i visse situationer kan være fremragende til det, så er jeg også ofte fuldstændig på bar bund.
Neil Gaiman siger det – meld klart ud!
Men folk melder ikke altid klart ud, de sender ikke nogen note eller eller en tre punkts plan, de har deres egen agenda, de tror de undgår at såre nogen, eller de tør simpelthen ikke sige – hey, jeg vil egentlig bare gerne ha´det sjovt. Jeg tror ikke, jeg er specielt naiv. Jeg tror sådan set, jeg er pænt skeptisk – alligevel fatter jeg hat af andre mennesker. Er det kryptisk? Hm, okay, men sådan er virkeligheden – overhovedet ikke til at blive klog på.
Jeg ser fx ret tilforladelig ud. Lille, erotisk buttet, gammel dame. Du ved jeg strikker og ser alt for mange BBC filmatiseringer af Jane Austen. Du ved jeg engang broderede korssting til kl 03 om natten med mine bloggerellas. Du ved vi opfandt #drikogstrik og du ved jeg er bibliotekar og borderline snerpet. Jeg HAR briller og sætter ofte mit hår op i en knold. Tænker du så nogen sinde, at det stopper der? Det er alt der er. Hvad du lige kan se? Ligesom dengang jeg dømte ham den ret unge mand af anden etnisk herkomst, der kom ind på mit biblo og ikke lignede en læser, men som så spurgte efter Ibsens, Et dukkehjem, og som satte sig og læste hele bogen færdig på nogle timer. Vi dømmer hinanden.
Så, det jeg gerne vil spørge om nu er, hvordan giver jeg bedst udtryk for den her del af mig? Den del der er utålmodig, rastløs, fucking ligeglad med dig og din agenda og som altid har en flugtplan og en ny date næste tirsdag?
