Uro

Jeg vil gerne finde en plads i verden til alle de hjemløse, irrationelle følelser.

De, der er der. Som rationelt set ikke burde være der. Eller her. Hvor hører de hjemme? Hvad stiller man op med dem? Hvordan overbeviser man dem om, at de er gået HELT galt i byen? Hvor skal de bo, hvor kan man sende dem hen? Kan man parkere dem? Kan man putte dem i en kasse? Kan man finde et hjem til dem? Et børnehjem for umodne, ulogiske følelser, der driver omkring i gaderne og gør livet besværligt for almindelige, pæne mennesker?

Når de slutter sig sammen mod en, i en slags bande. Usynlig, mindst ventet og lige så besværlige at pakke sammen som en modvillig 2 årig i en flyverdragt eller en blæksprutte i et indkøbsnet.

Hvem ringer man til? Ghostbusters? Hundefangeren? Sin mor? Kan man pacificere dem med bacon/cola/gin? (Ja, men kun kortvarigt, det løser desværre ikke problemet). De har ingen gang på jord, og alligevel jager de en rundt nogle dage. Som fx når man vågner og tænker, at man er alene i verden. Samtidig med at ens børn plager om bacon. Og ens venner skriver. “Vi skal lige finde ud af spisning inden koncerten på søndag!”, “Jeg fik min jakke med hjem fra byen!! *grinesmiley*”, “se lige det her morsomme Tweet”, “tak for henvisning til de der, der arbejder med det der, jeg har skrevet til dem!”, og “godmorgen! Har du sovet godt? Drømt noget skørt igen?”

Ja. Jeg drømte noget HELT skørt. At jeg var alene, og ingen tænkte på mig. As if.