Biblioterapi ved skilsmisse

En trofast læser har skrevet og spurgt om noget. Hvad hjælper ved skilsmisse? Hvad læste du, der hjalp? Og hvad kan man læse for børn? Det har jeg så tænkt over i nogle uger nu, og jeg tror ikke, jeg læste noget særligt for mine børn om familier der blev skilt. De er jo store nok til, at vi bare kunne snakke om det. Men hvis man har mindre børn, 2-6 år, så kan det være rigtig rart at have en bog som udgangspunkt for en snak.

Der findes virkelig mange. En af dem jeg godt kan lide er: Hanne Kvist, To af alting. Om en dreng, der har en hund der hedder Uffe. Og en mor og en far der skal skilles, og nu synes de han skal have to af alting. Men han vil helst ikke have to hunde, og i sidste ender finder han selv den bedste løsning. Det er ikke en pussenusset historie, og den er for de ældste billedbogslæsere, men jeg kan virkelig godt lide den.

Men den jeg allerbedst kan lide, er slet ikke relevant i starten for de fleste, for den handler om når forældrene får en ny kæreste. Det er Heks! af Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi. Det er en af de sjoveste billedbøger jeg kender og den kan også sagtens læses for folk hvis forældre ikke er skilt og ikke har nye kærester.

Spørgsmålet gik også på hvad jeg selv læste og om der var noget andet der hjalp. Det er et rimeligt bredt spørgsmål, og der var meget forskelligt der hjalp. Det hjalp at snakke med folk hele tiden. Det hjalp at jeg har verdens bedste kolleger, så der var plads til at jeg lå i fosterstilling under deres skriveborde og blev fodret med chokolade. Det hjalp at en klog veninde er coach og snakkede meget med mig, og til sidst havde jeg en note på min tlf. med alle de råd der virkede for mig (træk vejret, giv slip, og meget mere) som jeg sad og læste ude på toilettet flere gange om dagen, når jeg gik i panik.

Jeg har prøvet at tænke tilbage, om jeg læste nogen bøger der hjalp mig. Jeg kan huske jeg kiggede på alle de der fagbøger i 30.1752 og fik akut åndedrætsbesvær af alle de negative og vrede historier. Det kunne jeg ikke genkende mig selv i. Borger.dk hjalp heller ikke overhovedet, for hver gang jeg skulle finde ud af noget praktisk inde på deres side, fx omkring børnebidrag og den slags, så var alt formuleret i hvad jeg opfattede som et konfliktsprog der tog udgangspunkt i at de voksne hader hinanden og vil hinanden det værste. Det gjorde mig så angst at jeg flere gange lukkede siden ned og slukkede for pc´en for at komme væk.

Og helt i starten kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at læse. Jeg kunne kun se New Girl, som ligger på Netflix. Den handler om en kvinde der kommer hjem og finder sin kæreste i gang med at være utro, og så flytter hun ud og ind i en lejlighed med tre fyre, som ret hurtigt bliver hendes bedste venner og så har de det bare sjovt nærmest hele tiden. Det kunne jeg bruge til noget. Jeg så alle de sæsoner der var, og så så jeg dem forfra og forfra og forfra. Det var vitterligt det eneste tv jeg kunne se uden at blive bange eller vred i omkring 5-6 mdr. Det gik så vidt, at jeg fik et par kolleger med på hypen også, og vi talte om karaktererne fra New Girl hver dag, og begyndte at kigge på lejligheder vi selv kunne flytte sammen i, mig og de tre mandekolleger. Og børnene, naturligvis. Det var et morsomt og trygt frirum, hvor alt nok skulle ende godt. Det virkede. Især dette citat fra sæson 1, afsnit 4;

Og det siger jeg tit til mig selv. A bear MIGHT fall on my trampoline. My moments will come.

Da jeg så begyndte at læse, læste jeg de her. Kærlig hilsen Anna, som fik mig til at græde. Ikke den der Tilgiv, den kom først senere, men den havde også været god dengang. Og den med Mine 100 ting, som handler om en dame der blev skilt og sorterede ud. Og de tre danske, Jubilæum, der er hårde noveller, som jeg kun kunne holde til en af om dagen, men som alligevel virkede. Lejlighedssange, der bare er awesome og gjorde mig i godt humør. Og Så forbandet klog, der ligesom er små bidder af en virkelighed, om parforhold og kriser. Fælles for alle tre er, at de er overskuelige og ikke tykke bøger, men fulde af gennemtænkte budskaber man kan tolke ind i sin egen virkelighed.

Og så gik tiden. Det hjalp mest. Og nu er det to år siden vi startede det hele, og alle er stadig gode venner på den udramatiske måde, ingen børn er døde af sorg og vi holder også jul sammen i år. Jeg tabte 16 kg af stress og kvalme og har taget de 10 på igen. Jeg har datet en hel masse, og havde egentlig besluttet at holde en pause her i efteråret. Men så dukkede der en weirdo op, som forstår begrebet progressiv dating og selv om jeg hele tiden flipper ud inde i mig selv og har lyst til at droppe det, fordi det er for besværligt, så er jeg stadig nysgerrig, så nu ser vi. A bear might fall on my trampoline.