Bøger man kunne ønske sig til jul

Jeg burde ikke ønske mig bøger. Jeg har ikke plads, og jeg er bagud med at læse dem jeg har. Det er en katastrofe faktisk. Det nærmer sig det punkt, hvor jeg kan klassificeres hoarder, og begynder at bygge labyrintiske gange rundt i lejligheden med alle bøgerne, og en dag når jeg ikke har været på arbejde i en hel ulige uge, så finder de mig død og begravet under et bjerg af bøger der væltede. Måske har katten spist lidt af mig. Hvem ved, det er den vej vi alle skal, am I right?

Anyway.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig de her bøger, hvis jeg skulle ønske mig bøger til jul.

Josephine Klougart, New forest. Den er vildt lækker at se på, og har fået rigtig fine anmeldelser. Jeg har stået og kigget i den flere gange, og jeg kan godt lide sproget. Det virker fængende. Baseret på en helt irrationel følelse, er jeg bare sikker på, at den er noget for mig. Jeg har endnu ikke læst noget af hende, men hun er på den mentale liste. Jeg kunne jo starte her.

Jeg vil også rigtig gerne have Kristina Nya Glaffey´s Mor og Busser skal skilles. Jeg stod og bladrede i den på bogforum og var meget fristet, men du ved, man orker ikke at slæbe på mere og måske kan man også bare låne den på biblioteket. Men nej, jeg har tænkt på den siden, så den skal stå på reolen. Den handler jo også om skilsmisse, OG er illustreret, OG er ironisk og pinlig, så den er absolut lige min type. Jeg vil ideelt set også godt have den første, der bare hedder Mor og Busser.

Og så hørte jeg Tomas Espedal læse op på Louisiana i sommer, og det gjorde han virkelig godt. Meget vildt. Siden da, har jeg vidst jeg ville ønske mig hans nye bog, Året, når den udkom, og det gør jeg så. Den handler pudsigt nok også om det der med kærligheden, og den har fået formidable anmeldelser. Den er også smuk, hva´?

Og så denne her. Zenias meget smukke postkort fra Hjerneskælvet. Men det er snyd, for den har jeg faktisk købt og læst og elsket allerede. Zenia er bibliotekar og jeg har kendt til hende på afstand længe. Så fik hun hjernerystelse, og det er naturligvis ikke særlig godt og har været problematisk på mange måder. Men helt egoistisk, så er jeg glad for at det satte gang i hendes opdateringer på facebook og instagram, der er både poetiske og underholdende. Og så kom den her bog, og den er perfekt. (Og, hvis jeg lige må tilføje noget, så sendte jeg Zenia 100 af de der gamle indekskort fra biblioteksbøger, som hun siden har tegnet på, og nu er der et på forsiden. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det lige er et af mine, men det leger vi bare det er).

Der er også blevet lavet en virkelig fin podcast om Zenia og rystelsen, som du kan lytte til lige her.

 

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget , . Bogmærk permalinket.

One Response to Bøger man kunne ønske sig til jul

  1. Villads Claes skriver:

    Det er fuldstændig korrekt at du har for mange bøger, men det er vel en måde at vise respekt for det forældede medie og det gammeldags bibliotek

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.