Måske er det stadig de ægløsningshormoner fra i går? I stedet for at gøre mig vred, gør de mig nu til dagens største tudefjæs?
Ind kommer en far med to døtre. En stor pige og en lille lyserød tulle på 2 år. Han skal låne nogen billedbøger om skilsmisse, fordi han og børnenes mor er ved at blive skilt og de skal forklare den lille, hvad der foregår.
Og hvem er lige ved at tude? Mig – ja, rigtig gættet! Jeg må beherske mig, for ikke at gå i dialog med manden. Har I nu prøvet alt? Er der ingen vej tilbage? For den lille ubekymrede glade piges skyld? Hun er så sød og lille og uskyldig og lige om lidt falder hele hendes verden fra hinanden og hun fatter det ikke engang.
Nå. Men jeg fandt da nogen bøger han kunne lide. Hvilket var lidt svært, for han ville ikke have nogen af dem der var for alvorlige – kun dem med en humoristisk tone. Hvilket jo er fint nok, men hey – skilsmisse er en alvorlig ting…
Så jeg ved ikke om det bare er de hormoner, eller om det er fordi man selv er mor nu, men jeg er jo borderline ude af stand til at passe mit arbejde?!!
Jeg tuder når der skal udlånes alvorlige bøger, jeg snøfter når en af de små ikke kan finde sin mor, jeg er færdig, når de dumme au pair piger ikke holder øje med de guldklumper der er betroede i deres varetægt og selvsamme guldklumper derfor får fingrene i klemme i vores store tunge kælderdør. Hele vejen herhen i metro og bus sidder jeg og sender skiftevis lynende og misundelige blikke efter folk med klapvogne og barnevogne – os mig VIL HA!!!
Jeg vil bare hjem til Klara.
Og hende den lille tulle fra før var helt vild med min udstoppede søpapegøje, som står her – hvor sødt er det lige når en to årig siger papegøje?? mega sødt! og så gik de og hendes far sagde, kan du sige farvel til den flinke dame? og jeg blev ikke engang sur over dame-mærkatet (som jeg ellers hader – jeg er fandme ikke nogen dame – jeg er en kvinde eller en pige eller bare en bibliotekar :-))
farvel papegøje råber hun så. ja ja – farvel og held og lykke.
jeg vil aldrig skilles. aldrig aldrig aldrig.
