så er jeg 39+3 og i dag fik jeg min første "sker der snart noget?" opringning. Jeg havde jo hørt at det skete for andre, men havde ikke rigtig forestillet mig, at nogen jeg kender ville ringe. Jeg snakker jo med min familie så ofte, så de må da vide, at jeg ville sige det, hvis der var noget på vej.
Men min mor ringede altså i formiddags, og hun spurgte ligefrem om der var sket noget? Jeg kunne ikke lade være med at grine, for helt ærligt…jeg snakker med hende om ALTING og tror hun helt ærligt jeg lige kunne have født i weekenden uden at ringe til hende? 🙂
Det er lidt sjovt, for hun er lidt af en enspænder type, med en lidt hård facade, men inden under er hun bare så følelsesfuld. Hun er nok mindst ligeså utålmodig som jeg er, men bare bedre til at skjule det. Min far kan overhovedet ikke skjule noget som helst og er for længst gået helt amok, har meldt barnebarnet ind i den lokale sejlklub og snakker hele tiden om sin ven, der også lige er blevet bedstefar – i påsken – og HANS barnebarn, der allerede har overnattet nede på bedsteforældrenes båd og de har købt en optimistjolle til hende… Så ingen tvivl der – min far er meget utålmodig! Hvis I vil høre min mening, så er de vanvittige allesammen, men sådan er folk jo ude på landet…:-)
Men alle er nu blevet enige om, at den bedste fødselsdag er næste lørdag d. 28. – det passer alle m.h.t. eksamener, arbejde o.s.v. Så må vi jo se, om bebs er samarbejdsvillig. Jeg har overhovedet ingen fornemmelse eller bestemte ønsker eller noget. Bare det ikke bliver i morgen, så jeg kan have min fødselsdag i fred. Men det er der nu heller ikke noget der tyder på, at det skulle blive. Og bare det bliver inden december.
Ellers er alting endelig fuldstændig klar. Alt er på plads og indrettet, og alt er købt, undtagen to ting: ekstra film til kameraet og kæmpe bind til når jeg kommer hjem. Det kan jeg gøre i morgen.
kh Julie, 39+3
