I dag kommer mine forældre til byen. De skal sove hos os og så skal vi køre dem til lufthavnen meget meget tidligt søndag. De skal flyve til Guatemala og besøge min søde søster. Hende savner jeg så meget, for det var den dag jeg kørte hende til lufthavnen, d. 21.10.02. at jeg opdagede jeg var gravid, så hun har slet ikke været her under graviditeten, og jeg er så vant til at hun er med mig i alting. Men hun kommer hjem om en måned ca., så hun når da at se maven og være her når bebsen kommer.
Jeg skulle også have været med til Guatemala nu og besøge hende. Jeg havde sparet op og jeg glædede mig så meget, men efter at have afleveret hende i lufthavnen der i oktober, tog jeg lige hjem og kastede op og kom så til at tænke på, at jeg da vist også var 4-5 dage over tiden. Nå, men så blev rejseopsparingen til en babyopsparing og det var jo ikke noget ringe bytte *s*
Nå, men Kristoffers forældre kommer også i eftermiddag og så skal der være kaffemik. Det er faktisk første gang de respektive bedsteforældre møder hinanden, så det bliver ret spændende. Det gik jo lidt stærkt med den her graviditet og det føles ret mærkeligt at være 6 mdr. henne og så kender de to hold bedsteforældre ikke engang hinanden. Det var i hvert fald ikke sådan jeg havde forestillet mig det, da jeg var 19 og begyndte at drømme om at få børn. Men sådan er det jo, og den slags kan man ikke planlægge fuldstændigt. Jeg tror, det kommer til at gå rigtig godt, for de minder alligevel om hinanden og har ting til fælles, så de skal nok falde i hak.
Ellers går vi bare stadig og er glade efter torsdagens veloverståede scanning. Det var dejligt at sikre sig at alt er ok og det var skønt at de var så sikre på, at det er en pige. Vi er også enige om navnet: Klara Marie. Og så mit efternavn, i hvert fald så længe vi ikke er gift. Klara efter hans mormor og Marie efter min.
Jeg glæder mig helt vildt nu, til min søster kommer hjem. Til at dele alt det her med hende. Og hun skriver, at hun har købt så mange små kjoler og babydragter og babyhuer, i den lokale indianske stil, at hun er nødt til at købe en ekstra taske for at få det hele med hjem *s*. Det bliver den vildste trendy baby, med retro-stilen (mine brune velour sparkedragter fra da jeg var baby i 1976) og hippie-stilen i de der indianerkjoler.
I aften, efter forældre-kaffen, er der lige en housewarming hos en veninde, men vi skal heldigvis tidligt hjem, da vi jo er lufthavnstaxi i morgen tidlig. Jeg gider alligevel ikke feste så meget, når jeg har været på arbejde i dag, og så forældre-kaffen, og jeg alligevel ikke drikker noget og går død kl 21.30 Og i morgen er det så tidligt op og i lufthavnen og kl 12. er der lige en brunch med de andre fra "fødsel på Hvidovre i juni" -klubben. Det bliver sikkert hyggeligt som det plejer! Men så er den weekend jo også gået ret hurtigt. Jeg bliver træt bare ved tanken, men det er jo alt sammen sjove ting og jeg kunne jo bare have takket nej til noget af det. Når man er så forlystelsessyg, så må man betale prisen. Og det er ikke ofte under sådan en graviditet, at man får lejlighed til at tage rigtig festtøj på og se godt ud. Det løse, afslappede tøj vinder næsten hver dag, i kampen foran klædeskabet.
Julie, 25+2