Hvornår lærer jeg at holde op med at høre Bon Iver?
Det gik ellers meget fint, jeg græd slet ikke i søndags da vi satte kolikbabyen af på hendes nye hjem i et år. Jeg græd heller ikke senere, ikke engang da Agnes tog over til sin far.
Så mandag eftermiddag tænkte jeg, ah man skal vel bruge alt den fred og ro til noget?! Lad os høre det nye Bon Iver album, sagde jeg til katten. Og det er da rigtig fint, virkelig, men ligeså melankolsk som altid. Kan I huske dengang jeg faldt i søvn til en Bon Iver koncert, og drømte jeg var inde i maven på en hval? True story. Og det er sådan deres musik lyder og føles.
Men det bringer jo ingen af børnene hjem. Og jeg ved alt er godt. Hun bliver så glad for den efterskole, det ved jeg. Jeg ELSKEDE min og de venner jeg fik og alt det jeg lærte. Og på hendes kan man vælge broderi, podcast, kultur på cykel, Alt det matematik jeg ikke fik fat i, keramik, livsanskuelse, billedkunst, design, redesign, yoga, dans, skrivning. Alt muligt. Jeg er også ret misundelig.
Empty nest syndrome. Der er et hul i hjertet, der skal fyldes. Jeg har købt noget linoleum og laver et billedkunsthold for mig selv. Og nogle sutsko til kolikbabyen jeg kan brodere på. Der skal vel også sendes nogle pakker med slik og bøger? Og damerne på biblioteket vil hjælpe med at lave nogle stiklinger af deres tusind potteplanter til hende – der er store vindueskarme på det nye værelse. Jeg kunne også køre i ikea, bare sådan. Frihed.
Nu tænker nogen, jamen har du ikke været skilt i årevis, Julie? Er du ikke vant til at undvære dine børn?
- Det bliver jeg aldrig vant til. Jeg fik dem for at være sammen med dem.
- Det sidste års tid har Klara boet hos mig, og været hos sin far i weekender og til aftensmad og den slags fleksibelt, fordi hun selv bad om det. Hun trængte til kun at bo et sted, og det forstod vi godt. Det har også været rigtig godt for hende, hun blev gladere og roligere.
Så du ser nok, jeg er vant til at hun er der. Heldigvis ved jeg hvor hun skal til bøjletandlæge på fredag …
Så dejligt at du er tilbage igen med dine fine ord.
Kh Mette
Tak Mette <3
Så dejligt at du er tilbage igen med dine fine ord.
Kh Mette
❤️❤️❤️
I lige måde!
Årh så dejligt du skriver igen! Har savnet dine ord!
Det er stort, det med at slippe et barn til en efterskole. Gik selv lidt i sort over det sidste år, men efter de første måneders savnen, fik vi et endnu finere forhold med beskeder på skrift, som jeg virkeligt har nydt også at have med hende. Nu er hun landet hjemme, og er så glad og stor og klog.
http://superheltemor.dk/2018/08/14/om-forlaenget-efterferieblues-og-efterskoleunger/
Jeg glæder mig også til hun kommer hjem igen, forhåbentlig større og modigere og den slags.
Jeg håber du finder vejen herind lidt oftere. Jeg savner også dine ord. Det må være så mærkeligt at have store børn. Jeg har to på hhv 1 og 4 år og jeg savner savner frihed. Men man savner jo ofte det, man ikke har – eller ikke har nok af 🙂
Jeg ville ønske jeg kunne love dig det – jeg gad også godt selv. Men måske kommer behovet kun i perioder, og app´en til wp virker dårligt … og jeg bruger mere tlf end pc. Og bla bla bla, en masse undskyldninger 🙂
Man savner nok altid det man ikke har nok af. Men jeg skal nok prøve at nyde den frihed 🙂
Kæreste Julie
Ja, man fik dem for at være sammen med dem. Og ja, man vænner sig aldrig til det. Men glæd dig, måske flytter hun hjem igen, når hun bliver voksen og får brug for at få livet på plads. Det er skønt at have en mor, man kan flytte hjem til også når man er 43. En mor er altid ens mor, uanset hvor gammel man bliver, og ens børn, ja de lærer at flyve selv, og brodere og regne den ud, men de vil altid være vores. Har netop skrevet et digt om det at tage afsked, og mine er jo kun små og det er kun nogle timer, men derfor er det stadig som at rykke hjertet ud. Når de græder. Eller musikken er sørgelig.
KRAM til dig <3
Hun flytter i hvert fald hjem når det er gymnasietid, og så må vi jo se. Kram til dig og din mor!
Dejligt at hører fra Jer. Kender godt det der med, at noget musik giver i-hval-mave-fornemmelsen. Lidt skønt og lidt forfærdeligt på samme måde.
Det kan være rigtig dejligt, men også lidt selvpineri 🙂 Og tak.