Ja, det er de, og du ved jeg har ret. I går sad jeg med gode venner og overlevede julen. Singlerne og de fraskilte fik sig en øl/rom/gin og en cola, og en masse snak om alt muligt. En af os har været single i 11 år eller noget, og det har jeg fx svært ved at forstå. Det er virkelig lang tid, og lidt et skræmmende perspektiv.
Der er jo ikke et enkelt svar på “hvorfor?” når det kommer til den slags, men en del af svaret gik på, at andre mennesker bare er så besværlige. At man altid ender med at blive irriteret på dem.
Det har jeg så tænkt over siden. Det er sådan set rigtigt nok, andre mennesker ER ret besværlige, og man bliver virkelig ofte irriteret på dem. Men, det bliver man jo netop på alle. Og nogen gange bliver man endnu mere irriteret på dem man holder allermest af? Børn fx. En sand pain in the ass, af og til. Forældre, søskende, gode venner. Og ja, kærester. Så hvis man når der til, hvor man forventer/håber at møde et menneske man aldrig nogen sinde vil blive irriteret på, og som aldrig vil være besværligt at være sammen med, nej, så finder man nok ikke nogen.
Og er hele ideen ikke netop, at finde nogen som man hellere vil være sammen med og være irriteret på, end at undvære dem? Nogen der rent bogstaveligt er besværet værd?
I november var det to år siden Kristoffer og jeg besluttede at gå fra hinanden. Den 1. januar er det to år siden, det gik op for mig, at jeg elskede en ny. Det var alt for hurtigt og alt for kompliceret og han er i sandhed verdens mest irriterende og besværlige menneske. Jeg elsker ham meget mere end han fortjener. Jeg dater i håbet om at fordrive ham fra mit system. Jeg leder efter en, der kan fylde mere end han gør, og helst på en lidt mindre besværlig måde. Men jeg vil aldrig forvente at kærligheden er nem eller ukompliceret. For det er den bare ikke.
Jeg tænker hele tiden på Eleanor, der siger til Marianne (der hvor de tror Edward har giftet sig med Lucy Steele – citeret frit fra hukommelsen og Sense and Sensibilty, af Jane Austen);
“It is just as we expected. Nothing to surprise or upset us. And in a little while, it will be just as if nothing has happened. Which in a way is true.”
In a little while. To år, so far. Intet skete, men det føles stadig som en hel masse besvær. Og var det det værd?
I går var det fire måneder siden jeg tilbragte den mest magiske nat i mit liv med en der ikke var min mand, og godt vidste der ikke var nogen vej tilbage. For to måneder siden turde jeg indrømme hvad konsekvensen af det er og jeg står overfor en skilsmisse fra en mand jeg faktisk elsker præcis som jeg altid har gjort, for at være sammen med en der på alle måder er meget mere irriterende og besværlig.
Kærlighed er fucked up.
Åh Gud Karen, held og lykke altså ❤
Åh Karen ? Og åh Julie ??
Selvfølgelig er det det værd! Love conquers all! Og den rette skal nok komme til dig, når tiden er inde. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke i det nye år. 🙂
Tak skal du ha’ og jeg håber, du har ret!
Det er al besværet man husker, der giver karakter og der skrives bøger om ?
Det er så sandt som det er sagt! Jeg vil også hellere have det, end undvære.