Ja, jeg er inspireret af IMA's indlæg fra i går, om hvordan de på Morten Korck'sk vis går rundt i skoven og traller, mens bambi og de syv små dværge synger foråret ind i sydengland, sammen med Amalie og hendes heldige mor.
Sådan er det så ikke her.
Her vågnede vi kl 6 med et barn der var nogenlunde feberfri. Kun 38. For moderens forlystelsessyges skyld tog vi så til rytmik. PÅ med trøjen, ned af trappen og ud i storby "junglens" kolde blæst. Ned af en våd og farligt glat trappe, til kælderen, efter vognen. I med barnet og så trække hele redeligheden op af samme våde og glatte trappe.
Derefter stred vi os mod vind og væde hen ad gaden. Folk vi passerede så demonstrativt ned i asfalten, og fik man endelig øjenkontakt med nogen, så var det et surt forvredent fjæs, på et koldt og fortravlet menneske.
Vi så et par hunde, men Klara vendte arrigt ansigtet væk og klemte de små stædige fingre sammen. Hvorfor vinke eller smile? (ok – fair skal være fair – hun kan faktisk ikke vinke endnu. Måske havde hun gjort det, hvis hun vidste hvordan…) Nå, men ingen små animerede musvitter landede altså på min, ellers udstrakte, finger og sang os afsted.
Turen var hastig, for vi er tit for sent på den. Et hidsigt slalomløb udenom hundebæ'er, sløve pensionister og cykler smidt tilfældigt på fortovet.
Vel fremme stikker Klara i et hyl straks harmonikaen går i gang, hun er tydeligvis ikke helt frisk endnu. Men hun liver da op og ender med at hoppe ved egen kraft til slutsangen. Så skreg hun sit døds-skrig mens hun fik hue og flyverdragt på og så kæmpede vi os ud på gaden igen.
Men ok – så holdt mit mug ikke længere, for herefter skinnede min indre sol. Et helt igennem pragtfuldt cafe-møde fulgte, med Nina/erik, Maya/iris, Caroline/albethe og Katrine/johanne fra juni-siden, som også er rytmikkere.
Timer i varmen, både den indre og ydre. Så skidt pyt med vejret 🙂 Og nej maya, du snakker ikke for meget!
Selv Klara var i godt humør efter den omgang og vi havde en succesfuld tur i føtex også, uden scener, hverken fra Klara eller mig. Det plejer ellers ofte at være mig der smider mig skrigende på gulvet foran kassen 🙂
Vel hjemme kom moster mette og spiste aftensmad med klara og mig, for stoffers nye onsdags klasse er fra 16 til 22. Fuldstændig sindssygt, hvis I spørger mig, men den skole respekterer ikke, at folk har et liv ved siden af.
En sen aften – Klara ville ikke sove før 22.30 og så var Dorthe på msn 🙂
Torsdag har vi den officielle mødregruppe, og de kommer her, så jeg slipper for at kæmpe mig gennem yderligere arktiske storme.
kh julie
