glad Klara, misundelig mor, syg Klara


Søndagens familiefest gik fint. Men jeg er grøn grøn grøn af misundelse, for værterne har stort set alt det jeg drømmer om. Og oven i det, så er de bare så søde og venlige, åbne og nede på jorden folk, så man kan ikke engang rigtig være træt af dem 🙂
Men de har det sødeste lille gule hus, fra starten af 1900 tallet, med rødt tegltag. Sprodsevinduer, franske døre, fine paneler, stuk, stuk, stuk. Nymalede beige vægge, parketgulve, karnapper, baggård med fliser og lille dam, forhave med roser og flagstang. Musselmalet porcelæn i bunker, arvet og naturligvis første sortering. PH lamper, teaktræs spisebord, god dansk designer sofa, spændende detaljer købt under års udstationering i spændende lande. Junoseng, romantiske hvidmalede træmøbler, okker gokker kjoler hængende på nuttede bøjler på knager på væggene. Udelukkende tykke, bløde, hvide håndklæder. Selv deres toiletpapir var fandme lækkert og blødt og den dyreste slags. Total cremefarvet liv.

Og her sidder man så, i sin 52 kvm rodede lejlighed, med ikke-matchende håndklæder der kradser, groft dårligt toiletpapir, skæve gulve, skallende radiatorer, vægge der trænger til maling, tre stykker toast som jeg lige har forkullet på min brødrister af plastic og service arvet fra 4 forskellige bedstemødre eller købt i Ikea og derfor helt ukurrant. Her er såmænd hyggeligt nok, hvis man er til hobbit-hul stilen. Bøger fra gulv til loft, mørke grønne velour saofaer fra Kun-kristoffer-ved-hvor og legetøj og babytøj overalt.
Åh, hvor jeg trænger til plads. Jeg kan snart ikke trække vejret her mere.

Klara var så glad hele dagen i går. Vi hørte hende ikke skrige eller hyle på et eneste tidspunkt. Hun var bare oven på. Dejlig dejlig dag, selv om jeg fik hovedepine af flere af gæsterne til den familiefest og min svigermor hele tiden ville vække Klara. Hvor gammel skal man være, før man åbenbart glemmer at børn har brug for søvn?? Du kan da vel fotografere hende en anden dag, kone!

Men idag er Klara syg og har 38.5 i feber, så måske var det derfor hun var så dejlig afdæmpet i går 🙂
Stoffer er startet i skole igen nu, første dag i dag. Så jeg er alene på skansen og Klara kan ikke sove – hun vågner hele tiden. Må hun godt sove ude, selv om hun har feber?

Nå, vil se om hun vil sove lidt igen, og så måske grille noget mere toast.
kh julie

Ps. Kit – nej, jeg skrev ikke forkert – den anden lille pige hedder også Klara 🙂 Det er et meget populært navn i den familie, fordi deres (altså også stoffers) mormor hed det. Dejlig dame, der døde kort før sin 90 års fødselsdag og kort før hendes to første oldebørn blev født. Hun havde sådan glædet sig til dem, men som hun sagde et par dage før hun døde; "jeg kan se dem oppe fra himlen" 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.