Jeg synes, sidste uge var en meget hård uge at være nogens mor i.
Først er man væk fra sin unge i tre dage. Så kommer man hjem og hører om en pige på samme alder, der er blevet kidnappet i Portugal (og jeg ved godt at tusindvis af børn lider en krank skæbne hver eneste dag året rundt, men jeg synes ligesom ikke, at det argument gør den konkrete sag hverken nemmere eller mindre sørgelig – tvært imod). Så skal man aflevere sin egen i børnehave, selv om man mest af alt har lyst til at blive hjemme og sy velcro på hende og en selv, og selvfølgelig græder hun når man afleverer hende, for man har lige været væk i 3 dage, og hun ved ikke om man forsvinder igen.
Så kommer man på arbejde, og så hører man lyden af 16 ambulancer der drøner forbi, fordi længere ude er der en bus der er kollideret med en gravko. Og selvfølgelig var bussen fuld af børnehavebørn og en dør og andre kvæstes. Og dagen efter er det endnu sværere at aflevere sin egen. Nu er man nået dertil, hvor man faktisk helst vil have hende ind i maven igen, for så ved man da hvor man har hende, og så er hun ikke andres ansvar.
Så læser man i avisen, at en 15 årig er druknet på lejrskole, og pludselig går det op for en, at selv om ens barn bliver ældre, mere selvhjulpen og klogere, så slutter bekymringerne aldrig nogensinde. Måske vil de endda tiltage, så man er nødt til at give slip og lade hende gå sine egne veje.
Og i morges græd hun igen, og ville ikke have at jeg gik. Hun vil gerne være i børnehaven og hun vil gerne lege med sine venner, men hun vil ikke have at jeg går. Hun er faktisk meget god til at udtrykke sit behov, for hun siger det ligeud, med sin grådkvalte, hulkende stemme; “jeg vil haaaaa dig mor!”
Snøft.
Hej Julie
Netop idag blev jeg enig med en kollega(der også har teenagedøtre) at det ville være dejligt at kunne proppe dem ind i maven igen og tage dem ud igen, når de er sådan ca. 21 år og klar til at slå sig ned med studier osv… Så jeg kan trøste dig med, at man ikke slipper for bekymringerne, selvom ungerne er ude over børnehavealderen. Det bliver kun værre – specielt fordi de lige nu sige: vil IKKE ha dig mor!!! Fordi mor bare er irriterende og forlanger, man giver besked om hvor man er, sætter grænser for hvor meget vodka man må drikke osv osv.
Håber du kan se perspektivet 😉
I det øjeblik du får barn bli’r du automatisk medlem af Bekymrede Forældres Forbund. Medlemsskabet er bindende fra første sekund og livsvarigt.
Desværre Julie, men jeg må sige at du har ret, bekymringerne forsvinder ALDRIG, og de bliver overhovedet ikke mindre. Det der med børn har jeg konkluderet handler om dårlig samvittighed og bekymring, hele resten af livet, for INGEN KAN JO MÅLE SIG MED VORES ELSKEDE AFKOM.
Men når det så er sagt så tror jeg ngle gange det er meget god beskyttelse af os selv, at vi vælger at tro på at alt det onde “kun” sker for de andre. Ellers blir vi da først helt tosset af bekymring.
Men der er jo liiige den der twister med, at når de bliver ældre, så vurderer de selv bedre risikoen ved et eller andet? Jeg er klar over, at dine eksempler var rene “tilfælde”, men ja, jo, det er ikke så let at kommentere på, nej.
God dag og velkommen i en ny uge.
Årh søde lille pige da … 🙁
Jeg synes du skal tage en fridag sammen med hende.. ej jeg ved det godt. Ka man jo ikke.. eller..
Lige præcis. Det er en håbløs no-win-situation vi har bugseret os ind i. Selv hvis ens barn overlever, er det først i det øjeblik man dør at man kan klappe sig selv på skulderen: “Jeg gjorde det! Jeg holdt hende i live så længe jeg kunne.” Som succesoplevelse betragtet synes jeg den er lidt mangelfuld i sin kortvarighed, i forhold til de (forhåbentlig mange) års bekymring og arbejde der er gået forud.
Børn er “kun” til låns.
Da jeg fik mine, forbandede jeg de kvinder som i sin tid tog de røde strømper på!!
Mødre ska være med deres børn, eller “bare” bedstemødrene. Jeg fornemmer stærkt, at vores børn og unge idag i den grad mangler den tid, jeg heldigvis havde med mine bedste forældre. Visdommen, roen..
Jeg ved at det har nå’d med økonomi at gøre, at kvinder idag ska knokle deres børns barndom væk. Men hvad er vigtigst i bund og grund. Snup nå’D tid med hende, det kommer ikk tilbage
=)
Jeg er ikke engang mor, og JEG synes den her uge har været frygtelig.
joh, men mht fridage osv er vi jo priviligerede fordi jeg har valgt at være på deltid. Jeg har fri hver onsdag, og i denne uge får vi en hel ferie, fordi onsdag er fridag, torsdag er helligdag og fredag er feriedag fordi børnehaven har lukkedag (igen – 3. gang i maj md eller noget!) Så måske går afleverings-kvalerne i sig selv igen efter det.
Det kommer bare bag på mig, at det kan være SÅ følelsesmæssigt hårdt at være nogens mor. Lidt ligesom da jeg tog til indien, og alle havde sagt at der er mange mennesker i indien, og jeg vidste godt at der ville være mange mennesker i indien – og alligevel kom det bag på mig, at der RENT FAKTISK var SÅ mange mennesker i indien. Jeg vidste godt, jeg ville elske mit barn. Jeg vidste godt, jeg ville bekymre mig. Men jeg kunne ikke vide, at det ville føles præcis sådan her, så hårdt. Tænk, hvis man havde to, og de løb i hver sin retning – hvor skulle man så fokusere sin bekymring????
Ja, jeg vidste også godt, at det ville forårsage store bekymringer.
Nej, jeg vidste heller ikke, at det ville være så massivt!!
Jeg bekymrer mig, hver gang jeg hører om et eller andet forfærdeligt, der er sket som er indenfor rammerne af, hvad der potentielt kan ske min lille skat.
Og så bekymrer jeg mig lidt imellem de forfærdelige ting der sker.
Og jeg bekymrer mig sørme også over, at han skal miste bedsteforældre og kæledyr, ha’ kærestesorger, og måske endda svigtes af en ven, og få afslag på et job han virkelig gerne vil ha’ og alt det der andet, der nu ikke er så rart i et liv.
Jeg prøver at trøste mig med, at alt der kan gøre ham ked af det, må ha’ bragt ham glæde forud.
Og så bilder jeg mig ind, at når han er 25 kan jeg være mere rolig – hvilket garanteret er løgn.
Og når han er 19 kommer han sikkert og siger, at nu har han tænkt sig at rejse jorden rundt i en rygsæk.
Og så finder han en kæreste, så langt væk fra Danmark som overhovedet muligt – og gifter sig med hende.
Og jeg får et post kort til min fødselsdag.
Piv.
Moooaaaar!!
Haha Rikke 🙂
Måske er det endda lidt værre med sønner? Vi ved jo alle, hvor hjælpeløse mænd kan være… og døtre bliver i det mindste ikke gift med en eller anden led, intrigant kælling, der bare er ude efter deres penge! (med mindre ens datter måske er lesbisk??)
Okay nu har jeg været 4 uger om at læse den med brylluppet fordi jeg får ondt i hovedet af alle de gentagelser og væven rundt uden at komme nogen vegne. Må indrømme at jeg ikke forstår forfatterens popularitet.
Hej Julie
Hvor har du ret..
Men først og fremmest ville jeg bare lige sige, at dette er det bedst skrevet blogindlæg, jeg har læst LÆNGE – på NOGEN blog overhoved. Jeg kunne sgu ikke lade være med at sidde og smile over din finurlige måde, at hæfte tingene sammen..
Mange knus
Pernille
I grunden synes jeg det er rædsomt at man er væk fra sine børn hver dag. For at gå på arbejde og tjene penge (en nødvendighed, indrømmet), når man i virkeligheden helst bare vil ligge under et æbletræ og se dem lege i haven…
Den sag fra Portugal, jamen det er bare så frygteligt. Tænk hvis pigen aldrig bliver fundet (fatter ikke hvordan det kan ske, hvorfor har ingen set noget!!)
Ser lige at du læser Shopaholic og baby. Hvordan er den, til at holde ud?
Er blevet vældig træt af konceptet Rebecca Blomwood, gad ikke at læse den sidste (den med søsteren).
Bodil – jeg elsker jo Becky, så jeg er nok ikke den rette at spørge. Jeg medgiver gerne, at den første var den bedste. Men jeg har også nydt de efterfølgende. Jeg synes, hun er sjov. Og sød. Og jeg kan godt lide den her med babyen også. Men den tog mig jo kun 2½ time at læse, så stor og avanceret kunst er det nok ikke 🙂
Tak Pernille. Du er sød.
Hej med dig..
Jeg er ikke prof i denne blogverden, men vil da lige skrive en lille kommentar..
Jeg er mor til en teenagedatter på 16, og lad mig bare sige det på den hårde måde.. DET er IKKE en fest.
Det er skruen uden ende af bekymringer, og man må bare erkende at ” små børn – små bekymringer, store børn – store bekymringer ” i allerhøjeste grad er den evige sandhed.. Vi er på konstant kollisionskurs og der er ingen tvivl om at mødre og døtre er en svær en… Jeg nyder med fryd mine minder om dengang hun var lille..
Og så lige en til sagen fra Portugal..
Det ER er rædselsfuld sag og helt ufatteligt at hun bare er forsvundet, men hvad der også er HELT uifatteligt for mig som selv er mor.. HVORDAN kan man efterlade sine unger alene på et hotel?????
Jeg har altid ment at forældre skal huske at være sammen alene og nyde hinanden, men ikke i et fremmed land og uden sikker pasning at børnene. Såååå..
Ja måske jeg er lidt hård , men alle i kvinder med bekymringer NYD jeres små mens de er små og glæd jer over at de elsker jer ubetinget indtil…. de er store.
SMIL
Sommerhilsener fra
Henriette