Hård weekend

Tilbage på pinden, efter en omfangsrig weekend.

Lørdag kom Sara og Selina og vi gik på legeplads med dem. Ungerne nød det virkelig og stormede rundt efter en bold forbløffende længe. Og skændtes lidt om en dukke – det er vist snart på tide at Klara får sin egen. Da de ville sove, gik vi på cafe og fik lækker frokost. Og bagefter en tur i amagercenteret. Her vågnede de små og fik helholdsvis gummistøvler (selina) og sandaler (klara) og fik kørt nogen ture på samtlige mekaniske karruseller og den slags, i centeret.

Lørdag aften tog jeg til min søsters indflytterfest, og det var hyggeligt, men alligevel ikke helt min fest. Min søsters venner ryger noget mere hash end mine (som ikke ryger noget – heller ikke cigaretter.) så jeg fik ret hurtigt kvalme af at sidde sammen med dem, i det lille rum. Desuden skulle vi jo til fødselsdag om søndagen, så jeg gad ikke rigtig drikke, og fik kun 3 drinks – hvilket så præcis var nok til at jeg fik hovedpine, men ikke nok til at jeg havde det rigtig sjovt. Og så var der min søsters bofælles venner, som var af den slags hvor drengene gik 2 og 2 på toilettet og fyrede alle deres penge af op i næsen. Den slags har jeg meget svært ved at forstå. Men jeg fik mig da en rar snak med anja, og lidt med 2 af min søsters andre venner. Det er sært med dem, for mange af dem har jeg kendt siden de var helt små børn – og så sidder de der og ryger og drikker 🙂

Nå, men jeg var hjemme kl 2, hvilket var alt for sent, i forhold til hvor lidt sjovt jeg havde haft det. Søndag fik jeg lov at sove til kl 9, hvor familien ublidt vækkede mig og vi begyndte at gøre klar til den store fødselsdags skovtur for maria. Jeg nåede både i bad og at lave couscous salat på 1½ time, og kl 11 var vi afsted. Vi samlede Ellen op på vejen og nåede ud til Vestskoven i god behold. Her fór vi så vild – lidt – for da vi ringede til marias mobil, viste det sig at de var lige i nærheden. Derefter stod den så på hyggeligt samvær og masser af god mad resten af dagen. Marias ca. 10-årige niece var (lidt for) vild med Klara og slæbte rundt på hende hele dagen. På en måde rart med babysitter, på en anden måde irriterende, fordi niecen kørte Klara helt op og ikke var særlig intuitiv mht hvornår sådan en 2 årig har brug for sin mor eller en pause.

Men Klara var overraskende vild med niecen, som hun kaldte nini – af uvisse årsager, da pigen hedder sidsel? Faktisk tudede klara hver gang nini gik væk fra hende, så hun må jo have nydt sin oppasser. Vi gik også en (alt for) lang tur ud i skoven, og dem som gik forest med kortet har i hvert fald aldrig været spejdere!

Først besluttede de at gå til venstre – hvilket med det samme førte os UD af skoven, og ud på en vej. Den fulgte vi så kort, hvorefter de brat vælger at dreje ind i terrænet, på hvad de noget flot benævner som "en sti". For mig at se, var det mere en plovfure fyldt med græs? i hvert fald priste jeg mig lykkelig for min temmelig terrængående klapvogn… Klara sov på daværende tidspunkt stadig, men efter 5 min. på græstuer og jordvolde vågnede hun naturligvis. Derefter blev "stien" helt ufremkommelig, men vi valgte så at gå ind mellem nogen graner, som voksede ved siden af – der var mere en slags sti… "Fører det her nogenvejne hen?" spurgte jeg, med alt hvad jeg kunne mønstre at optimisme i min stemme. Jaja, blev der hævdet – det ender i en sti lige dér henne!!!

Godt så - vi skubbede på. Klara fik en kvist fra en gran i øjet og begyndte at græde, mens hun trykkede sin bamse ind til sig, og de her onde mennesker stædigt skubbede afsted med mit barn og hendes vogn. Så kom vi så til den sti, som den første "sti" skulle munde ud i… De her mennesker som havde udråbt sig selv til anførere, de havde faktisk et kort!!! Ikke desto mindre, så var den nye sti ikke en sti, som sådan, men mere hvad jeg ville kalde EN Å!!!! En skide dyb og bred å, for fanden. Hvordan skal man så få sin klapvogn over den?? "Jamen der er en bro længere henne" insisterede de elendige kort-læsere. Men hvor var garantien for det? Og under alle omstændigheder skulle vi så forcere omkring 800 meter mark med brysthøjt græs. Ikke ideelle omstændigheder med klapvogn.

Nå, men vi tog al bagage og barn op af vognen, og et par stærke mænd fik rakt den over åen. Dernæst fik vi mig placeret på en sten midt i syndfloden, og jeg kunne så række mit – atter grædende – barn over til hendes far. Og fik selv en hjælpende hånd til at komme efter. Klara blev hurtigt glad igen, for nu var der faktisk en sti og hun kunne selv komme ned og gå. Vi gik så videre, og der hvor jeg sagde at vi skulle til højre for at komme tilbage til lejren, da valgte de så at gå ligeud, hvilket bragte os på en omvej der tog en times tid. Efter knap 2 timer nåede vi endelig tilbage til madpakkehuset, hvor de få efterladte så småt var begyndt at overveje a) at tilkalde en mountain ranger og starte en eftersøgning, og b) at spise al lagkagen selv.

Efter lagkagen var der så kroket, og endelig kl 17 sagde jeg, nu kan det være nok! Og så kørte vi hjem. Købte thaimad, læste min bog færdig og gik tidligt i seng.

I dag er jeg forkølet, hvilket ikke kan undre nogen efter gårsdagens strabadser. Jeg har droppet træningen og bliver hjemme for at skrive en jobansøgning.

Og så har jeg valgt at indføre det der med at man skal anføre en gyldig email adr. for at kunne kommentere. Jeg har også tænkt mig at slette fremtidige spamkommentarer der bliver lagt til alle andre indlæg end det om Celinofobien. Det var sjovt med de celine fans i starten, men nu gider jeg faktisk ikke rigtig prøve at lære dem noget om livet, eller ironi eller plads til divergerende meninger, længere. Det må de sq selv ligge og rode med. Håber ikke det generer jer trofaste kommentatorere for meget.