Nå, så fik mit barn hul i hovedet. Igen. Første gang var i vuggestuen og i karambolage med en sandkasse. Denne gang havde hun lagt alle sofahynderne ud på stuegulvet og legede en form for hoppende "ikke-røre-jord". Og så gled den sidste hynde ud under hende, og hun knaldede panden lige ind i kanten på døren. Og så gik der hul.
Jeg sad i bilen, 2 min. væk på vej hjem fra arbejde, da stoffer ringede med panik i stemmen og klaras skrig i baggrunden, og ævlede løs om blod over det hele og klara osv. Jesus, tror I jeg kørte fornuftigt hjem? Har aldrig drejet så hurtigt ind ad stille villavej før, det kan jeg godt afsløre. Og så lod vi blod på ubehandlet trægulv være blod (på ubehandlet trægulv) og så drønede vi til skadestuen. Klara tog det i stiv arm og sad helt stille i sin autostol og pegede på panden, mens hun sagde "av, mor…", som om hun ikke helt forstod smerten.
Jeg kunne dårligt se på hende, uden at få kvalme af den 1½ cm lange gabende og blødende flænge. Er ikke god til blod. Er besvimet 4 gange ved synet af blod. En gang på efterskole i 9. kl. To gange i forsøg på selv at donere blod (er nu venligt henvist til anden velgørenhed) og en gang efter egen fødsel, bare ved tanken om og følelsen af alt det blod.
Nå, men heldigvis kunne de nøjes med at lime såret sammen, og Klara klarede det rigtig flot. Sad helt stille, spurgte sygeplejersken hvad hun hed og spurgte 300.000 gange "hvorfor det?". Til alt hvad de sagde.
2½ time senere kom vi så hjem igen, til kold aftensmad og blod overalt. Yrrk. Jeg tog det på stuegulvet og stoffer tog badeværelset, som var værst. Han må have været ret hurtig med at få hende halet derud.
I aften kommer Anna med familien og gæt hvad? De tager sushi med inde fra den civiliserede del af Kbh. Sushi. MMmmm. Nårh ja, og venner på besøg. Også behageligt. I tirsdags var en anden af Klaras gamle vuggestueveninder og hendes mor på besøg, og det er altså rart at vi ikke helt er glemt.
Øv stakkels Klara. Undrer mig faktisk over at vi (7-9-13, knock on wood) stadig ikke har været på skadestuen, men det har vi ikke – vi holder os til blodnæser og så et hak i tungen der nu efter ca 10 mdr stadig kan ses ret tydeligt – dér var du nok besvimet selvom blodet var væk – det kæmpe krater der var i den lille tunge, det var sku for viderekommende. Godt hun er sådan en sej én, men det viste vi jo godt!
Nårh hvor synd, men Klara synes nok det var mere “spændende” da chokket havde lagt sig. Det var vist værre for moderen 🙂
Og må også lige sige 7-9-13..har aldrig været på skadestuen med mine 3 unger.
og velbekommen med sushién
Hej Julie!
Sidder her ved min computerskærm. Sidder og dagdrømmer… og mine tanker falder på dig og dengang vi legede spejdere i Vejstrup.
Jeg søgte derfor på dit navn her på denne ufattelige søgemaskine og din dagbog popper op. Synes at det er en spændende idé at du har lagt den ud til offentlig skue!
Jeg håber, at du har det godt derovre på Sjælland og tillykke med din pige.
Mange hilsener fra en gammel veninde, Solveig Fisker
Nej, selvfølgelig er I da ikke glemt. Du taler om Vanløse og jeres ny boligsituation, som om det var Lolland:-) Herregud, det er jo bare Vanløse, som jeg ser det, overhovedet ikke noget problem:-)
Gad vide, var I nu flyttet til Vordingborg, ville du så have følt, at I praktisk talt var emigreret:-)?
Hehe, Grith har helt ret. Du skriver som om det er det mørke Jylland I er flyttet til. Sidst jeg var i brugsen og spurgte efter chips til hjemmelavet nachos (you know, den slags trekantede af majs..) kiggede brugsudeleren fåret på mig og spurgte hvad nachos er ? Ja, den slags moderne ting er altså ikke engang nået til Vestsjælland..
Du godeste, Solveig Fisker! Nej, hvor skægt. Hvor er det dejligt at høre fra dig. Har du det godt og hvad laver du og og og 🙂 Og tak fordi du lagde din mail!
belleder
hvordan fjernede du blodet fra trægulvet?
Hej Sanna. Jeg gjorde det meget hurtigt, med koldt vand. Og bagefter vaskede jeg igen med sæbespåner. Det nåede ikke at trænge helt ned i gulvet. Man kan i hvert fald ikke se pletter i dag.