I run the carousel

Nu var jeg jo til den der private teitur koncert i amager bio for nogen uger siden, og siden da, har jeg været fan. Og voldhørt albummet. Og overvejet, om ikke den her sang – I run the carousel – kunne handle om Gud? Kan desværre ikke finde teksten på nettet og gider ikke sidde og skrive den ind, men jeg tror, jeg har ret. Det har jeg tit. Det tror jeg tit.

Jeg vil gå videre med det, hvis jeg finder teksten.

Ellers sidder jeg bare lige og føler mig sært fanget i lysten til mit eget liv. Altså, jeg mener, jeg føler mig måske nok fanget af mit liv generelt, men mest af det faktum, at jeg jo har det liv, som jeg har LYST til. Jeg er fanget af kærligheden til mit barn og af mit behov for tryghed og hverdag. Ved ikke om man kan kalde det et gyldent bur, for jeg tror, folk i gyldne bure, de har stadig ikke lyst til at være der. Og det har jeg jo. Jeg ønsker mig ikke noget andet liv.

Og alligevel har jeg lyst til at pakke en taske og tage ud i lufthavnen. Og glem den der med, at det er en 30 års krise osv, for min lufthavns-fantasi har jaget mig siden jeg var teenager.

Men nogen gange, uden at nogen behøver tolke mere i det, eller føle sig truffede, så ville jeg bare ønske, at jeg bare var mig selv. At jeg kendte ingen og at ingen kendte mig. Jeg forestiller mig, at det er ultimativ frihed. At ingen har nogen forestillinger om hvem jeg er, eller forventninger om, hvordan jeg er, hvordan jeg reagerer, agerer, lever mit liv. Så kunne jeg bare være mig.

Jamen kan du ikke bare være det nu, julie? Nej. I hvert fald kun i meget korte øjeblikke. Jeg er altid nogens et eller andet. Nogens kæreste, nogens mor, nogens datter, søster, veninde, kollega, svigerdatter, svigerinde, bekendte, kunde, bibliotekar. Og det kan man nok ikke undgå, hvis man gerne vil have et liv. Hvem var det som sagde, at man kun udvikler sig, i relation til andre?

Det er bare meget forvirrende og frustrerende med alle de roller. Alle de opfattelser af, hvem jeg skal være og hvordan. Og alle de uudtalte forventninger, som jeg af gode (og uudtalte) grunde aldrig nogen sinde lever op til. Og ikke vil leve op til. Jeg vil jo bare være mig. Men det ender så med aldrig nogen sinde rigtigt at være nok.

Og så begynder jeg at tænke på lufthavnen. På at hoppe af den her karrusel, som jeg ikke styrer helt. Er der overhovedet nogen der forstår, hvad jeg mener?

Nå, men i den lettere ende, så er jeg kommet frem til et genialt svar, næste gang der er nogen som spørger, om jeg er gravid. Stærkt inspireret af forfatter Marian Keyes, vil samtalen forløbe nogen lunde sådan her;

tilfældig spørgelysten idiot; "hvaaa – er du gravid?"

tænderskærende julie; "nej, jeg er ikke gravid. Jeg lider faktisk af underernæring. Jeg er på det stadie, hvor ens mave svulmer op, på grund af mangel på mad…"

tilfældig spørgelysten idiot; "du godeste!"

triumferende julie; "ja, det er ikke så sjovt, vel?! Faktisk er det så fremskredent nu, at resten af min krop også er begyndt at hæve!"

tilfældig spørgelysten idiot; "nå, men jeg skal også hjemad…"

just jules; "det tror jeg nok, du skal!"