– min ondt i måsen, det er hvad jeg har!
Nå, men først og fremmest – Tak for alle de søde hilsener ang. min mormor. Hun er stadig i bedring og kan nu holde på en kop selv. Hun bliver overflyttet hjem til Fyn i dag og skal så på et genoptræningsophold et eller andet sted. Med hendes 85 år mener de ikke, at hun nogen sinde bliver helt som før igen, men med lidt god vilje kan hun opnå 70% af den førlighed hun havde før. Jeg ved ikke, om hun stadig kan bo selv eller om hun så skal i beskyttet bolig, eller på plejehjem? Men det vil tiden vel vise.
Og så må vi tilbage til det med ondt i måsen. Det er alt sammen Ninas skyld. Havde hun ikke læst i skotland og slæbt en kæreste med hjem, og havde han ikke friet på den mest romantiske måde – ja, så havde min krop måske været normal i dag. Men nej, Nina skulle absolut giftes og så var vi til polterarbend lørdag. Jeg valgte at tage med, fordi min mormor jo var i bedring, og efter 14 dage alene med Klara, så trængte jeg virkelig til at komme ud uden familien.
Vi mødtes til frokost først og Nina blev vældig overrasket :-)) okay – måske ikke så meget, hun er jo ikke nem at narre, men hun spillede pænt med! Så drog vi 12 fnisende hvidvinspåvirkede tøser mod Dyrehaven, hvor vi allesammen skulle ud og ride i ½ time. Ideen var god nok – det er slet ikke det – men hvem kunne også vide, at jeg ville ende med en total psyko-hest ved navn James. Hvad er det også for et navn til en hest??
Det var bare så typisk – alle de andre fik enorme, elegante brune heste, som de så skide godt ud på. Mens jeg jo var den laveste, og derfor fik den mindste hest. Kornfed, gul nordbagge ved navn James… Det mest grænseoverskridende ved hele projektet var nok at skulle svinge sin efterfødselsbagdel op på krikken, mens alle de der myndeslanke hestepiger der har fast gang sådan et sted, stod i baggrunden og fnisede. Nå, men op kom jeg da, selv om min lånte ridehjælm var for stor og hele tiden gled ned foran øjnene på mig. Så dannede vi en linie, mens James forsøgte at drikke vand fra et bassin – uden vand i – han var ikke for kvik. Afsted drog vi, ind under de nyudsprungne bøge i Dyrehaven. Det her, tænkte jeg – det her, det er bare lige mig!! Man sidder højt tilvejrs, bliver fragtet afsted og kan snakke sammen i mens, og så kan man oven i købet hævde at man dyrker motion! Ridning er da en sport, ikke?
Skal vi prøve at trave? råbte den overkække instruktør oppe foran – og pludselig tog fanden ved James og jeg fik nok at gøre med at holde fast, mens diverse efterfødselsdepoter på min mave og bagdel gik i selvsving og gjorde det virkelig vanskeligt at holde balancen. At min hjælm var for stor og gled ned over øjnene, gjorde det heller ikke nemmere. Pludselig slog James bak og standsede – han var blevet sulten og ville da lige have lidt græs. Kom nu james, sagde jeg – vi sakker bagud! Men james var sulten og meget stærkere end mig… tilgængæld, fik jeg jeg travet dobbelt så meget som alle de andre, fordi jeg hele tiden var nødt til at sætte fart i dyret, for at indhente resten af flokken…
Nå – der er Klara-krise i baggrunden – fortsættelse må følge i morgen!! Kom vi hjem fra dyrehaven? Blev jeg smidt af? Red james i strakt galop med mig ind i solnedgangen? Følg med imorgen, samme tid og sted!
kh julie
