Lagt ned

Nå, men nu er jeg i hvert fald lagt ned. Dødtræt. Om de der steder, hvor jeg var til samtale, så også er lagt ned, det vil tiden vise. Det ene sted ringer i morgen, hvis jeg får det. Det andet sted, ville give besked så hurtigt som muligt.

Det ene sted var vældig afslappet. 2 ud af 4 samtalepersoner var syge, den ene helt fraværende og den anden ret sløj. Folk kom ind, folk gik ud - meget afslappet, meget hyggeligt på en sær måde. Jeg er ikke den, der bliver fornærmet over den slags. Det er jo en arbejdsplads.

Det andet sted sad der 8 – ja, OTTE – mennesker og så på mig, da jeg satte mig i den varme stol. Man skulle jo tro det var Mærsk eller noget. I det mindste havde vi ikke ALLEsammen den samme page-frisure, den samme påklædning, de samme hornbriller og de samme store smykker…

Men det gik nu også meget godt, bort set fra, at jeg havde glemt mine anbefalinger. Men altså – er anbefalinger ikke også altid bare supergode? Hvis man skulle få en dårlig en, så er der da i hvert fald ikke nogen pointe i at vise den til nogen. Så glemmer man da bare alt om den, ikke? Jeg har heldigvis kun fået gode, så jeg burde have husket dem.

Det ene sted var der en bloglæser til stede, som måske – måske ikke kendte lidt til min blog på forhånd. Så nu er det så også slut med at disse de steder man går til samtale. Jeg ender som en total anonym handicappet blogger, som kun kan skrive mig mig mig mig mig mig mig mig mig i alle indlæg. Ajj, pjat, det ved I jeg ikke gør.

Så nu sidder der måske en fra det der sted og læser det her, og derfor kan jeg ikke gøre grin med jobsamtaler… Jeg kan f.eks. ikke skrive, at man får mange sære spørgsmål, og at en del af dem har ret åbenlyse svar, og at hvis jeg var ironiske trodsig-julie, så ville samtalen lyde sådan her;

job-haver; jamen, hvordan har du det så med samarbejde?

trodsig-julie; jeg hader det! H-A-D-E-R det! jeg gider simpelthen ikke have noget med mine kolleger at gøre. Hvis de spørger om jeg vil deltage i noget, så sætter jeg mig ned med en kop kaffe, indtil øjeblikket er forpasset og faren er drevet over!

job-haver; hmm, ok, spændende… men vil du så beskrive dig selv som innovativ?

trodsig-julie; nej fy for søren da! Slet slet ikke. Det der med fremskridt og udvikling, det bruger jeg bare ikke. Det er noget for klynkende småtøser. Jeg står fast - hvis det virkede i går, så virker det også i morgen!

job-haver; ah ha, nå, ja vel… men hvordan har du det så med at servicere lånere?

trodsig-julie; det hader jeg også! Der var ingen, INGEN, der havde fortalt mig noget om, at det ville være en del af jobbet som bibliotekar. Jeg synes lånere er en pestilens, og jeg gider ikke snakke med dem. Jeg peger, og så drikker jeg min kaffe! Et bibliotek ville være sådan et dejligt ryddeligt og roligt sted, uden de forbandede lånere!

Hvis jeg nu i det mindste VAR sådan, så ville det da i hvert fald forklare, hvorfor jeg ikke bare får et job med det samme…