– for det gør det jo. Især for alle os andre. Jeg har tænkt meget på K og P og deres lille pige E de sidste par dage, men lige meget hvor meget jeg tænker, så går tiden ikke baglæns og det lykkes mig ikke at ændre det som er sket. Det er noget forbandet møg, for at sige det lige ud. At et fuldbårent barn dør i sin mors mave dagen før det fødes forstår jeg ikke. Hvad går galt? Hvis skyld er det? Og hvorfor er det ikke første gang man hører om den slags sager?… Personligt synes jeg, at der er sparet alt for meget væk og at man brude tjekkes mere og grundigere op mod termin, hvad enten det er ens første barn eller ej.
Og næste gang jeg bliver gravid vil jeg være den mest hysterisk gravide i hele verden og gå hele sundhedssystemet på nerverne. Det er nok konsekvensen, når man har den slags inde på livet.
At endnu en bruger på ND mistede sin lille pige i de samme dage, gør det ikke bedre, og tænk så på, hvor mange som mister deres børn, som vi aldrig hører om. Det er for meget.
Og samtidig så går livet bare videre. Man kommer ikke over det, men man kommer videre, fordi man ikke rigtig har et valg. Man trækker vejret, man står ud af sengen om morgnen og den ene dag følger den anden.
Og livet er jo også godt. For midt i al sorgen må der siges tillykke til H og hendes lille pige, som heldigvis kom godt til verden. Sådan er livet – fuldt af modsætninger og komplikationer. Godt og dårligt.
Og jeg er også nødt til at skrive om Klara – og det er jo stort set kun gode ting. Selvfølgelig er hun holdt om med at sove igennem efter jeg skrev, at hun gjorde det. Nu vågner hun kl. 3 og kæmper for at kommer over til os. Men det kommer hun ikke og 10 min. efter sover hun jo igen.
Ellers kan hun pludselig selv holde om sin kop og drikke. Hvis der ikke er for meget i koppen, så spilder hun ikke, og det synes jeg da er meget flot. Der ud over lyder det meget som om, hun siger hej ret ofte.
I dag skal vi til rytmik og det glæder vi os meget til.
