Magnificent

Nå, men jeg ved ikke, om der er nogen der kan huske det, og faktisk går jeg selv og glemmer det lidt for ofte i hverdagen, men jeg ER jo faktisk en af de 17 største U2 fans i verdenshistorien. Jeg har alt. Eller – jeg havde alt, for de sidste par år har jeg slækket af på den og jeg køber ikke længere alle singlerne, alle de ekstra versioner med specielt materiale osv. Jeg kan ikke bruge den slags penge på det mere.

Jeg blev U2 fan engang i slut 80´erne, da jeg havde en penneven fra Canada. Han hørte U2 og så fandt jeg også ud af, hvad det var for noget. Han lærte mig mange ting. Også at marsvin, som på dansk kan være både en lille gnaver med pels OG en lille hval-agtig pattedyrsting i havet, har to forskellige navne på engelsk. Jeg slog jo glad og naivt marsvin op i min dansk-engelsk ordbog, og skrev således til en venlig 12 årig canadisk dreng, at jeg havde to “porpoises” i en stor papkasse ude i bryggerset.

Det forstod den stakkels dreng selvsagt ikke… Det ord jeg skulle have brugt var ginnypig eller  Guinea pig.

Nå, men der var Boy, October, War, Under a blood red sky, The unforgettable fire, Wide awake in America, The Joshua Tree og Rattle and Hum. Jeg fik købt dem alle sammen og elskede dem alle sammen, især de tre sidst nævnte.

Så kom Achtung Baby. 1991. Jeg gik på efterskole og var teenager og jeg har aldrig nogen sinde, hverken før eller siden, haft så passioneret og varmt og symbiotisk forhold til nogen plade. Jeg hørte den altid og jeg kan alle sangene uden ad. Jeg levede i den plade i årevis. Var til U2 koncert i Gentofte, i Parken, i Forum og i Parken igen.

For mig har alle pladerne efter Achtung Baby været lidt skuffende. Der har været gode numre ind i mellem og gode koncerter også. Men jeg har ikke kunnet forsvinde ind i nogen af de albums. Måske fordi jeg ikke længere er en lidende passioneret teenager. Måske fordi de bare ikke har været lige så gode?

Nu hører jeg så No line on the horizon hver dag. To timer om dagen, for at være præcis. Når jeg kører til og fra arbejde. Det er et godt tidspunkt at høre musik på, for der sker ikke så meget andet i en bil. Og der er ingen der snakker, skriger eller forstyrrer mig eller vil have mad, omsorg, tør røv, slik, kram, opmærksomhed und so weiter.

Og jeg kan godt lide den. Jeg kan høre noget Achtung baby i den, og også noget Joshua Tree. Og noget nyt oven i. Og frem for alt, så kan jeg endelig igen høre dem alle fire. For jeg synes Bono har været for meget i front, for meget som en solist med et band, for meget stjerne. Jeg kan bedre lide når de er en helhed. Og på næsten alle numrene kan jeg høre dem alle sammen. Rytmegruppen er formidabel, The Edge´s signatur guitar er umiskendelig, smuk, nærværende og lige i hjertet som den skal være. Og Bono er bedst på de inderlige numre, hvor han ikke skal bræge så meget igennem.

Jeg vil vise jer mit favorit nummer. Det er nr. 2 på pladen og hedder Magnificent. Jeg kan lide det af mange årsager. Det er TOTAL fedt at køre stærkt på motorvejen til. Det har den der pragtfulde, forventningsopbyggende Achtung Baby agtige intro, teksten er god, rytmen er fantastisk. Jeg kan ikke sidde stille til det. Jeg vil løbe, til det. Jeg kunne forestille mig det som åbningsnummer til en koncert. BRAG af en start, ville det være. Desværre ser det ind til videre ikke ud som om DK er på deres tourplan.

Jeg har valgt det her klip fra et kendt amerikansk talk show.

Bemærk hvor cool Adam Clayton (ham med bassen) er. Den mand er så utrolig, det er jeg sikker på. Han har humor og übercoolnes. Dét er X faktor. Bemærk Bono´s David Brent agtige dans i starten. Men bemærk da først og fremmest energien og hør så bagefter versionen med bedre lyd. Musik er min religion. Fra den første rytme i livmoderen, din mors hjerte der banker, hendes blod der bruser – og så til det her:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=XcvOWunC4N8&hl=en&fs=1]