alle de der små ting ens unge – ungeR – siger. Tiden går så stærkt, man glemmer så mange sjove detaljer. Agnes har allerede fået større øjne, og fortsætter det, ja så bliver de lige så kæmpe store og blå som Klaras.
Ting Klara har sagt i de sidste par uger:
Over aftensmaden kommer samtalen ind på, hvor glemsom far ind i mellem kan være. Klara ser på ham, sukker kærligt og opgivende og siger “du er en klaptun, far. Men vi elsker dig alligevel, ikke også mor?” – jo jo, det gør vi. Klaptun… en mildere version af klaptorsk?
Den anden morgen, i køkkenet, i samtale med sin far. De kommer ind på noget om en eller anden som er dum, og Klara må da rette på sin far og siger “far, der er ikke nogen som er dumme. Der er nogen gange nogen som gør dumme ting!” – helt klart børnehavepædagogik der slår igennem.
Mandag morgen. Vi klæder Agnes fint på i en sparkedragt som hun har fået af farmor, og samme farmor og farfar er ventet et par timer senere samme dag. Desværre gylper Agnes ud over hele dragten kort efter, og Klara kopierer mors ærgerlige tonefald og siger “Agnes altså, vi er ikke sure på dig. Vi er bare meget kede af det!”
Det er jo tydeligt, at jeg har en ret gammelklog og meget velformuleret og velovervejet ung dame dér. Hun skal nok blive den helt perfekte belærende storesøster.
Agnes trives stadig. Skider, sover, æder. Meget basalt babyliv. Men hun er mere vågen når hun endelig er vågen nu, og kigger sig meget omkring med de stadigt større øjne. Jeg vågner om morgnen og føler mig glad og optimistisk, fordi jeg rent faktisk har sovet. Hun ammer ca. 2 gange i løbet af natten, men vi gør det liggende og jeg sover i mens. Og hun skriger ikke. Hun grynter bare, tager fat, gør sin ting og sover videre. Man kan blive helt ked af det, ved tanken om, at det sandsynligvis ændrer sig når hun bliver de der 3-4 uger gammel. Men den tid, den sorg, ikke? Lige nu er hun jordens nemmeste baby.
Haha, klaptunen er min nye yndlingsfisk 🙂
Kære Julie ! Et stort tillykke med Agnes, hun lyder jo bare som et pragteksemplar 🙂 Og hvad er der lige med unge nummer to? Sover bare hele tiden og vågner kun to gange om natten, det er jo ligesom mine. Casper vågnede 10-15 gange om natten og Nikolaj kun to gange til han var ½ år, så sov han bare igennem.
-Og hende Klara, hvor er hun skøn, jeg tror hun bliver en fantastisk omsorgsfuld storesøster.
Et kæmpe tillykke til jer alle med jeres nye status som familie på 4 🙂
Kærlig hilsen Liza og Casper på 7 og Nikolaj på 4½.
Tillykke med lille ny! Ork, du kan da godt regne med at Agnes’ nuværende døgnrytme kan være stabil de næste mange uger, Mynte kører på fuldstændig samme måde, og hun er 8 uger nu. Der er dog nye tider på vej kan jeg mærke, men gudskelov er det i dagtimerne, om natten gør hun som Agnes. Hov, iøvrigt fik jeg idag at vide, at baby skal sove i/under egen dyne om natten, gerne hos forældrene, men da overophedning åbenbart øger risikoen for vuggedød, er det ikke hensigtsmæssigt at dele dyne!
Mange hilsner
Julie
Hvor er du heldig at have sådan to skønne piger, Julie!
Og Agnes Sofie og Klara Marie klinger bare flot sammen…