Jeg ville ønske jeg bloggede mere. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gør det, for jeg tænker på mange indlæg og formulerer dem stadig inde i hovedet, især når jeg kører i bil. Måske kommer der en dag en app, der kan omsætte mine tanker til skrift, og så behøver jeg bare at redigere en lille smule i det, inden jeg trykker Udgiv. Jo, redigering vil være nødvendigt.
Udenfor er det stadig wannabe sommer. I morges havde jeg den helt klassiske diskussion med Klara om, hvorvidt det er nødvendigt at have jakke på. Vi indgik et kompromis, og jeg tror hun frøs på vej i skole, men får det fint i eftermiddag. Det er mærkeligt at have store børn. I går havde hun fire veninder med hjem, og de lånte et videokamera og rendte rundt nede på Engen og lavede en film. Det skete bare ikke med en 3 årig. Og jeg er åbenbart virkelig langsom om, at vænne mig til det. Men det er også svært, for på mange andre områder er de stadig så små. En 10 årig kan ikke alting selv og har virkelig dårlig hukommelse og lav koncentrationstærskel. Så nogen gange skal man stadig tage sig af alting, som om hun var 3. Bliver det ved med, at være sådan?
Min 12 årige har stadig svært ved at huske – så umiddelbart bliver det nok ikke bedre lige med det samme;)
Jeg synes det er svært, at de bliver store.
Der er mange ting der er gode: det er spændende at de får deres egne interesser og talenter og dejligt at de kan hjælpe til og tage ansvar.
Men rent egoistisk, savner jeg dengang de havde brug for mig, og syntes at jeg var den bedste i verden…;)
Jeg kan blive helt bange inden i, over hvor hurtigt tiden pludselig går. Over at de om få år, vil til fester og selv bevæger sig rundt i natten.
Eller ved tanken om det tomrum de efterlader, når de engang flytter.
Prøver at nyde der hvor de er nu. Og de ting de pludselig selv kan, og selv finder på.
Det er spændende, at man har været med til at forme sådan nogle fine små mennesker.
Det gør det sikkert, altså for vores del af det, tænker jeg.
For 14 år siden, da Ulrik og jeg var “bare” var kærester og boede hver for sig og jeg hver aften, efter endt aftenvagt, cyklede hjem til ham igennem Fælled Parken, så ville min mor gerne have, at jeg ringede til hende, når jeg kom ud på den anden side.
Jeg forestiller mig, at jeg også godt kunne gå hen og blive sådan… også selv om jeg har drengebørn.
Jeg har jo både en (næsten) 10-årig og så en stoooor dreng på 15, og den store er altså stadig meget lille indeni en gang imellem. Det lykkes ham foruroligende tit at glemme madpakken (og det er altså ikke fordi han ikke gider spise den), og han er helt ubehjælpsom i forhold til at tage stilling til at noget tøj ikke passer/er i stykker.
Til gengæld har vi vidunderlige diskussioner om alt mellem himmel og jord, og når han har venner på besøg er der pludselig fyldt med unge mennesker der drikker te og i fuldt alvor diskuterer hvorvidt de bedst kan lide den hedonistiske eller eudaimoniske lykkeopfattelse…
Udfordringen synes jeg mest er, at få den store til stadig at have så meget tillid til os = forældrene, at vi hygger os i stedet for at skændes. Og som du selv er inde på, Julie, at nyde det så meget som overhovedet muligt!
Gårsdagens citat:
Mor: Når jeg retter dine stavefejl hele tiden er det jo fordi jeg er datter af en skolelærer.
Søn: Nå, men jeg er jo datter af en bibliotekar!
Den lader vi stå lidt…
Den app der, den vil jeg virkelig også gerne have fat i…!! Det er vildt så meget man kan få komponeret i bil eller på cykel, men som så desværre “bare” forsvinder igen.
Hej….appen dragon dictation kunne muligvis virke… Dog kommer der tit ngle skøre ting ud af den, men det har måske også sin charme;)
Og ja…livet med børn er foruroligende omskifteligt og skønt;)