Mor og karrieren

Eller okay – karriere og karriere, det er jo nok så meget sagt, for jeg er nok ikke den mest arbejdsmæssigt pressede person i hele verden. Har jo netop helt bevidst valgt en uddannelse, der bl.a. fører til et job, som ikke indebærer den største risiko for at dø af stress relaterede sygdomme. Og en branche hvor deltids-stillinger er lige så udbredte som knolde i nakken og onde horn briller.

Og jeg har jo ikke mere end de nu 16 timer fast. Og så de – i denne måned – 10 timer som vikar. Men ikke desto mindre ender det med, at jeg arbejder hver eneste dag i en periode på 3 uger. Startede sidste søndag og slutter først igen søndag d. 27. Fanden har skabt weekend vagter, men jeg kan da godt forstå at folk gerne vil have mulighed for at komme på biblo når de har fri. Gad bare godt have et ordentligt tillæg i lønnen for det.

Især fordi Klara tilsyneladende er begyndt at fatte det der med weekender. I hverdagene er der intet, hvis jeg går hjemmefra. Og der har aldrig været nogen tårevædede afskedsscener i vuggestuen. Så på det punkt er vi jo priviligerede, og det er dejligt at vide, at Klara føler sig tryg nok og bare nyder at lege med vennerne en hel dag.

Men der er begyndt at komme reaktioner, hvis vi har haft en lang hyggelig morgen derhjemme, som f.eks. i weekenderne, og jeg så skal gå omkring kl 9.30. Hun tror jo, at i dag skal vi åbenbart alle sammen være hjemme og hygge os, men pludselig begynder mor bare at tage tøj og sko på, og Klara skal ikke med!! Hun kaster sig over sin flyverdragt og sit regntøj og sine huer, hvad hun nu kan nå, og tager det på, hun selv kan. Og hun er utrøstelig, når jeg skal gå og hun ikke må komme med.

Og sikke det slider i en. Det føles så forkert. Det er en af de der ting, som man ikke kan forklare folk, som ikke selv har prøvet det, fordi det hovedsagligt er en følelse i maven. Man kan ikke rigtig sætte de helt præcise ord på. Det er bare forkert, unaturligt, sørgeligt og næsten helt umuligt at gå fra sådan en lille ked af det en. At vriste hendes bløde arme fri fra min hals, og vikle hendes små fingre ud af mit hår og forsøge at sætte hende ned på gulvet, mens hun sparker og går i bro og skriger og hyler som om hun er døden nær. Og kysse de våde kinder og sige vi ses i eftermiddag, og vide at det fatter hun ikke en bønne af, fordi for hende eksisterer kun her og nu, og man er DUM fordi man ikke fatter det! Og så går man ned ad trappen og kan høre hende skrige hele vejen, selv nede på gaden kan man stadig høre hende, oppe fra vinduerne…

Hun er så meget en del af mig, at jeg egentlig ikke fatter at hun også er et selvstændigt individ. Og jeg kan sidde her på arbejde og savne hende, mere end jeg nogen sinde har savnet nogen tåbelig mand jeg var forelsket i. Jeg ser de andre børn her, og jeg tænker, hvad mon hun laver nu, hvordan mon hun har det, mon hun griner eller græder?

Om morgnen vågner jeg et minut før hende, og ligger i mørket og tænker; nu vågner hun. Åhh, bare hun ikke gør. Det er for tidligt, jeg vil sove mere. Men hun vågner altid. Og moderinstinktet vækker mig først. Ligesom da hun var lille, og jeg ind i mellem gik ud uden hende. Så kunne mælken begynde at løbe og jeg vidste at nu var hun sulten eller urolig.

Det er så enormt svært at forklare folk som ikke selv har prøvet det, og det er især svært at forklare arbejdsgivere, som på en eller anden måde mener at min popo er deres! Min chef her er den sødeste og bedste i verden, men hun synes jeg skal sælge mig selv lidt mere og tage flere vikartimer, for at få et godt omdømme og stå først i køen, hvis der dukker en fuldtidsstilling op. Og det kan jeg sagtens forstå – med mit hovede.

Men mit hjerte, åh det er en anden sag. Klara kommer jo først. Før mig selv og da længe før et eller andet arbejde. Og de vikartimer som de ofte vil af med er jo netop aftenvagter eller weekendvagter, som folk ikke kan tage, fordi de OGSÅ skal noget andet eller har et liv udenfor arbejdspladsen. Og jeg har jo i flere mdr. nu haft to aftenvagter om ugen og hver 2. weekend, og det er simpelthen for meget. For klara. Det er jo nok derfor hun er begyndt at reagere når jeg går. Fordi hun synes jeg går for ofte.

Ja, men ellers er det jo godt vejr i dag, og derhjemme har de hygget sig og fodret ænder. Og jeg har købt et sæt byggemand bob nattøj over nettet, i røde farver, til den lille bob bybber-fan.