igen.
Jeg har været lidt væk. Sygdom, bekymringer, hormoner og diverse tog lidt for meget overhånd, og selv om jeg flere gange dagligt har forfattet indlæg i mit ellers alt for overfyldte hoved, så fik jeg dem ikke skrevet.
Det, og så det at min svigermor har opdaget min blog. Ja. Jo. Jeg ved ikke, hvem der har givet forældre-generationen ubegrænset adgang til internettet, men sådan er det så. Jeg troede ellers hele forældre-generationen havde for travlt med at drikke rødvin og spille petanque og rejse arven op. Det næste bliver vel, at min 89 årige mormor add´er mig på Facebook?? Først var jeg sådan meget “aj, kan jeg leve med at min svigermor ved alt om mig?”… men så blev jeg efterhånden sådan mere “who cares?” agtig. Måske er det en god ting? Måske tager ingen af os skade af, at hun ved alt om mig? Eller altså, alt som i dét alt jeg vælger at præsentere her. Nu er det i hvert fald slut med sex-snakken… hvis det ikke allerede havde været det længe. Whatevs.
Nå. Men gæt så hvem, der har købt køkken i dag!! Jo, jo, ingen smalle steder. Muskelmanden havde taget fri fra arbejde for det samme, og jeg var så hjernen i dét projekt. Mig, og en meget meget dygtig IKEA køkkenafdelingsmedarbejder ved navn Patricia. Hende kan jeg anbefale. Spørg efter hende, hver gang I køber køkken! Mand, hun var god. Hun fik det til at virke så nemt. Bang bang bang, havde hun plottet alle mine mål ind i sin pc (eller okay, ikke mine mål, som jo ellers helt sikkert er 90/60/90!! – KØKKENETS mål wiseheads!) og vupti havde vi en plan, en prisliste, tegninger i 3D og en hel masse mere.
Det endte med SOLÄR hvide fronter uden greb. Og massiv eg bordplade. Og en voldsomt stor vask, med et pænt og praktisk blandingsbatteri. Kantlister, ben, dampspærre, fixa værktøj, skuffefronter, skabselementer, sokkel-halløj osv. ALT for under 12.000. Det synes jeg er billigt for sådan et pænt køkken. Og denne gang lover jeg, at gøre alvor af det med før og efter billeder. Vi går i gang på mandag når Mr. Muscles har ferie i en uge.
Klara er rask igen. Men desværre hysterisk. Ved ikke om det er sygdommen og de dårlige vaner man hurtigt får etableret når man har lidt ondt af sit barn… eller om det er alderen? Eller en kombo? Under alle omstændigheder er hun mere hysterisk end mig nu. Kolerisk ligefrem. Så snart hun får et nej, et blidt afslag, en bortforklaring, ja faktisk alt andet end et “selvfølgelig må du det”, så flegner hun totalt ud. Og skriger helt vildt skingert. Og begynder at hyle. Og jeg veksler mellem at fnise ustyrligt eller bede hende knytte sylten og tage en slapper. Intet af det særligt konstruktivt.
Men i dag kom vi så til at snakke om nissen, og selv om hun mente han nok kom med noget til alle børn i Danmark, så vil jeg de næste 14 dage køre en massiv markedsføringskampagne for konceptet “nissen belønner artighed”. Eller måske kan nissen bare ikke lide at komme steder med alt for meget skrigeri?
Baloo i maven er meget aktiv. Jeg så det der program på dr2 den anden dag, og det er da fascinerende at hun ligger derinde nu, med øjenvipper og bevidsthed og hele svineriet. Hun mangler bare lidt vægt og lidt længde. I morgen skal jeg til jordemoder for 2. gang. Er ikke rigtig klar over, hvad der skal ske. Men jeg vil gerne høre hjertelyd, og så vil jeg gerne have dyrket min urin for at se om jeg har blærebetændelse. Kan man som gravid godt have uden nævneværdige symptomer. Men jeg får ondt i min venstre side, når der er den mindste smule i blæren. Og så må jeg gå helt sammenkrummet, hjulbenet og meget langsomt hen til toilettet. Og selv om min chef synes, det er alle pengene værd – og selv om der er meget jeg vil gøre for hende – så er jeg ved at være lidt træt af det.
Jeg så også det der program på DR2 (kom dog først ind omkring 26. uge) og blev lige lidt blød om hjertet og en lillebitte smule skruk. Og så kom de til fødslen! Av! og ad! Men man vokser med opgaven, ikke? Så når man har haft en bebs i maven i 9 måneder, så er man klar til nogle forhandler om, hvordan den kan komme ud, ikke?
Hej Julie. Lige en besked fra en af dine utallige anonyme læsere, der nu springer ud af skabet for en enkelt besked: Vi har også købt køkken i Ikea, og vi er rigtig glade for det – undtagen for vasken, der har en meget mystisk prop, der alt for hurtigt lukker til, så man skal stå og hive i den, hver gang man skal lukke vand ud. Desuden var vvsmanden ikke tilfreds med afløbet, som er lavet efter svenske standarder, der åbenbart er smallerere end de danske, og han mente, at det hurtigt ville blive stoppet, men det er altså ikke sket efter nu 2 1/2 år. Men ellers rigtig god fornøjelse med jeres nye, skønne køkken.
Glem den kampagne – been there, done that! – og det virker IKKE! Jeg har to piger: Ottilia på 6 og Alma på 3½ år, og Ottilia er gudskelov ved at være ovre vanvidsfasen (med et par enkelte massive relapses), imens Alma’s vanvid er i fuldt flor. Forleden lå hun i Stof2000 og lavede sneenglen på gulvet, imens hun skreg: “Du er en tissemand, mor!”…..og jeg stod bare og gloede, for jeg kan sgu’ ikke komme helt derned med den megamave, jeg efterhånden slæber rundt på.
God tur til JM, jeg skal til sidste lægebesøg lige om lidt,
KH Julie
Julie – jeg er ikke ubetinget glad for det du dér siger… skal det fortsætte til hun bliver 6???
Taka – jo ser du, naturen har for manges vedkommende opfundet en snedig ting der hedder At Gå Over Tid. Bare EN dag over tid, og de fleste har det sådan, at den unge bare skal ud NU, om vi så skal rive den ud med de bare næver. Der ud over, så tror jeg, at for de fleste almindelige fødsler (ikke de traumatiske hvor alt går galt) så er de værre at se på, end de er at gennemføre. For det første går man meget ind i sig selv for at udføre det her stykke arbejde, og man bemærker ikke altid selv, hvordan man skriger og da slet ikke, hvordan man ser ud. Og så har naturen igen været behjælpelig, med et hormon der hedder oxytoxin, som udløses under fødslen, og som bl.a. har den effekt at det giver et mildt hukommelsestab. Derfor kan man ikke altid huske den konkrete smerte bagefter. OG man er propfyldt med adreanalin. Kvinder på tv skriger altid mest under pressefasen, men som jeg husker den, var den langt fra det mest smertefulde. Presseveer er din ven – når de kommer, så ved man det snart er slut (som regel) og egentlig synes jeg, de var meget konstruktive og håndgribelige. Anvendelige. Udvidelsesveer, som kan tage maaaange timer og er udmattende, synes jeg er værre. Jeg tror lige så meget de skriger for at lukke energi ud – fordi man ikke kan lade være. Men altså – jeg kan skrive herfra og til evigheden, i sidste ende er hver enkelt fødsel en helt unik oplevelse og kun du vil til sin tid, kunne svare på hvordan din var. Min var interessant, lidt for lang, men meget tilfredsstillende. Jeg følte jeg kunne klare hele verden, bagefter. Bortset fra de minutter hvor jeg besvimede i armene på en sygepasser ude på toilettet… 🙂 åh disse minder….
Ja da 😉
Altså Selina har godt nok også haft sådan en periode – lige før lillebror kom. Men dengang virkede historien med julemanden – dog i en kortere periode til december var overstået 🙂 Men det virkede da!
Åh ja, og så de der børnehave-sprog med tissemænd og lort og prut er jeg bare SÅ træt af! Selina kan kamme helt over…suk!
Håber I kommer vel igennem perioden, Julie 🙂
Godt du er tilbage – har savnet mit – næsten – daglige grin.
Så også den udsendelse på DR2 – den var fantastisk. Var nærmest parat til nummer 3 med det samme.
Lol@Julie&Julie, hvis I fortsætter opgiver jeg at hitte rede i, hvem der er hvem =)
Oh, så fantastisk at læse om andres hysteriske unger. Jeg tror, der er noget i luften, min er også krophysterisk, sammen med en god portion af de børn vi omgiver os med.
Det der med et mildt hukommelsestab er vist lige i underkanten. Jeg kan huske det gjorde nas, men overhovedet ikke hvordan. Er ligefrem nået dertil, hvor jeg kan finde på at gøre det igen 🙂
Fra fødslens forunderlige verden synes jeg det (også) er ganske imponerende, hvordan ens blufærdighed bliver så fuldstændigt lammet, at man kan finde på at rende ud på gangen i bar røv og hospitalsskjorte og at man bare har sådan en nå-nå indstilling til alt det, der bliver gjort ved en og alt det adr, der ryger ud af en.
Man er i det her tilfælde så mig 🙂